Annonce
Annonce
Debat

Hvorfor stiller journalister aldrig disse syv spørgsmål?

Man må ofte undre sig over de spørgsmål, journalister og programværter stiller.

143
Annonce

Her er syv spørgsmål, som journalisterne aldrig stiller.

1. Hvem har alle pengene til gode?

Da krisen ikke længere var til at overse, blev vi daglig i alle medier af ’cheføkonomer’ og ’politiske kommentatorer’ tudet ørerne fulde af, at den offentlige sektor var for dyr, at der var kæmpeunderskud på statens budget, og at gælden bare voksede og voksede. De kunne have tilføjet, at det var meget værre i Frankrig og England, for ikke at tale om Italien og Spanien og for slet ikke at tale om Grækenland og USA. Alle skyldte vi ubegribeligt mange penge væk.

Men hørte man nogensinde en journalist spørge, hvem der havde alle disse penge til gode? Aldrig! Det er dog ellers ikke uinteressant. Det ville have bibragt mange et noget andet billede end det, der blev brugt til at retfærdiggøre nedskæringer.

2. Hvorfor har man skåret security ned uden at røre ved flexibility?

Alle hylder ’den danske model’ på arbejdsmarkedet, hvor løn- og arbejdsvilkår aftales af parterne uden statens indblanding, og smidigheden eller mobiliteten sikres ved såkaldt flexicurity.

Blå bog

Preben Wilhjelm

Wilhjelm (f.1935) dansk venstrefløjspolitiker, jurist og atomfysiker. Han er uddannet i fysik 1964 og var ansat ved Niels Bohr Institutet 1964-69. Han var medlem af Socialistisk Folkeparti fra dets begyndelse. I 1967 var han en af de toneangivende ved sprængningen af SF og dannelsen af Venstresocialisterne; han blev MF i 1975 og udtrådte i 1984 iht. VS’ regler.

Wilhjelm blev lic.jur. i 1991 og var chef for DR’s Dokumentargruppe 1991-95. 1997-2001 var han ekstern lektor på Roskilde Universitetscenters journalistuddannelse.

Fleksibiliteten består i, at det er nemmere end i de fleste andre lande og helt omkostningsfrit for arbejdsgiverne at hyre og fyre arbejdskraft, hvilket fremmer mobiliteten.

Det skal så modsvares af security baseret på sociale garantier, især dagpengesystemet, for dem, der bliver ofre for denne fleksibilitet. Men når politikere, erhvervsledere, fagforeningsfolk eller kommentatorer priser ’den danske model’, har man så nogensinde hørt en studievært spørge, hvordan man i de sidste ti år har kunnet skære mere end 70 procent af security uden overhovedet at røre ved flexibility? Aldrig!

3. Hvorfor indfører man ikke fyringsstop?

Ifølge 'den danske model' blander staten sig ikke i løn- og arbejdsforhold. Ikke desto mindre har vi ved flere lejligheder, når der var stor efterspørgsel på arbejdskraft, set regeringen diktere lønstop. Hvis modellen var neutral, ville man i den modsatte situation, når arbejdsløsheden steg, diktere fyringsstop. Det er bare aldrig sket. Og har man nogensinde hørt en interviewer spørge disse svorne forsvarere af 'den danske model', hvorfor den åbenbart kun gælder den ene vej? Aldrig!

4. Hvorfor skal de svageste fratages penge for at motiveres, når det er omvendt for de rige?

Regeringen vil gerne have os alle til at arbejde mere. Men når det gælder incitamenter, deler den os op i to diametralt modsatte grupper: de, der i forvejen har allermindst, skal fratages penge for at motiveres, mens de, der i forvejen tjener allermest, skal have endnu mere ud af det. Er det noget genetisk? Består menneskeheden virkelig af to så forskellige arter? Er der noget, Darwin har overset? Stilles der spørgsmål til dette bemærkelsesværdige menneskesyn? Aldrig!

5. Hvad ville de store virksomheder gøre uden den offentlige sektor?

Selv i de økonomiske modeller, der benyttes som grundlag for politiske beslutninger, favoriserer man systematisk privat foretagsomhed i forhold til offentlig.

Preben Wilhjelm

I enhver politisk-økonomisk debat i medierne kommer det før eller senere: »Ja, men det er nu engang det private erhvervsliv, som skal skabe de værdier, der skal finansiere den offentlige sektor«. Det er åbenbart en trumf, som ikke kan stikkes.

LÆS DEBATTrussel mod kritisk journalistik

Hvornår har man hørt studieværten stille det nærliggende spørgsmål: »Hvad havde B&O, Carlsberg, Danfoss, Lego, Danisco, Mærsk, Novo, Vestas og alle de andre kunnet ’skabe’ af værdi, hvis ikke den offentlige sektor havde sørget for en veluddannet arbejdskraft fra metal- og specialarbejdere til ingeniører, biokemikere og skibskonstruktører til deres rådighed. Og hvor havde de fundet den arbejdskraft, de havde brug for, hvis ikke det offentlige med bl.a. børneinstitutioner havde givet kvinderne mulighed for at komme ud på arbejdsmarkedet?«. Aldrig!

6. Hvorfor tæller offentlig produktion som noget negativt?

I det hele taget godtager man ukritisk den fremstilling, at den private sektor er en gevinst for samfundsøkonomien, mens den offentlige er en belastning.

Hvornår har man hørt en studievært forholde de religiøse privatiseringsfanatikere den ejendommelighed, at præcis den samme ting, f.eks. en hofteoperation, udført af nøjagtig de samme personer, med samme ressourceforbrug og samme resultat, tæller samfundsøkonomisk positivt, når det foretages på et privathospital, og negativt, når det foretages i det offentlige? Aldrig!

Selv i de økonomiske modeller, der benyttes som grundlag for politiske beslutninger, favoriserer man systematisk privat foretagsomhed i forhold til offentlig.

LÆS OGSÅArtikel af omstridt journalist får kritik i Pressenævnet

Modellerne indregner ’dynamiske effekter’ af alle hånde erhvervsbegunstigelser, skattelettelser o.l. Men de indregner ikke dynamiske effekter af offentlige investeringer i f.eks. uddannelse til trods for, at man f.eks. allerede for 50 år siden, i Politisk Revy 1964, kunne referere en amerikansk undersøgelse, som viste, at med investeringsrater, teknisk innovation, skatte- og erhvervspolitiske tiltag, kapitaldannelse, lånevilkår osv. kunne man kun redegøre for knap halvdelen af den vækst, der havde fundet sted, mens resten hovedsagelig skyldtes det generelt forhøjede uddannelsesniveau.

Man kunne jo spørge: Skal sådanne ’dynamiske effekter’ måske først regnes med, når man har fået privatiseret universiteterne?

7. Hvorfor tæller miljøoprydning som noget positivt?

Og hvad med selve ’vækst’-begrebet? Man måler og vejer de aktiviteter, som har økonomiske implikationer, men fuldstændig uafhængig af, om de er ønskelige eller ligefrem skadelige, om de lægger sig i vejen for anden ’vækst’, eller om de er fuldstændig meningsløse.

Blot som eksempel: De katastrofale olieudslip fra ’Exxon Valdez’ i Arktis og fra ’Blue Horizon’ i Den Mexicanske Golf bidrog begge positivt til ’væksten’, fordi de kolossale omkostninger ved oprydningen indgår som en økonomisk aktivitet.

LÆS DEBATDe sjove journalister er begyndt at pille hinanden i navlen

Selvfølgelig er det et udtryk for aktiviteten, herunder beskæftigelsen, men som grundlag for politiske beslutninger, som styringsredskab, er det indlysende meningsløst for ikke at sige idiotisk. En økonom eller politiker, der argumenterer med ’vækst’ i den offentlige debat, burde grines ud. Men hvornår har man set en studievært spørge: Hvad fanden mener du?, eller blot trække på smilebåndet? Aldrig!

Der er selvfølgelig en grund til, at spørgsmål som de her nævnte ikke stilles. De er jo hver især spørgsmål, der pirker til selve ’systemet’. Og som en klog gammel rad sagde engang: »De herskende tanker er de herskendes tanker«. Med den dybeste økonomiske krise i tre generationer skulle man ellers synes, at der var grund til at tænke lidt ud af boksen.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce