demokratisk gevinst. »Det er ulykkeligt, at Se og Hør-sagen nu bruges populistisk til at genoptage og farve diskussionen om medieansvaret i almindelighed«, skriver dagens kronikør. Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

demokratisk gevinst. »Det er ulykkeligt, at Se og Hør-sagen nu bruges populistisk til at genoptage og farve diskussionen om medieansvaret i almindelighed«, skriver dagens kronikør. Foto: Finn Frandsen

Debat

Pressefriheden vakler i Danmark

Pressefriheden er ikke, hvad den har været. Og det er ikke et delt ansvar.

Debat

FOLKETINGETS rets-og kulturudvalg har netop besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe i kulturudvalgets regi, som skal se på tre spørgsmål: erstatningsansvar over for personer, der udsættes for bagvaskelse og krænkelse af privatlivets fred af medierne, etiske og moralske dilemmaer ved brug af betalte kilder samt praksisog strafniveau over for medier i forbindelse med publicering af urigtige historier.

Arbejdet ligger i forlængelse af de seneste års mediekritiske linje, hvor Folketinget ikke viger tilbage for at kommentere enkelte medier eller artikler både mundtligt og skriftligt. Mediernes organisationer bliver indkaldt til møder med enkeltpolitikere og med folketingsudvalg, som lader dem forstå, at hvis deres medlemmer ikke ændrer dit og dat, vil der blive lovgivet.

Politikerne tilsiger det uafhængige Pressenævn til kammeratlige samtaler om, hvordan de bør stramme sanktionerne mod medierne. De beder f. eks. Pressenævnet tage sager op af egen drift - hvad der er problematisk, fordi det i sig selv indeholder en holdning til sagen - i stedet for at afvente, at forurettede selv melder sig.

Senest har en helt usædvanlig kriminalsag i et enkelt ugeblad udløst trusler mod også alle andre medier. Politikere har her forlangt tredobbelt strafferammer til journalister, hvor rammen i forvejen er seks år, og forhøjelse af bøder til medierne, selv om den rapport om sanktionsstørrelserne, som de selv har bestilt i Justitsministeriet, udtrykkeligt siger, at de eksisterende rammer må anses for rigtige.

Hver gang politikerne har gjort i nælderne, siger de, det er mediernes skyld.

Det er det ikke. Men det er mediernes skyld, at det kommer frem, hvad de har gjort. Den irritation, for ikke at sige vrede, det forårsager hos politikerne, er den reelle forudsætning for den generelle mediekritik, der bliver mere og mere almindelig fra deres side.

Når politikerne skyder skylden på medierne, vil mange mennesker, der har sympati for dem, give dem ret i, at det er mediernes skyld. Men hvis det er en, de samme mennesker er uenige med, der bliver afsløret, kaster de gerne deres vrede på dem, der kritiseres, men glemmer nok som oftest at sige til sig selv: Godt vi har de kritiske, undersøgende medier.

Derfor har medierne heller ikke så mange andre forsvarere end sig selv. Og derfor er det nødvendigt her at slå fast, hvad pressefrihed er for en størrelse.

DET ER MERE kompliceret end som så, for ægte pressefrihed opstår kun i et samfund i balance og under forudsætning af, at mediernes virkemåde forstås og respekteres af politikerne, som også skal forstå, at både de selv og medierne begår fejl.

For det første skal der være en tilstrækkelig lovgivning, der sætter rammerne for mediernes virksomhed.

Lad os lige få dét overstået: Mediernes frihed hviler på grundlovens par. 77: »Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene«. Hertil kommer bestemmelsen om ytringsfrihed i den europæiske menneskeretskonvention, der er en del af dansk ret.

Foruden disse grundlæggende garantier udstikker en række bestemmelser i forskellige love de færdselsregler, som et samfund med pressefrihed må have, for at medierne kan udfylde deres rolle.

Det er regler, som er formet gennem mange årtier, og som er affødt af tidligere tiders brede politiske forståelse i Folketinget af, at frie medier er en forudsætning for, at folkestyret i bred forstand kan trives og politikere og embedsstand på alle niveauer i samfundet kan kontrolleres.

Medieansvarsloven definerer redaktørers ansvar og rummer bestemmelser for klageorganet Pressenævnet. Dette nævn udpeges af Justitsministeriet efter indstilling fra bl. a.

pressens organisationer, og det arbejder frit - altså i mere end armslængdes afstand.

Dets arbejdsgrundlag er de vejledende regler for god presseskik, som er en privat - i øvrigt netop revideret - aftale mellem Danske Medier og Dansk Journalistforbund.

Et meget vigtigt regelsæt findes i retsplejeloven. Det handler om kildebeskyttelse og giver redaktioner adgang til at arbejde med udsagn fra unavngivne kilder. Det sikrer, at redaktionerne får størst mulig information, f. eks. om rævekager og økonomisk misbrug i det offentlige.

En særlig lov giver redaktioner adgang til at opbevare persondata, der ellers ville skulle slettes efter en periode.

Det er, for at medierne kan undersøge en sag uden på grund af tidsfrister at miste vigtige data undervejs. Endelig er lov om offentlighed i forvaltningen et vigtigt redskab for pressen, der søger aktindsigt.

MEN REGLER alene gør det ikke. Den anden betingelse for en fri mediebestand er økonomisk frihed, dvs. at der er et forretningsgrundlag at arbejde på. Jo bredere et betalende fundament der er, des mere uafhængigt kan mediet optræde - modigt og uden at skulle tage særlige hensyn.

Det er f. eks. godt for et medie at have et stort antal betalende brugere eller i det mindste mange annoncører, hvoraf ingen indtager en så dominerende rolle, at det kan rokke mediets økonomi at miste dem.

Den risikospredning, som en sådan sammensætning af indkomstkilderne udgør, giver et solidt fundament for at kunne drive kritisk journalistik og være centrum for debatten, uden at frygte at en enkelt eller nogle få læsere eller annoncører kan rive tæppet væk under mediehuset.

Det forhold, at hovedparten af de private medier har denne økonomiske baggrund, er en af årsagerne til, at de for alvor er frie medier. Over for dem står statens medier med DR i spidsen. De har kun én økonomisk kilde, og den styres af politikerne.

Jo mere politikerne blander sig i de generelle redaktionelle rammebetingelser, des større vil risikoen også være for, at public service-mediernes frie journalistik bliver en illusion.

Den tredje fordring er, at der skal være en indgroet forståelse blandt politikerne for mediernes rolle. Mens den kolde krig stod på, kunne man kigge over Østersøen, og hvis man ikke var naivt godtroende, kunne man se, hvordan livet var, hvis man ikke havde en fri presse.

Det kan man for den sags skyld stadig, hvis man kigger til Rusland, men det gør ligesom ikke rigtig indtryk. Og ellers havde ens onkel nok været med til at dele illegale blade ud under besættelsen.

Tabet af kendskab til kold og varm krig på vore breddegrader har været til skade for pressefriheden, og det er gået stærkt med Folketingets nuværende aldersfordeling.

FOR DET fjerde er mediernes frihed noget, der bør håndteres af politikere, som ikke ønsker at profilere sig populistisk på dette felt, og som er klar til at forsvare medierne mod tilfældige folkestemninger i stedet for at piske sådanne stemninger op.

For bare få år siden var det en given sag, at mediernes redaktionelle rammebetingelser blev forhandlet i Folketingets Retsudvalg. Der lå sagerne godt. Tro endelig ikke, at det var på grund af den ene eller den anden politiske farvning af debatten.

I flere år kunne landet glæde sig over det bemærkelsesværdige og indsigtsfulde triumvirat af tre dygtige jurister, Line Barfod (EL), Anne Baastrup (SF) og Birthe Rønn Hornbech (V). De tre kvinder med vidt forskellig politisk indgangsvinkel vidste, hvad de talte om, de havde forståelsen for mediernes betydning, og hvis de var kritiske, var det som regel, fordi de havde en pointe.

Langt derfra stod Kulturudvalget, der skulle forholde sig til radio-og fjernsynsloven og til mediestøtte, med andre ord til det forretningsmæssige grundlag for de private mediers virksomhed og tilskæringen af public service-tilbuddet til befolkningen.

De to udvalg talte grundlæggende ikke sammen om medier.

Det var en smuk fordeling. Retsudvalget beskæftigede sig med de redaktionelle rammebetingelser, der hverken er erhvervs-eller kulturpolitik, og kulturudvalget tog sig af de kommercielle rammebetingelser, herunder statsstøtten på ca. 400 mio. kr. til selvstændige nyhedsmedier, især dagblade.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Dermed var disse to størrelser skilt ad, præcis som det er tilfældet i mediehusene, hvor et bærende princip er adskillelsen mellem annoncer og redaktionelt stof. Annoncerne skal ikke have indflydelse på de redaktionelle dispositioner.

Men mens medierne opretholder skillelinjen blander Folketinget nu de kommercielle og de redaktionelle drøftelser sammen. Det er kommet til udtryk i en række såkaldte fælles beretninger fra de to udvalg mv. og naturligvis i den løbende snak imellem folketingsmedlemmerne.

FOR DET femte skal der være en etik blandt politikere, der fastholder, at det er en demokratisk gevinst, ikke en irriterende indblanding, når medierne afslører pinlige politikersager.

Enkeltsager må aldrig blive trædesten for at lave ny lovgivning. I den aktuelle debat har rets-og kulturpolitikerne gang på gang sagt og skrevet om ' de mange sager', som tilsiger, at der skal strammes op på lovgivning og Pressenævnets virksomhed.

I realiteten taler de dog hele tiden om de samme fire-fem efterhånden gamle sager og lukker øjnene for, hvor utrolig få skævere der slås i betragtning af omfanget af den uhæmmede moderne nyhedsstrøm.

Den bagvedliggende irritation over de ikke få afsløringer, som har generet politikerne selv, kommer sjældent til udtryk.

Det er ulykkeligt, at Se og Hør-sagen, der er en kriminalsag uden fortilfælde og helt atypisk, nu populistisk bruges til at genoptage og farve diskussionen om medieansvaret i almindelighed.

Folketingsudvalgenes aktuelle forsøg på at tage førergreb på Pressenævnet er utilbørlig og havde været utænkelig for det Folketing, der i 1991 med historisk forståelse som bagage vedtog medieansvarsloven.

Den sjette forudsætning for pressefriheden er en politisk forståelse for, at åbenhed er forudsætningen for tillid til dem selv. Da offentlighedsloven for nylig blev fornyet, lukkede Folketinget og ministerierne om sig selv i lovgivningsprocessen, og Folketinget lukkede komplet øjnene for en ganske klar folkelig manifestation imod den nye lovs dårlige paragraffer.

Over for det står i disse dage folketingsmedlemmers begejstring for markedsundersøgelser, der viser, at befolkningen har ladet sig gribe af politikernes mangel på vilje til at forklare forskellen på en kriminalsag på et ugeblad og pressens almindelige adfærd.

Nu kan den folkelige reaktion godt bruges, i modsætning til da offentlighedsloven var på vej. Trangen til at lukke for offentlighed er og bliver et udtryk for, at der er behov for at stikke noget under stolen, og når tidligere tiders politikere havde en anden holdning, skyldtes det en stærkere demokratisk bevidsthed om, at både folkevalgte og embedsmænd er folkets tjenere.

DET ER I den forbindelse interessant, at det EU, som fra mange sider er udskældt og bebrejdes et omfattende bureaukrati, i mangt og meget er mere åbent end de danske myndigheder.

Det er jo tankevækkende, i betragtning af at stadig flere væsentlige politiske beslutninger grundlæggende træffes i EU, mens Folketinget står for implementeringen og for det lovstof, som er tilbage.

Den syvende forudsætning er en selvkritisk kultur hos medierne. Det har vi.

Hver eneste redaktion taler om, hvad der skal produceres, og har efterkritik, når produktet er udkommet, hvad enten det er på tv, radio, avis, mobilmedie, fagblad, ugeavis, magasin eller noget ottende.

Mange gode historier bliver ikke bragt, fordi de går personer for nær; rygter accepteres ikke som grundlag for historier; kilder spørges og tjekkes i størst muligt omfang.

Enhver redaktion ved, at dens virksomhed, hvis den skal tages alvorligt, foregår inden for rammerne af Danske Mediers og Dansk Journalistforbunds vejledende regler for god presseskik, der som nævnt officielt udgør grundlaget for Pressenævnets arbejde.

Pressenævnets kendelser gengives loyalt i de medier, der får kritik. Når der begås fejl, bliver det i vidt omfang rettet.

Og selvfølgelig begås der fejl. Danmarks medier bringer over 70.000 redaktionelle historier hver uge. Med den myriade af oplysninger skal der selvfølgelig være skævere imellem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ligesom i alle andre sammenhænge skal der være plads til de frække drenge i klassen, og de skal såmænd også have en sveder, hvis de går for vidt. Det får de - og også de mindre frække - når Pressenævnet efter anmeldelse fra en forurettet part forfølger sagen dér eller i en retssal.

Ingen medier, selv ikke de frækkeste, bryder sig om tabte pressenævnssager eller tabte retssager.

Pressefrihed findes, hvor politikerne er moralsk anstændige og tålmodige; hvor politikernes egne public service-medier ikke får lov til at skabe urimelig konkurrence til de private medier, hvor en oplyst befolkning lærer at kende forskel på afsenderen af budskaberne, og hvor pressen selv har en god etik, men ikke er bange for noget og heller ikke ligger under for politisk korrekthed.

Sådan har det været i Danmark. Men det vakler. Og det er ikke et delt ansvar.

De sidste års angreb på medierne er en politisk-populistisk, selvsmagende blindgyde for politikere, der ikke forstår den europæiske historie. Se at komme tilbage på sporet.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce