Debatten om, hvem der skal danne regering næste gang, er i fuld gang.

Dansk Folkeparti mener nu at have bevist, at det er et driftsikkert og loyalt parti og har netop fået statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at kvittere for partiets regeringsduelighed, om end han fortsat går til valg på at lade VK-regeringen fortsætte.

SF har på sin side dannet alliance med Socialdemokraterne om at danne regering, hvis venstrefløjen vinder.

Men hvad er det, der gør, at SF i modsætning til DF har udsigt til at komme med i regering?

Her kommer EU ind i billedet. At dømme ud fra de politiske udtalelser synes spørgsmålet om EU-politikken i hvert fald at have afgørende betydning for DF’s og SF’s regeringsfremtid.

LÆS ARTIKELVK giver Dansk Folkeparti EU-ultimatum

Og ’EU-lovgivning’ er da heller ikke en ligegyldig størrelse i dansk politik.

Vi har således talt op, at ca. 32 pct. af den danske lovgivning, som vedtages i Folketinget enten udspringer fra EU-direktiver (14 pct.) eller på anden måde har relevans for EU-retten (18 pct.). Dertil kommer de EU-regler, som gennemføres administrativt.

Og kan man have et EU-skeptisk parti i regering – og have tillid til, at partiet i praksis kan levere varen som ansvarligt regeringsparti?

Danmark har via sit medlemskab forpligtet sig til at vedtage en lang række af de forslag, som EU vedtager i form af direktiver mv., og et EU-skeptisk parti i regering kan potentielt påvirke dansk medlemskab.

Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, har direkte udtalt, at Dansk Folkepartis skepsis over for EU forhindrer partiet i at indtræde i en fremtidig borgerlig regering.

Modsat DF gav SF i 2004 sin tilslutning til den daværende Forfatningstraktat og indtrådte efterfølgende i det ’nye nationale kompromis’, som udlagde retningslinjerne for den fremtidige danske linje i EU-samarbejdet.

Fremtidens EU-politik
DF afviste dengang at støtte aftalen. Aftalen anses af mange som vigtig, fordi deltagelsen synes at afspejle en ambition om at tage medansvar for EU-politikken, og derved tjener kompromisset som en form for politisk forlig, der sikrer medindflydelse på EU-området.

Vi burde derfor forvente markante forskelle mellem, hvordan de to partier stemmer i Folketinget.

Men hvordan har de to partier egentlig stemt om EU-politikken? En ny undersøgelse af koalitionsmønstre i Folketinget 1998-2007 viser, at de to partiers stemmeadfærd har gennemgået markante skift på EU-området.

Mens SF var støtteparti fra 1998 til 2001, stemte partiet ja til 86 pct. af al vedtaget EU-lovgivning.

Efter 2001 faldt ja-andelen til 66,3 pct., hvorpå den steg markant til 80,7 pct. i 2004-2005, da partiet tiltrådte det nationale kompromis om fremtidens EU-politik.

Udviklingen for DF er også værd at lægge mærke til. Da partiets rolle i 2001 ændrede sig fra oppositionsparti til støtteparti, steg DF’s andel af ja-stemmer fra 75,7 til hele 89,5 pct. I perioden fra 2005-2007 faldt andelen en smule til 86,4 pct.

Sammenlignet med støtten til national lovgivning, som ligger stabilt på omkring 95 pct., er partiets støtte til EU-lovgivningen ganske vist lavere, men dog i perioden fra 2001 til 2007 markant højere end SF’s ja-procenter.

Hvad kan man udlede af disse tal? For det første viser de en vis dobbelthed i DF’s politik: Partiet markerer sig på den ene side som stærkt imod EU-samarbejdet, og særligt vedtagelsen af de store traktater.

På den anden side tyder tallene på, at DF har undladt at kanalisere EU-modstanden ind i Folketinget, når det tager stilling til lovforslag.

Sprunget ud som ja-parti
Siden 2001 er partiet i mange tilfælde nærmest sprunget ud som et ja-parti, der nok bekæmper traktaterne under folkeafstemningerne, men når støvet fra forfatningskampene og folkeafstemningerne efterfølgende lægger sig, stemmer for konkret at gennemføre traktaterne i dansk lovgivning.

For det andet taler tallene ikke imod DF’s deltagelse i en fremtidig regering med V og K, sådan som Peter Christensen tidligere har udtalt.

Ser man på partiets stemmeadfærd, må man sige, at det både på den økonomiske politik samt på EU-området må betragtes som et regeringsdueligt parti.

Men har partiet også vilje til at opretholde de danske forpligtelser over for EU-fællesskabet? Dette er mere tvivlsomt. Et argument imod er her, at DF netop er imod traktatreformerne.

Spørgsmålet er måske snarere, om DF vil i regering. Partiet har jo hidtil haft succes med at tiltrække EU-skeptiske vælgere og samtidig agere ansvarligt støtteparti.

EU-politikken spiller på denne måde en vigtig rolle for regeringsdannelsen efter næste valg. SF har siden 2004-2005 gennemført et markant skifte i deres EU-politik ved at acceptere de seneste forslag til traktatreformer, uden at det har kostet stemmer.

Som deltager i det ’nye nationale kompromis’ i 2004 markerer partiet vilje til at tage ansvar for at opretholde de danske forpligtelser i EU-samarbejdet, hvilket har været fulgt op af et markant skifte i partiets stemmeadfærd.

Selv om Dansk Folkeparti lægger stemmer til at gennemføre de fleste lovgivningskrævende EU-direktiver, har partiet stærke vælgermæssige grunde til ikke at gennemgå en tilsvarende proces og slutte direkte op om traktaterne.

Den uenighed skal alle tre partier vise vilje til at ’indkapsle’ i et fælles regeringsgrundlag. Ellers fordufter udsigten til en VOK-regering i horisonten.