Minder om tidligere tiders kold krig mellem Sovjetunionen og USA kommer tilbage, når man tænker på begivenhederne i København under COP15.

Det var næsten som at overvære nedrustningsforhandlinger, da amerikanerne – denne gang i forhandling med kineserne – stillede ultimative krav om kontrol og fuld gennemsigtighed.

Denne gang drejede det sig blot ikke om reduktion af atomvåbenlagre og langtrækkende missiler, men om pligten til at reducere CO2 og dermed også en massiv omfordeling af den globale vækst.

For klimapolitik handler i forbavsende ringe grad om klima. Mere end noget andet handler klimapolitik om penge. Således var et af kernepunkterne under forhandlingerne i København derfor også udviklingslandenes krav om en overførsel af 200 milliarder dollar – eller næsten 1.200 milliarder kroner – for at gå med til en klimaaftale.

I sidste ende blev det kun til et svagt løfte i ’Copenhagen Accord’ om at ville overføre 100 milliarder dollar årligt fra og med 2020. Dette var halvdelen af, hvad Kina og andre lande oprindeligt havde krævet, men stadig et gigantisk beløb svarende til, at man fordoblede verdens samlede ulandsbistand.

En stor del af disse penge vil uden tvivl gå til Kina, som til trods for sin fantastiske økonomiske vækst stadig kan kalde sig et udviklingsland i FN. (Hvilket skyldes den grotesk store ulighed i det kommunistiske land). På grund af sin status som udviklingsland modtager Kina i dag omkring 90 milliarder kroner årligt gennem FN’s Clean Development Mechanism (CDM).

Det er en mekanisme, der giver vestlige virksomheder og stater mulighed for at opfylde deres Kyoto-reduktionsforpligtelser gennem investeringer i relativt billige klima- og energiprojekter i udviklingslande til gengæld for klimakreditter.

Dette beløb kunne vokse til 45 milliarder dollar eller omtrent 260 milliarder kroner i 2020 som konsekvens af en ny global klimaaftale. Det er ikke for ingenting, at eksperter spøgfuldt har omdøbt CDM til China Development Mechanism.

En så gigantisk overførsel af penge og ressourcer til Kina ville måske have været mulig for 20 år siden, men er i dag helt utænkelig, efter at Kina er blevet en økonomisk supermagt. Kina overhaler i år Japan som verdens næststørste økonomi efter USA, og i 2030 er det forventningen, at ’udviklingslandet’ Kina overhaler selv USA.

Siden 1992, som var det år, hvor klimakonventionen blev vedtaget i FN, er det amerikanske handelsunderskud til Kina vokset til hele 1.290 milliarder kroner og er blevet et tegn på både USA’s økonomiske forfald og dets dybe afhængighed af Kina.


Kina besidder verdens største beholdning af amerikanske statsobligationer – for i alt 4.700 milliarder kroner – udstedt af den amerikanske regering for at dække de store kroniske budgetunderskud. USA overfører som konsekvens allerede store beløb til Kina i renter og afdrag hvert år. Kina ligger samtidig inde med en enorm valutareserve på 12.900 milliarder kroner – og kunne i princippet opkøbe store dele af det amerikanske erhvervsliv.

Inden for de senere år er USA i stigende grad blevet pinligt bevidst om afhængigheden af Kina, i takt med at gælden er vokset, og de økonomiske kriser har vist, hvor sårbare amerikanerne er.

Begge supermagter befinder sig i dag i en slags økonomisk kold krig, som især har handlet om værdien af den kinesiske valuta, renminbien, som amerikanerne hævder holdes kunstigt nede til gavn for Kinas eksportfabrikker. Det er kun et spørgsmål om tid, før Kina begynder at udfordre USA’s globale sikkerhedspolitiske dominans.

Således har Kina allerede gjort det klart, at det betragter Det Sydkinesiske Hav, hvis sejlruter er blandt verdens mest befærdede, som sit interesseområde.

Amerikanerne er nøglen til en god klimaaftale
I en situation, hvor USA økonomisk ligger ned, og den nye rival på den globale politiske scene stormer frem, er det umuligt for den amerikanske Kongres at acceptere en klimapolitik, som på kort og mellemlangt sigt styrker Kinas økonomiske magt og svækker USA.

Så sent som i juli i år valgte demokraterne at trække Kerry-Liebermann-forslaget om et kvotehandelssystem tilbage fra Senatet. Et amerikansk loft over CO2-udledningerne i sammenhæng med et kvotehandelssystem ville have en umiddelbart negativ effekt på den amerikanske økonomi, føre til lavere vækst og mere import fra Kina.

Det ville også føre til en direkte overførsel af velstand fra USA til Kina, når først amerikanske virksomheder begyndte at købe billige ’klimakreditter’ i Kina. USA’s Senat kunne altså i sidste ende kun gå med til ’protektionistisk klimapolitik’, som gavner amerikanske virksomheder og ikke fører til yderligere overførsler af velstand til Kina.

Problemet er, at amerikanerne er nøglen til en global klimaaftale. Uden indtægterne fra et amerikansk kvotehandelssystem og de afledte amerikanske investeringer i klimaprojekter i udviklingslandene vil det ikke være muligt at finde de penge, der skal få de såkaldte udviklingslande til at bremse deres udledninger og investere i vedvarende energi og energieffektiviseringer.

Prognosen for succes i Mexico under COP16 eller for den sags skyld de mange næste COP’er er ikke god, så længe USA ikke har styr på sin økonomi, og der ikke er etableret en ny global økonomisk magtbalance med Kina.