En af grundene til, at jeg var interessant som kilde for ’Hippie’-bøgerne om Frøstruplejren var, at jeg var en af besætterne af Hjardemål Kirke, og at jeg har været gift med Peter Louis-Jensen.

Guderne skal vide, at jeg ikke har nogen som helst grund til at beskytte min eksmand, men det stod hurtigt klart, at Peter Øvigs projekt gik ud på at skrive en historie med en good guy, nemlig Henning Prins, og en bad guy med min gamle mand i skurkerollen. Sådan set o.k., for de to havde en konflikt kørende.

Men hvad der ikke er o.k. i den sammenhæng er, at Peter Øvig ville gøre Peter Louis til en fører og os andre deltagere i kirkebesættelsen til umælende klakører. Det var vi ikke. Kirkebesættelsen var et fælles projekt for at demonstrere mod USA's terror i Vietnam.

LÆS OGSÅPeter Øvigs hippier gør oprør

Jeg vil gerne sætte spørgsmålstegn ved den meget centrale bemærkning, min gamle mand er citeret for, nemlig, at Frøstruplejren var et større kunstværk, end han nogensinde selv ville kunne skabe, og at han derfor havde besluttet at ødelægge den.

Peter Louis-Jensen har aldrig nævnt denne hensigt over for mig, og vi har trods alt gået op og ned ad hinanden gennem mange år. Der findes kun én kilde til ovenstående udsagn, nemlig Henning Prins.

I Peter Øvigs bog optræder kun Henning Prins' ord, efter at han angiveligt gennem en teltvæg har lyttet til Peter Louis' samtale med journalist Erik Thygesen.

Begge de to sidstnævnte kilder er i dag døde, og kun Henning Prins, der må siges at være partskilde i denne sag, er tilbage som vidne.

For det tredje vil Peter Øvig gerne sætte lighedstegn mellem de ideer, der dannede baggrunden for Blekingegadebanden, og de tanker, vi gjorde os i forbindelse med besættelsen af Hjardemål Kirke.

SE BILLEDERSådan endte hippiernes sommerlejr

Der er overhovedet ikke nogen sammenhæng. Vi greb aldrig til vold eller våben. Vores 'våben' var lyd og billede, båndoptager og kameraer. Her blev vi heller ikke enige.

Peter Øvig holdt fast i sin parallel og oplister flere gange ligheder mellem os kirkebesættere og det, der senere skulle udvikle sig til en terrororganisation.

Faktisk var vores ikkevoldholdning grunden til, at kirkebesættelsen blev opgivet. Mange af dem ville risikere at blive såret, måske endda dræbt, hvis de fortsatte og fik murstenene ned over sig.

Men da Peter Øvig ikke ønskede at give køb på disse punkter, der er centrale for mig, afbrød jeg samarbejdet med ham.

Det næste handler om forhold til kilder og dramaturgien i 'Hippie'-bøgerne.

Første gang, jeg mødte Peter Øvig i mit hus i Odense, havde han ikke forinden lagt kortene på bordet og fortalt, hvorfor han var kommet lige præcis til mig, og i hvilken sammenhæng vores snak skulle bruges.

Først gradvis gik det op for mig, at jeg var interessant, fordi jeg havde været gift med hovedskurken i hans historie.

I løbet af det kommende år fik jeg løbende sendt citater til godkendelse og fik også korrigeret hist og her, men havde ikke indflydelse på Peter Øvigs hovedspor om Peter som den store fører og os kirkebesættere som Blekingegadebanden Light.

Jeg kom også ud for noget, der mest af alt minder om genfundne erindringer:

»Hvordan kom du til Aalborg?«, spurgte han. »Det ved jeg ikke«.

»Kan du ikke have taget færgen København-Aalborg? Det gjorde de fleste?«. »Jo, det kan godt være«.

Det blev i første omgang til, at jeg tog færgen og undervejs var bange for mødet med min mand og »hans hemmelige kirkeaktionen«.

I den endelig udgave er transportformen, færgen, røget ud af historien, men min »uro« har han fastholdt - på trods af, at jeg ikke kan huske, hvad jeg dengang tænkte - og gjorde Øvig opmærksom på det.

Jeg oplevede mange af den slags dramatiske omskrivninger, og til sidst sad jeg tilbage med følelsen af at være en nyttig idiot, der bare skulle forstærke en allerede indtagen præmis for bøgerne.