Politikens dybdegående journalistik om behandling af svært psykiske syge patienter i dele af Region Hovedstaden får Bjørn Bredal (3.7. 2012) til at frygte for en kamp mellem ord og kemi og dermed en risiko for, at psykiatrisk behandling bliver menneskefjendsk i jagten på det hurtige, kortsigtede og rentable. Heldigvis er der ikke faglig belæg for en kamp mellem ord og kemi i moderne psykiatri, og den aktuelle kritik af lokale forhold bør ikke føre til en genoplivning af det antipsykiatriske spøgelse, der i sin ekstreme form ser psykiatri som undertrykkende og menneskefjendsk, fordi psykiatere bruger medicin og elektrostimulation og mener, at nogle psykiske sygdomme er hjernesygdomme. LÆS ARTIKELFremtidens psykiatris ekstremer bør diskuteres i det åbne Der er sket en videnskabelig revolution i vor forståelse af psykiske sygdomme i de sidste årtier. Lad mig fremhæve nogle vigtige forhold. Det er meget nødvendigt at skelne mellem forskellige psykiske lidelser. Alt for ofte tales der helt generelt om psykiske lidelser, som om der kun var én psykiske lidelse. Fuldstændig som i somatikken er der mange forskellige psykiatriske diagnoser, og ganske tilsvarende somatikken varierer de stærkt i sværhedsgrad. Psykiske lidelser spænder fra akutte livstruende psykoser til stress- og belastningstilstande med rod i dagligdagens begivenheder i familien og på arbejdet. En præcis diagnose og afklaring af mulige årsager er helt afgørende for at kunne tilbyde relevant behandling. Her er samtalen et meget vigtigt redskab for at kunne danne sig et indtryk af den syges symptomer, og der kræves en god evne til indføling og til at skabe god kontakt og tillid. Dette første led i psykiatrisk behandling hviler dermed på en etik baseret på respekt for den syge, men samtidigt også med ansvar for at gribe ind over for symptomer, der nedbryder den syges dømmekraft og kan føre til skade på den syge og omgivelserne, således som det kan ses ved psykoser (sindssygdomme). Debatten om Breiviks mentale tilstand har netop inddraget psykosebegrebet, og psykoserne hører til de sværeste psykiske lidelser. I psykotiske faser er den syge optaget af vrangforestillinger og har abnorme sansninger, hvor vedkommende hører stemmer og ser syner, således som det typisk ses ved skizofreni. Disse oplevelser fremtræder med fuldt virkelighedspræg og er dermed meget motiverende for den syges handlinger. I værste fald skal imaginære fjender bekæmpes, hvorved den syge bliver farlig for andre. Vrangforestillinger kan også være rettet mod en selv, og ved svære depressioner er de syge præget af svære selvbebrejdelser og skyldfølelser, der gør selvmordet til den indlysende udvej.
Psykoser kan udløses af misbrug, f.eks. af kokain og hash, altså en kemisk påvirkning af hjernen, og på samme måde som andre af kroppens organer kan hjernen naturligvis blive genstand for sygdomsprocesser. Der er således i dag påvist en række ændringer af hjernens funktion ved psykiske sygdomme, og ikke kun ved sindssygdomme men også ved en række stress- og belastningstilstande. Og det er i grunden ikke mærkeligt, da normale mentale processer jo afspejler hjernens samlede funktion. Den moderne hjerneforskning har ført til en forbløffende forståelse af vor hjernes opbygning og funktion og vi kan i dag forstå psykiske lidelser på mange forskellige niveauer, lige fra bestemte hjerneområder til særlige nervebaner og forbindelser mellem nerveceller til genernes – arvematerialets – forunderlige univers. Moderne sygdomsforståelse sker derfor på mange forskellige niveauer og kan ikke reduceres til ren kemi.
