Et særkende ved europæisk fodbold er, at branchen lider af notorisk dårlig økonomi.

På trods af markante stigninger i klubbernes omsætning i de fem store ligaer, England, Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien, har de økonomiske problemer fulgt med i samme tempo.

Billedet er det samme herhjemme. Historisk og aktuelt har der været problemer i et omfang, der senest har tvunget klubber som FC København, AaB og AGF til at skaffe ny kapital for overhovedet at overleve. Særligt finanskrisen har sparket til en spinkel økonomi.

De økonomiske problemer til trods har professionelle fodboldklubber en overnormal overlevelseskraft. Sammenligner man med antallet af konkurser i andre brancher, er der enorm forskel.

Men hvordan kan det lade sig gøre? Hvorfor kan der ikke laves penge i en branche, der har oplevet enorme omsætningsforøgelser? Og hvorfor overlever klubberne, selv om deres adfærd burde få enhver rationel investor til at løbe langt væk?

LÆS OGSÅ Den russiske rigmand fik alligevel FCK

Svaret på, hvorfor der ikke kan laves penge, hænger i høj grad sammen med spørgsmålet om, hvorfor klubberne overlever: Kommercielle fodboldklubber i Europa lever under såkaldte ’ruinerende konkurrencebetingelser’.

Den sportsøkonomiske markedsform modarbejder i vid udstrækning mulighederne for at skabe en sund økonomisk forretning. Årsagen kan sammenfattes i følgende to punkter:

For det første udgør systemet med op- og nedrykning et økonomisk problem, fordi den altovervejende del af sponsor- og tv-indtægterne er koncentreret i (toppen af) de bedste ligaer.

Det får alle klubber til at tage chancer for at komme til tops – et forhold, som de senere års tiltagende kommercialisering af klubfodbolden forstærker, fordi den absolut største økonomiske belønning i fodbold kommer fra de store indtægter fra deltagelse i de europæiske klubturneringer.

Omvendt er straffen ved nedrykning meget hård, da klubberne i dette tilfælde forlader det marked, hvor man kan tjene penge. Derfor ser man ofte trængte klubber ruste op for at hindre nedrykningen.

LÆS OGSÅ Italiensk klub trækkes point for regnskabsrod

Det puster imidlertid kun yderligere til oprustningskapløbet, fordi de andre klubber svarer igen med samme mønt for at stille sig selv bedst muligt i konkurrencen.

For det andetkoster det at vinde. Flere konkrete studier har vist en klar statistisk sammenhæng mellem sportslig succes og økonomi i den forstand, at klubber, der over en lang periode kan opretholde et højt lønforbrug, alt andet lige vinder flest kampe.

Problemet er bare, at der aldrig er noget tilbage, når lønnen er betalt.

En bedre placering tjener nemlig ikke nødvendigvis sig selv hjem, da de øgede indtægter fra en forbedret sportslig placering typisk mere end spises op af de forøgede nødvendige investeringer for at nå den bedre placering.

Endelig er der udbredt enighed blandt sportsøkonomer om, at klubberne i europæisk sammenhæng er mere interesserede i at vinde trofæer end i at generere profit.

Den russiske oliemilliardær Roman Abramovich har eksempelvis siden sin overtagelse af London-klubben Chelsea brugt i omegnen af 700 mio. pund i sin stræben efter det engelske mesterskab. De penge vil han aldrig få ind igen fra fodbolden. I en vis forstand er der tale om forbrug, når mæcener går ind i fodbold.

Villighed til at bruge penge på fodbold er også nøglen til svaret på spørgsmålet om, hvorfor klubberne næsten altid overlever på trods af deres dårlige økonomiske styring.

Sagen er i sin korthed den, at klubberne er identitetsmæssige flagskibe i deres regioner. De repræsenterer geografiske, kulturelle, etniske og i nogle tilfælde sågar religiøse forskelle, der gør dem ’too big to fail’.

På samme måde som de danske banker fik økonomisk støtte i forbindelse med finanskrisen, så samfundsøkonomiens centralnervesystem ikke brød sammen, er der stort set altid villige sponsorer, investorer og kreditorer, der vil hjælpe nødstedte klubber.

Og fordi de er vigtige lokale og regionale aktører, forventer klubberne at få hjælp – og det får de. Klubberne behøver ikke tage hensyn til udgifterne eller fejlslagne investeringer i samme udstrækning som andre virksomheder.

Den ungarske økonom János Kornai har beskrevet dette fænomen i forhold til socialistiske eller post-socialistiske økonomier, hvor offentlige virksomheder antager en såkaldt ’blød budgetrestriktion’, fordi de forventer at få dækket tab, hvis de finder det nødvendigt at bruge mere end forudsat for at levere et aftalt output.

I kapitalistiske samfund opstår problemet typisk i institutioner, der varetager vigtige samfundsmæssige opgaver som sygehusvæsenet, militæret eller endog banksektoren.

LÆS OGSÅ Eurozonens formand slagter fodboldlegendes oprør

Problemet rejser selvsagt spørgsmålet om, hvorvidt de professionelle ligaer skal reguleres bedre for at sikre en hårdere budgetrestriktion og sportslig fairness.

Svaret har hidtil været nølende, men det europæiske fodboldforbund, UEFA, har nyligt vedtaget at implementere et såkaldt ’Financial Fair Play Program’, der skal skærpe de økonomiske krav til de europæiske klubber.

Dømt på erfaringerne fra Tyskland, hvor man med succes har håndhævet et licenssystem, er perspektiverne ved bedre regulering store.

Ud over at tyske fodboldklubber oplever stigende interesse fra tilskuerne, har klubberne også nedbragt deres gældsposter, øget deres omsætning og bevæget sig i en økonomisk sund retning.

Det er den vej, europæisk fodbold bør gå, men om det nye UEFA-program reelt vil leve op til visionen, kan kun fremtiden vise.

Indtil da vil det være ’business as usual’ i europæisk fodbold.