Når to økonomer møder hinanden på gaden har de – siges det – svært ved ikke at komme til at grine.

Sådan har det været, lige siden de – altså økonomerne – blev opfundet eller rettere opfandt sig selv, og det ligger jo en del år tilbage og er af antropologer fastsat til det tidspunkt i menneskehedens historie, hvor der pludselig opstod et voldsomt behov for bortforklaringer.

Nu kan man jo mene, at der for tiden ikke er så meget at grine ad på økonomifronten, men det er netop det fine ved økonomerne. De griner normalt kun, når de er sammen med fagfæller, resten af tiden ytrer de sig så tungt alvorligt, at vi almindeligt dødelige instinktivt accepterer deres påstande og spådomme.

Retfærdigvis må det siges, at det var en af deres egne, den berømte John Kenneth Galbraith, der engang sagde, at den eneste effekt af økonomiske prognoser er, at de får astrologi til at virke som en meningsfuld disciplin.

LÆS ARTIKEL 11 EU-lande går sammen om udskrive omdiskuteret finansskat

Men når økonomer så slår sig sammen og med et elegant firmanavn kalder sig kreditvurderingsbureau, skider selv præsidenter grønne grise, hvis bureauet finder det for godt at fjerne et A, skønt de selvsamme bureauer er selvbestaltede klogeåger, som sagde god for Lehman Brothers lige op til krakket.

Herhjemme lader vi os dag ud og dag ind betage af, hvad såkaldte økonomiske vismænd og nationalbankdirektøren kommer med af spådomme og moralske opstød, skønt det var så som så med visdommen, dengang nogen burde have råbt højt om en bristende boble.

Nu er det jo imidlertid endnu tilladt at stille sig dum an og sætte spørgsmålstegn ved de beslutninger, der tages af den nuværende regering baseret på økonomers præmisser. Det sidste halve års politiske meningsmålinger kunne vel godt ses som udtryk for, at vi er en del, der ikke helt forstår at værdsætte visdommen i, hvad de dog finder på.

Lad os f.eks. hive den netop indgåede skattereformaftale frem i lyset. Her hævder regeringens bogholderøkonomer, at en skattelettelse på netto 7 milliarder var helt nødvendig og skal gennemføres præcis på den måde, den blev vedtaget på, og det vil bl.a. sige, at folk på overførselsindkomster skal betale en del af gildet.

Det er dette indgreb, der – sammen med de nok så omtalte forringelser på dagpengeområdet – har fået ellers trofaste socialdemokratiske vælgere til at flygte skrigende bort og i arrigskab fået dem til drillende at give Venstre point i meningsmålingerne.

Man kan mene, at folk på overførselsindkomster er nogle dovne hunde, som ville have godt af at komme på en god gammeldags slankekur. Men det holder jo til gengæld ikke, når statsministeren hævder, at der simpelthen ikke er råd til at hjælpe dem, der f.eks. nu snart ryger ud af dagpengesystemet.

Det er et politisk valg, regeringen her har truffet, på samme måde som man valgte at give skattelettelser for 7 milliarder i stedet for at bruge pengene på f.eks. bedre skoler.

Og det er disse regeringsvalgte udveje, som nogle af os finder temmelig usocialdemokratiske, selv med risiko for – Ritt Bjerregaard ihukommende – at blive kaldt kustoder.

LÆS OGSÅR afviser Socialdemokraternes Tobin-fokus

Vi har tilsvarende svært ved at sluge den socialdemokratiske apati over for Margrethe Vestagers obstruktion mod forsøgene på at samle beslutningskraft til en europæisk finanstransaktionsskat.

Det er, som om det er gået sporløst hen over de socialdemokratiske ministre, at vi stadig sidder til halsen i konsekvenserne af en dereguleret finansverdens skruppelløse opførsel.

Det er ubegribeligt, at EU-kommissionens forslag om en beskatning af de mest kortsigtede spekulationsgevinster herhjemme kan køres ud på et sidespor, tilsyneladende alene fordi Margrethe Vestager er imod.

Alt imens vi oplever den globaliserede kapitalismes forøgelse af uligheden, forståelig social uro i Sydeuropa, højfrekvent spekulationshandel, finansverdenens kæmpebonusser, og herhjemme i Ebberød Bank-landet en sparekassedirektør, der får 1 million, efter at han selv har sagt op, fordi han efter 19 dage på jobbet ikke kunne lide lugten i bageriet.

Det kan ikke være rigtigt, at socialdemokratisk økonomisk visdom skal være terroriseret af spøgelset fra sovjetsystemets sammenbrud og af angsten for dem, fhv. finansminister Lykketoft karakteriserede som de hysteriske kællinger.