Man kan se af hans dagbogsoptegnelser, at han mod slutningen af sit liv er ved at genopstå i den litterære hukommelse. Han skriver kort og sarkastisk om tilbuddene, der løber ind, bl.a. fra det ungarske forfatterforbund, der er parat til at udsende de samlede værker i skind.

Et mindesmærke? spørger han. Mindesmærker pisser hundene på. Ellers er fortiden mest et ekko. Dels i form af personlige erindringer fra ungdommen i Budapest, Tyskland, Frankrig, over emigrationen i 1948 og mere end tre årtier i USA.