Regeringen ville ikke føre blokpolitik, men samarbejde bredt. Nej, næsten ingen partier vil føre blokpolitik.

Men regeringen har med finanslovaftalen ikke levet op til at ville samarbejde bredt. Støttepartiet Enhedslisten gik ind på en finanslovsaftale, som er en klar blokaftale – uanset at partiet så er utilfreds med aftalen. Og den blå blok ser passivt til.

Vi ser efterhånden oftere blokpolitik. Men hvorfor drager den blokpolitik, som næsten alle hævder, at de er imod?

Forklaringen skal man finde i nogle af de forandringer, der historisk er sket i det politiske system, og som har øget presset for at føre blokpolitik.

• Flere partier:

Der kom fra 1973 flere partier i Folketinget. Flere partier betyder større sandsynlighed for, at koalitionsregeringer er uundgåelige. Tidligere havde regeringerne også ondt ved at bruge støttepartier på fløjene. Midterpartierne kunne være afventende. Men hvis man ikke søger klare alliancer i vore dage, risikerer man at ende som bænkevarmer efter et valg, mens andre partier danner en koalitionsregering.

• Magtforskydning:

Der er langsomt sket en forskydning af magt fra Folketing til regering. Blandt andet er meget lovgivning blevet til rammelovgivning med mange bemyndigelser til regeringen. Tilsvarende er bevillinger blevet mindre detaljerede, siden dengang Finansudvalget godkendte bevillingsansøgninger på helt ned til 50 kroner.

Lovforberedelse er blevet mere præget af regering og embedsfolk, mindre af bredt sammensatte kommissioner med deltagelse af folketingsmedlemmer. Både voksende omfang og kompleksitet i lovgivningsarbejdet har gjort det sværere for folketingsmedlemmer at overkomme den voksende flodbølge af materiale fra ministerierne og EU.

At påvirke styringen af landet uden at sidde i regering er langsomt blevet sværere gennem de seneste hundrede år. Dengang kunne Venstres J.C. Christensen påvirke det meste gennem 28 år, selv om han kun sad i regering i syv et halvt år. Det går ikke længere.

• Topstyring:

Regeringsledelsen er blevet styrket i forhold til den øvrige regering. Det er blandt andet sket, fordi ledelsen er kommet til at stå friere til at jonglere med ministerudnævnelser og -fyringer. Et af udtrykkene herfor er de store ministerrokader. Ikke alene sker der hyppige ændringer på ministerlisten.

Der er siden 1973 også forekommet stadig større rokader, hvor det ikke er til at øjne anden grund, end at statsministeren har ønsket den. Lars Løkke Rasmussen gennemførte således i 2010 danmarkshistoriens største rokade.

Tidligere måtte statsministre altid finde anledninger og påskud til at ændre, hvad enten det var et tilvalg eller afgang af ministre efter eget ønske. Dertil kommer, at regeringer nu styres mere og mere hierarkisk gennem en række ministerudvalg og gennem regeringsprogrammer, som skrives af en snæver inderkreds i regeringspartierne.

På den internationale scene er statsministre blevet en slags ’overudenrigsminister’. I dag forekommer det kuriøst, at statsminister Stauning i 1929 tog til møde i Folkenes Forbund som medlem af udenrigsminister Munchs delegation.

• Præsidentvalg:

Siden 1998 har der efter amerikansk forbillede været arrangeret tv-dueller mellem to statsministerkandidater, og det er især tv, der har bevirket, at valg i dag defineres som et valg mellem to statsministerkandidater. Det ligner et amerikansk præsidentvalg, skønt det er valg, der skal sammensætte et parlament.

Men folketingsmedlemmerne ligner nu valgmænd ved udpegningen af en regering. Partierne afkræves derfor inden et valg tilkendegivelser om, hvilken statsministerkandidat de støtter. Tænk bare på, hvor hårdt Naser Khader i 2007 blev presset for at tilkendegive, om Anders Fogh Rasmussen var hans statsministerkandidat.

Det er helt utænkeligt, at de største partier ikke har en statsministerkandidat, og at partierne ikke tvinges til at forholde sig til dem.

Med vore øjne virker det ubegribeligt, at det ved valget i 1968 stod uklart, hvem den borgerlige blok omfattede, og hvem der var dens statsministerkandidat. I to af partierne (Konservative og Radikale Venstre) kunne vælgerne end ikke klart identificere en leder.

Resultatet blev en VKR-regering med Hilmar Baunsgaard som statsminister. Det var ikke let at forudse for vælgerne inden valget. Selv for de radikale er det nu umuligt at gå til valg uden at pege på en statsministerkandidat. Et valg fremstår derfor som en kamp mellem to blokke. Det samme har vi set i flere andre europæiske lande.

LÆS OGSÅ Blokpolitikkens ansigt fra Munch til Løkke

Når først regeringen er dannet, vil den vindende blok beholde regeringsmagten, men den tabende blok vil vinde den snarest muligt. Det er risikabelt for regeringen at holde et støtteparti ude og i stedet samarbejde med partier, som egentlig helst væltede regeringen.

Nok kan der indgås aftaler med den anden blok, men denne blok kan fristes til at sende kiler ind i regeringsblokken ved siden af ønsket om at påvirke den førte politik, jf. Venstres skatteaftale med regeringen i 2012.

Et hårdt pres lægger sig på den anden side på alle partier i den vindende blok om at støtte op om den siddende regering. Taber den, truer magtesløshed.

Tidligere har vi set Dansk Folkeparti som regeringens støtteparti indgå forlig om VK-regeringernes finanslove uden at få mange penge, men en del symbolske gevinster ud af det. Siden valget i 2011 er Dansk Folkeparti så gledet ud i kulden.

LÆS OGSÅBlokkrigerne må lægge våbnene

Alle de udsalg af holdninger, som Socialistisk Folkeparti har afholdt for at få den nuværende regering stablet på benene, vidner om, hvor koldt der er uden for den regerende blok.

Og når nu selv Enhedslisten modstræbende er inde under regeringsblokkens åg, har vi fået endeligt bevis på, at blokpolitikken ikke er død, og at yderpartier også tæller med.

Det er blevet svært at sætte sig op mod blokpolitikkens logik.