Raben Rosenberg (RR) er i sin kronik om psykiatrien i Politiken (8.7.) ude at mane til ro og besindighed efter Politikens afsløringer af overmedicinering på et psykiatrisk center – den såkaldte Glostrup-sag.
Der skulle således ifølge RR ikke være nogen grund til at betvivle psykiatriens grundlag og praksis. Psykiatrien har blot brug for flere ressourcer, så vil den kunne løse sin opgave med endnu større ildhu. Psykiatrien besynges højt i sine nye videnskabelige landvindinger og i sine store indsigter. I kronikken giver RR en forelæsning om en grundlæggende humanistisk psykiatri. Psykiatrien er således funderet på evidensbaseret viden, hvilket med andre ord betyder, at dens behandlingsformer er veldokumenterede ved at leve op til høje videnskabelige krav og så videre.




























