Hen over sommeren har Helle Thorning-Schmidts skatteforhold og Lene Espersens ferieplanlægning været genstand for megen medieomtale, ligesom pressen tidligere på året interesserede sig indgående for, hvilken type skole Mette Frederiksens barn skulle gå på.

Personerne i politik har altid været godt mediestof, fordi det giver identifikation med politikerne, men også fordi deres fejltrin giver næring til forargelse over forhold, man måske kender fra sit eget liv, men som landets ledere burde være hævet over.

I hvor høj grad vore politikere bør være en slags overmennesker kan naturligvis diskuteres, men hvorfor stilles der øjensynligt stadig større krav til politikerprivatlivets pletfrihed?

LÆS OGSÅHver anden vælger: Thorning og Espersen er utroværdige

Selv om man måske kunne fristes til at hævde, at det er mediernes skyld, er det langtfra hele sandheden. Også politikerne bærer en del af ansvaret. For det første ved man fra adskillige undersøgelser, at moderne partier generelt nedtoner deres klare ideologiske standpunkter for at kunne appellere til bredere vælgersegmenter.

Således også i dansk politik, hvor bølgerne nok går højt i folketingsdebatter og debatspalter, men hvor eksempelvis SF har accepteret EU, og de borgerlige partier har accepteret velfærdsstaten. Når partierne således bliver mere enige om de politiske mål, kommer de politiske slagsmål i højere grad til at handle om, hvem der bedst kan realisere disse mål. Det medfører, at medier og vælgere ikke alene interesserer sig for politikernes holdninger, men også for deres evne til at føre holdningerne ud i virkeligheden.

For det andet byder politikerne velvilligt offentligheden indenfor i privaten. Vi er med på løbeture og cykelture. Vi ser politikere vinde danse-, synge- og gættekonkurrencer på tv. Og vi kan læse interview, reportager og selvbiografiske bøger om livet i og uden for politik.

Vagthunde - ikke skødehunde
En særlig genre er værd at se nærmere på i denne sammenhæng, nemlig hvad man i mangel af bedre ord kan kalde ’soft news’. Altså en aktualitetsgenre, der behandler det politiske liv ud fra en blødere, mere menneskelig vinkel end traditionelle nyhedsmedier.

På Syddansk Universitet har vi analyseret indholdet af 2007-valgkampens 42 udgaver af DR’s Aftenshowet og TV 2’s Go’ morgen Danmark samt Go’ aften Danmark. I 52 indslag – altså i mere end et indslag per udsendelse – optrådte der politikere, og mere end halvdelen af indslagene blev kørt som udsendelsens tophistorie.

Det interessante resultat i vores undersøgelse er, at politikerindslagene næsten aldrig handlede om et politisk emne, men meget ofte om den interviewede politikers person eller privatliv. Samtidig var indslagene næsten alle positivt vinklede i forhold til de deltagende politikere.

Det hørte således til sjældenhederne, da værten på Go’ aften Danmark stillede kritiske spørgsmål til Naser Khader om hans påståede brug af sort arbejde.

Langt mere udbredt var indslag som eksempelvis udspurgte Anders Fogh Rasmussen om sit første møde med sin hustru. Hvor Khader-indslaget blev en slags forsvarstale, gav Fogh-indslaget den siddende statsminister lejlighed til at fremhæve de mere følsomme sider af sig selv, han er blevet kritiseret for at skjule.

Politikerne byder altså selv medierne indenfor, når det handler om at sætte fokus på personer frem for politik i en valgkamp. Og når nu journalisterne er blevet lukket ind ad fordøren for at rapportere om fest og glade dage, er der vel ikke noget at sige til, at de af og til drister sig til at lure over hækken for at kunne udstille også det beskidte tøj i baghaven? Journalister er jo trods alt uddannede vagthunde – ikke skødehunde.

Sladder eller demokratisk folkeoplysning?
Men er det alene politikernes egen skyld, at deres privatliv med jævne mellemrum bliver hængt til tørre i medierne? Nej, naturligvis ikke. Det er i denne forbindelse ganske interessant at drage en parallel til andre forskningsresultater:

En omfattende analyse af partiernes egen kommunikation i traditionelle kampagnekanaler som læserbreve, avisannoncer og debatprogrammer gennem de seneste fem folketingsvalgkampe viser nemlig, at partierne yderst sjældent fører kampagne på personlige forhold – hverken deres egne fortræffeligheder eller deres modstanderes utilstrækkelighed.

Men samtidig er politikerne altså mere end villige til at tale privatliv i Go’ morgen Danmark – ligesom de formentlig gør det i såkaldt sociale medier som Facebook og Twitter. Det indikerer, at vi gennem de senere år har fået nye medier, som ansporer politikerne til at føre valgkamp på en anden måde end i de traditionelle kampagnekanaler.

Tilbage står så spørgsmålet, om det er kommet for vidt? Bør Helle Thornings skatteforhold og Lene Espersens ferieplaner granskes i og af offentligheden eller ej? Det kan man ikke give noget entydigt videnskabeligt svar på.

Men man kan anføre, at en af mediernes fornemmeste opgaver er at orientere vælgerne om aktuelle samfundsmæssige forhold, som er væsentlige for deres vurdering af politikere og partier og i sidste ende for placeringen af deres kryds på valgdagen.

Om den seneste tids personhistorier er på deres plads eller ej, er altså noget vælgerne afgør, hvorfor medierne bør sætte sig i publikums sted, når balancen mellem ligegyldigt sladder og demokratisk folkeoplysning skal findes.