I november i år er det 15 år siden, at krigen i Bosnien-Hercegovina sluttede med fredsaftalen, der blev forhandlet på plads i Dayton, Ohio, under amerikansk lederskab.

15 år kan synes som lang tid, men i Bosnien, hvor der skal være valg i starten af oktober, deler man desværre ikke den opfattelse. Landet har en svag central regering og er stadig opdelt i to halvdele (entiteter) efter etniske skillelinjer: Republika Srpska (RS) for serbere og Føderationen for Bosniakker og Kroater.

Hovedtemaerne i Bosniens politiske debat er hovedsageligt de samme: Serberne vil have mere selvbestemmelse over Republika Srpska, og bosniakkerne ønsker en mere centraliseret stat uden entiteter.

LÆS OGSÅEkspert: Balkan kan glide tilbage i uro

Når der på søndag er valg i Bosnien, forventes befolkningen endnu en gang at stemme på nationalistisk orienterede politikere, der er mere interesserede i at sikre deres egen overlevelse end at gennemføre de reformer, som Bosnien har så hårdt brug for.

EU fremhæves ofte som løsningen på Bosniens problemer, og udadtil er de bosniske politikere da også enige om, at Bosniens fremtid ligger i EU.

EU er også bredt repræsenteret i Bosnien: EU har udstationeret en fredsbevarende styrke, en politimission og har alene i 2010 ydet over 100 millioner euro i finansiel støtte. Men indtil videre har EU ikke været særlig heldig med at bringe de lokale politikere til forhandlingsbordet for at styre landet i en positiv retning.

Man kan pege på mange grunde til, at udviklingen i Bosnien ikke går den rigtige vej: en etnisk splittet befolkningsgruppe, der har direkte modstridende syn på, hvordan Bosnien skal se ud i fremtiden, samt en håbløs institutionel opbygning, der har resulteret i absurditeter som 14 forskellige justitsministerier – og som selvsagt er både ineffektiv og dyr.

Det internationale samfunds mand i Bosnien, den Høje Repræsentant, har ekstraordinære beføjelser til at indføre reformer og lovgive. Han har tidligere været drivkraften bag mange reformer i Bosnien, men siden 2006 er reformtempoet dalet betydeligt.

Dette har været et resultat af dels en heftig kritik af institutionen for at være udemokratisk og ødelæggende for landets politiske udvikling, dels en manglende støtte fra det internationale samfund, der havde travlt med Irak, Afghanistan og Kosovos uafhængighed.

Og sidst, men ikke mindst kan man pege på EU’s ringe held med at påvirke Bosnien i positiv retning. Der ligger et paradoks i, at EU på den ene side står som den store frelser, der skal være en tryg havn for Bosnien og forene alle landene på Balkan, men på den anden side ikke har leveret de resultater, man har håbet på.

LÆS OGSÅEU uddeler karakterer til ansøgerlande

Da EU-landene skulle beslutte sig for en politik over for Balkanlandene, besluttede man at genbruge erfaringerne fra Central- og Østeuropa. Succesen med at stimulere demokratiske reformer og etablere et velfungerende marked ved hjælp af den store gyldne gulerod medlemskab virkede oplagt at kopiere i Balkanlandene.

Resultatet har været med skiftende held. Nogle lande har responderet, men Bosniens udvikling har ikke haft den ønskede positive udvikling, og landet er nu allerbagest i køen til EU’s port.

EU har stillet flere krav til Bosnien, og det har været krav, der både har udfordret landets administration og har gjort ondt ind i sjælen på flere af befolkningsgrupperne. Den manglende fangst af den krigsforbrydersigtede general Mladic har været et problem for både Serbiens og Bosniens bestræbelser på at komme tættere på EU.

LÆS OGSÅEfterlyst krigsforbryders notesbøger udleveres

Men også EU’s krav om øget centralisering af magten i Bosnien har skabt store problemer. Et eksempel herpå er kravet om politireformen, der havde til formål at integrere Bosniens forskellige politistyrker til et samlet politi.

Den blokerede i flere år Bosniens videre integration med EU, og det skabte frustration i Bosnien.

Resultatet af denne situation blev den værst mulige: Parterne blev endnu en gang bragt til forhandlingsbordet, skabte et tyndbenet kompromis og blev belønnet med underskrivningen af Stabiliserings- og associeringsaftalen, der er en vigtig mellemstation på vejen til medlemskabet.

Efterfølgende blev aftalen aldrig implementeret, og det konkrete resultat blev en opretholdelse af status quo i Bosnien, til gengæld led EU’s troværdighed noget af et knæk.

Denne situation belyser en anden vigtig betingelse for EU’s reformkraft, nemlig at den skal være troværdig. Hvis de krav, der fremsættes, ikke engang kræves fulgt, er det klart, at politikerne mister motivationen til at gennemføre de smertefulde reformer, som er nødvendige.

Det Internationale samfunds engagement i Bosnien befinder sig lige nu i limbo imellem den Høje Repræsentants store magt og EU’s nuværende afventende position.

Den nuværende slingrekurs er ikke hensigtsmæssig, hverken i forhold til Bosniens udviklings eller EU’s ambitioner om at være en troværdig udenrigspolitisk spiller.

Man kan håbe, at valget på søndag bliver en anledning til at genoverveje EU’s strategi i Bosnien, da den nuværende situation ikke er holdbar i længden.