I Gaza er mange mellemstore børn holdt op med at tale. Det fortæller lokale kilder. Enten har de ikke flere tårer eller måske er chokket for massivt til, at almindelige menneskelige reaktioner kan forventes. De mindre børn tisser i sengen af frygt bare en dør går, eller hvis nogen abrupt laver en uventet lyd. Post-traumatisk chok fra tidligere krige får nyt liv som mareridt, frygten for et pludseligt angreb, for at miste mor eller far er konstant. Det er næsten ubegribeligt at forstå, hvordan man trækker vejret i en luft, der ikke blot er mættet af droner og militærfly men også af frygt og angst.

Læger, der inde fra Gaza arbejder i døgndrift for at redde liv, fortæller om, hvordan ristede, sønderrevne kroppe kommer ind i hobetal. Den norske læge og professor Mads Gilbert, der under de sidste tre krige har været frivillig på Gazas Shifa Hospital, fortæller om de grå, forstenede ansigter til pårørende, der netop har mistet børn og andre kære. Han fortæller om det rustne hospitalsudstyr, der mere end noget ligner museumsgenstande, men som man må prøve at redde liv med, fordi blokaden har umuliggjort modernisering eller blot basal funktionalitet. Han fortæller om, hvordan læger kæmper for at redde liv, når personer kommer ind med sår og symptomer, der stammer fra nye våben som fx den berygtede, amerikansk udviklede DIME-bombe (dense inert metal explosives). DIME-bomber er ulovlige og kategoriseres som eksperimentelle våben.