Jeg er blevet kritiseret for at sige, at der er sket et tab af dannelse i dagens Danmark.

Jeg siger, at der er sket et ’tab’, mens mine kritikere siger, at der er sket en ’forandring’ – som ikke er et tab.

Dannelse betyder blandt andet, at man ikke bare har sit eget, private verdensbillede skabt på baggrund af tre dages tv-kiggeri, men at man har kendskab til det fælles gods af kultur og viden, som er en vigtigt del af vores historie.

Derfor kan man for eksempel ikke være et dannet menneske uden at vide noget om kristendommens indtog. Simpelthen.

Hvis man tror, at kristendommen kom til Danmark i går fra Iran, – så er man simpelthen ikke dannet. Så er der sket et tab. Det er ikke bare en neutral forandring.

LÆS OGSÅDen Sorte Skole ligger bedst i graven

Det er et tab af to grunde:

1) Fordi basal viden om Danmarks historie tidligere var vidt udbredt på grund af en velfungerende folkeskole.

2) Fordi den enkelte person uden denne basale viden simpelthen bliver betydelig dårligere til at klare sit liv og orientere sig i hverdagen.

Hvis et flertal af danskerne er så uvidende, vil det være en ulykke, fordi vi ikke vil kunne lede landet ordentligt. Vi bliver snydt af folk, der er mere vidende, og vi vil ikke kunne videreføre det værdifulde i vores kultur.

For vi vil ikke vide, hvad der er værdifuldt, og hvad der ikke er.

Mit dannelsesbegreb er nedsættende blevet kaldt for »rigidt« og »nostalgisk«. Men jeg vil kalde mit syn på dannelse realistisk.

Der er simpelthen noget stof, man er nødt til at kende for at kunne navigere i tilværelsen. En form for kanon. Men det er klart, at denne kanon af viden ændrer sig med tiden.

I 1805 var H.C. Andersens eventyr ikke en del af den danske dannelse – for da var de eventyr ikke skrevet. I 1938 var viden om Anden Verdenskrig ikke en del af historiekanon, for krigen var ikke hændt endnu. Så selvfølgelig ændrer tingene sig.

Men at der indgå viden om fortiden i denne kanon, er ikke nostalgisk – det er sund fornuft.

Hvordan kan man leve i Danmark uden at vide, at der var noget, der hed den kolde krig, Anden Verdenskrig, 11. september, grundloven, folkekirken osv.?

Hvordan kan man stemme til folketingsvalgene uden en sådan basisviden? Dannelsestabet hænger også sammen med en ny måde at anskue viden på.

'Paratviden' er et nedsættende udtryk for viden og betragtes af nogle for unødvendig, når man har Google.

Men paratviden er nødvendig basisviden, som gør det muligt at navigere. Man kan simpelthen ikke bruge internettet uden en sådan basal viden.

LÆS MEREGoogle kan ikke erstatte basal viden

Jeg har mødt elever, der bruger internetsider om konspirationsteorier om 11. september, som om det er sandheden. De har simpelthen ikke forudsætningerne for at se, om tekster er tendentiøse eller forløjede.

I et sådant tilfælde er deres brug af Google jo en katastrofe, der kunne have været afværget ved en basal paratviden om begivenhederne 11. september. Uvidende mennesker kan let forføres. Viden er magt.

En af årsagerne til dannelsestabet er nutidens kulturelle selvforagt. Jeg bruger her et begreb fra den britiske, konservative filosof, Roger Scrutons. Hans begreb »oikofobi« (sygelig angst for sit eget) beskriver de vestlige intellektuelles had til den vestlige verden.

Man ser den vestlige verden som eksponent for ondskab (imperialisme, slaveri, udnyttelse) og resten af verden som eksponent for det bedre. Dette selvhad kom tydeligst til udtryk i Edward Saids bog ’Orientalisme’ fra 1978 og har været en modedille siden da.

Men ud over at det er en modedille, er det også en farlig tendens, fordi det svækker os, at vi ikke er i stand til at påskønne den vestlige verdens bedrifter i nu- og fortid. Dem har vi nogle af.

Men selvfølgelig er der også det modsatte – skampletter, som der skal gøres op med. Oikofoberne kan kun se skampletter og kommer derfor til at mangle selvtillid og lyst til at føre kulturen videre. Det er en ulykkelig tilstand. Men den er ikke uhelbredelig.

Man skal såmænd bare åbne øjne og ører. Se på Iran og på Danmark. Og så lige en gang til. Så ser man klart, at vi har noget at bevare og være stolte af i Danmark. Vi har noget at give videre til næste generation.

Det gør vi ved at sikre os, at de unge generationer får viden og dannelse.

Heri ligger en stor opgave. Det gælder om at komme i gang, så hurtigt som muligt.