Michael Hviid Jacobsen, 73 procent af danskerne mente i 2003 i en Vilstrup-analyse, at døden ikke var relevant for dem. Hvorfor svarer vi sådan?

»For de fleste af os er døden jo ikke relevant i hverdagen. Langt de fleste af os lever i et samfund, hvor vi har et hidtil uset velstandsniveau, hvor vi ikke skal bekymre os om ret mange ting, hvor vi er relativt trygge i hverdagen, hvor det er relativt få af os, der bliver ramt af livstruende sygdomme, og så videre. Døden ligger længere ude i tilværelsen. Så på den måde forstår jeg godt svaret, men jeg synes også, at der er noget paradoksalt i det«.

Hvad er det paradoksale?

»Selvfølgelig ønsker jeg ikke, at folk går og tænker på døden hver eneste dag, men det er jo et uafvendeligt grundvilkår, at vi skal herfra. Det bliver så aktualiseret, når vi bliver syge, oplever, hvordan vores egne kroppe forfalder, når vores nærmeste bliver svækkede og dør, eller når vi hører om andre steder i verden, hvor folk bliver udsat for handlinger, der medfører døden. Så bliver det aktuelt. Men vi må nødvendigvis have et samfund, hvor vi både anerkender døden, men også glemmer, at den er en del af livet«.

Har vi indrettet os på en måde, så vi har skåret døden ud af tilværelsen?

»Ja, jeg kan huske for mange år siden, at der var en norsk kulturforsker, der hedder Trond Berg Eriksen, som brugte betegnelsen Vita Wrap-døden. Altså at vi nærmest pakker døden ind i folie. På den måde behøver vi ikke komme i nærkontakt med den og slipper for det ubehagelige. Vi sender syge og døende på hospitaler og hospice og ældre på plejehjem. Vi sørger for, at opgaver i forbindelse med sygdom og død overlades til de professionelle – det kan både være bedemænd, læger og sygeplejersker«.

Hvad er det, der forhindrer os i at tage stilling til døden?

»I mange år foregik begravelser i stilhed, og børnene skulle ikke være med, når man besøgte de syge og døende på sygehusene. Vores tv-udsendelser var mere eller mindre renset for alt, der havde med død at gøre – medmindre det handlede om dyreriget. Så vi har opfostret vores børn, som om vi lever i udødelighedens rige«.

Kan vi uddanne os til at blive bedre til at forholde os til døden?

»Ja, det kan man godt. I Aalborg har vi oprettet den første uddannelse i Danmark inden for det palliative område, der sigter mod at uddanne folk til ikke blot at give drop og morfin, men også kommunikere og reflektere over at skulle indgå i en større dialog med kollegerne. Det er på det rent professionelle plan. Men i folkeskolen er man heldigvis også begyndt at tage livtag med døden, altså ved at udgiver hæfter om, hvordan børnene kan forstå døden, og om, hvordan man kan lave undervisning, hvor døden ikke er tabu, men noget, der kommer i små doser«.

Børn skal ikke skånes?

»Børn skal selvfølgelig ikke svælge i døden. De skal have deres barndom og ungdom, men døden er ikke i modsætning til, at man kan få et meningsfuldt liv. Da jeg var barn og voksede op i Nyboder i København, kan jeg huske, at der blev malet hvide kors på asfalten, hvis der var en, der var blevet slået ihjel i trafikken. Det er måske lige voldsomt nok, men den her totale uddrivelse af døden fra tilværelsen, som man til tider oplever, er ikke fornuftig«.

I tidsskriftet Social Kritik har du for nylig skrevet om den gode død – hvad er kendetegnende for den?

»Den gode død afhænger af, hvad den enkelte opfatter som den gode død. Men det er sådan noget som selvbestemmelse og mulighed for at sige fra, når man ikke vil mere. Men det handler også om, at døden ikke er noget, man står alene med, men at der er hjælp, nogen at dele ens bekymringer med, at der er økonomisk hjælp, så man kan komme på hospice, at der bliver taget hånd om en i den sidste tid, at man ikke skal have unødvendige smerter, at behandlingen, der er udsigtsløs, ikke fortsættes. Men der er jo også nogen, der lægger noget religiøst i den gode død – altså noget med at få en god overgang fra dette liv til det næste. Og der er nogen, der betragter kommunikation som det vigtigste, og andre vil sige, at man får afsluttet sine livsprojekter«.

Hvad med selvmord, hvor folk selv vælger at dø – opfatter vi det som den gode død?

»Det er jo ikke altid, at folk selv vælger at tage deres liv af egen fri vilje. De kan gøre det, fordi de bliver presset til det af samfundet eller konkrete personer, og fordi de er kørt ud på et sidespor i tilværelsen, der får dem til at vælge selvmordet som løsning. Vi ved også, at selvmord ofte er et råb om hjælp og ikke et konkret ønske om at dø. Men de fleste samfund har nogle normer, der siger, at selvmord ikke er acceptabelt, for vi ønsker ikke at opfordre folk til at tage den lette udvej«.

Hvad med aktiv dødshjælp?

»Ja, der er mange diskussioner, om aktiv dødshjælp – eller eutanasi – er et udtryk for den gode død. Men eutanasi betyder faktisk ’den gode død’, og spørgsmålet er, om vi ved at implementere det, som man har gjort i Holland og Schweiz, så giver flere en god eller værdig død. Men når man spørger ind til deres forudsætninger for at mene det, eller man kommer med nogle case-eksempler, så begynder folk at sige »uha, hvis det er sådan, det foregår ...«, eller »hvis det er på den baggrund, så er jeg ikke sikker på, at jeg går ind for det«. Så det er meget etisk og moralsk betændt, og derfor skal diskussionerne inddrage hele befolkningen og ikke være baseret på, at vi har et facit på forhånd«.

Men det er vel svært at tage stilling til det, fordi det er så svært for os at tale om døden?

»Ja, og det viser erfaringerne også fra de ting, man har prøvet at søsætte, lige fra registre for organtransplantation og livstestamenter til udfyldelsen af ’min sidste vilje’-papirer. Her bliver man konfronteret med sit eget endeligt, og det er svært for folk og skyldes jo, at vi lever i et trygheds-, sikkerheds- og kontrolsamfund, hvor det at skulle forestille sig et liv uden mig er utænkeligt«.

Hvad betyder vores fremmedgjorthed over for døden rent samfundsmæssigt?

»I løbet af de seneste 15 år er der skudt en masse bygninger op, som hedder hospices. Og de er måske et resultat af, at de institutioner, vi har i forvejen, ikke varetager den sidste del af livet på den bedst mulige vis, eller at der er brug for alternativer og specialiserede steder, hvor mennesker faktisk kan dø. Så man er begyndt at åbne pengeposen for denne type initiativer, så der nu er mellem 15 og 20 hospices, hvilket på ingen måde er tilstrækkeligt, men det er en begyndelse«.

Burde man afsætte flere penge til det?

»Ja, det vil jeg helt klart mene. Det palliative område og hospiceområdet er på ingen måde mættet. Men spørgsmålet er, om der nogen sinde kommer til at være et tilstrækkeligt antal pladser. Det interessante er, at da man spurgte folk i en undersøgelse for nogle år siden om, hvor de gerne ville dø henne, der svarede stort set ingen, at de ønskede at dø på hospitaler eller på plejehjem. Langt størstedelen ville dø på hospice eller i eget hjem. Der er bare ikke ret mange af os, der faktisk dør i eget hjem, og antallet af hospicepladser er så begrænset, at de 55.0000 danskere, der dør om året, ikke ville kunne dø på hospice, hvis det var det, de ville«.

Og hvad så med de sundhedsmæssige konsekvenser af, at vi ikke forholder os til døden – har det for eksempel konsekvenser for organdonationer?

»Ja, det har været oppe at vende flere gange, og det er vel ikke mere end et par måneder siden, at der var en debat om, at danskerne generelt var sløve i forhold til at skulle donere deres organer. Men mange føler, at det scenarie, at man stadig er i live, mens organerne bliver taget ud, er skræmmende at tænke på. Der er det vigtigt at sige folkeoplysning, folkeoplysning, folkeoplysning. Det er nok det eneste, der rykker i den sammenhæng, så folk får at vide, hvad der konkret foregår. Jeg kan ikke huske, at der har været store kampagner på området på det seneste, så måske var det på tide at gøre det igen«.

Folk, der har fået konstateret en uhelbredelig sygdom, går næsten gennem ild og vand for at forlænge livet – også selv om det gælder et par måneder. Er det ikke meget forståeligt?

»Jo, det er helt forståeligt, at livsviljen er meget større end dødsdriften. Det er jo det, der gør, at livet er så fantastisk, at folk, selv om de får konstateret en uhelbredelig sygdom, kæmper med næb og kløer i stedet for bare at lægge sig ned og acceptere diagnosen. Det ville være frygteligt, hvis man bare gjorde som i nogen fremtidsromaner, hvor man siger, at når folk bliver 65 år, så er de en byrde for samfundet. Derpå kører man dem ud til nogle dødsstationer, hvor de bliver aflivet – godt nok med fin musik og middag inden. Sådan må det aldrig blive i virkeligheden. Hjerteblodet i samfundet er netop, at vores livsvilje er så stærk. Men det behøver ikke stå i modsætning til erkendelsen af, at vi skal dø. Hvis vi ikke skulle dø, var det meningsløst det hele«.