Moskeen på Vibevej bliver bygget af organisationen Ahlul bait.

Ahlul bait er med til vished grænsende sandsynlighed knyttet til det iranske præstestyre.

Det iranske præstestyre holder Iran i et jerngreb, de dræber deres egne borgere under demonstrationer, de undertrykker deres kvinder, de dømmer homoseksuelle til døden, og deres præsident Ahmadinejad fornægter holocaust.

Derfor har jeg for længst gjort op med mig selv, at jeg ikke vil sætte mine ben i moskeen på Vibevej, hvis den nogensinde bliver bygget.

Måske støttet af Irans regering
Det kan være en hård udmelding fra en integrationsborgmester. Men jeg kan under ingen omstændighed støtte en organisation, der er tæt knyttet til et diktatorisk styre – og derfor vil jeg heller ikke komme i deres moske eller kulturcenter på Vibevej.

Ligesom jeg heller ikke ville støtte en regeringstro, nordkoreansk organisation, der ville bygge et nordkoreansk kulturcenter i København. Jeg arbejder for, at København får en stor moske, der samler den brede gruppe af pragmatiske muslimer – og det er Vibevejmoskeen slet ikke.

Ud fra de oplysninger, jeg har, bliver moskeen endda støttet økonomisk af den iranske regering.

Det er i hvert fald det mest sandsynlige, for at rejse 40-50 mio. kr. ud fra anonyme private donationer, som imamen på Vibevej påstår, er næppe realistisk. Og den, der betaler, bestemmer.

Dermed bliver moskeen – som andre moskeer i Europa, der er finansieret af det iranske styre – et talerør for Khameneis diktatoriske præstestyre, Ahmadinejads illegitime regering og en af de mest rabiate udlægninger af islam.

Ejer i forvejen bygningen
Hvorfor får Ahlul bait så alligevel lov af kommunen til at bygge en stor moske?

Fordi Ahlul bait i forvejen ejer bygningen på Vibevej. Kommunen kan faktisk ikke forhindre, at Ahlul bait ombygger deres fabrikshal. Vi kan lægge alle mulige hindringer ud omkring, hvor højt de må bygge, men grundlæggende har de ret til at bygge, hvad de vil, inden for lokalplanens rammer.

Men jeg vil være opmærksom på, hvad der sker. En stor shiamoske, støttet fra Iran og formentlig fra den iranske regering, er et missionsredskab.

De fleste iranere i Danmark er flygtet fra det undertrykkende iranske præstestyre. Jeg bryder mig bestemt ikke om, at deres børn kan blive lokket tilbage på præstestyrets vej via en ny stormoske. Og jeg bryder mig i det hele taget ikke om den tanke, at Ahlul bait formentlig via stormoskeen får en større stemme som talerør for muslimer i Danmark.

Sagen er nemlig, at Ahlul bait kun repræsenterer et lille mindretal af muslimer i Danmark. Det er mere sandsynligt, at deres moske vil skabe splid end sammenhold blandt muslimer.

Og det er mere sandsynligt, at den vil skabe mere mistænksomhed end anerkendelse blandt resten af byens befolkning. For shiamuslimerne udgør kun 15 pct. af muslimerne i København. Og under valget og demonstrationerne i Iran så vi heldigvis, at københavnerne kun har foragt tilovers for det iranske styres holdninger og metoder.

Koncentrerer sig om Amager-moske
Jeg arbejder i stedet for at skabe en ny, bredt favnende moske på Amager, på grunden Faste batteri over for Københavns Universitet. Det er umuligt at bygge en moske, som favner alle muslimer i Danmark. Men en moske til hovedparten af pragmatiske muslimer er det muligt at opbygge.

Der skal prædikes på dansk, og linjen skal være en moderat og bredt favnende form for islam. Og så skal det selvfølgelig sikres, så godt det kan lade sig gøre, at radikale grupper som Hizb-ut-Tahrir ikke får indflydelse på moskeen.

Se, det er den moske, jeg arbejder for bliver rejst. Og forhåbentlig bliver lokalplanen for den vedtaget inden for det kommende halve år – Vibevejmoskeen har kun fået godkendt en startredegørelse.

Moskeen på Amager er længere fremme – den burde vi koncentrere os om og se frem til. Den kan blive en stolthed ikke blot for Københavns muslimer, men for alle københavnere.