Da Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) tørnede sammen i en livedebat på DR 1 i søndags, var det ikke kun to forskellige budskaber, der fyldte de danske stuer – det var også to meget forskellige stemmer, der kom ud gennem højttalerne.

Når man analyserer vindere og tabere af en politisk debat, fokuserer man som oftest på argumenterne og budskaberne.

Men det, der sker, når talernes stemmer rammer seernes ører, er mindst lige så afgørende for, hvem seerne oplever som den mest professionelle kombattant.

Især hvis den ene er en kvinde med tendens til at blive skinger.

LÆS OGSÅ Løkke og Thorning skændtes om efterløn og økonomi

En ny retorisk undersøgelse fra Københavns Universitet viser, at taleres stemmetyper har en enorm indflydelse på, hvad vi som publikummer tænker om både mandlige og kvindelige talere – og ikke mindst på, hvem vi overhovedet har lyst til at lytte til.

Undersøgelsen viser også med al tydelighed, at kvindelige talere trækker det korteste strå, navnlig hvis de har tendens til at blive skingre.

Så lukker især mandlige lyttere nemlig ørerne og kommer til at tænke på en sur mor, søster eller kone, der skælder ud. Og sådan en har de færreste lyttere lyst til at opsøge frivilligt.

Den retoriske undersøgelse, der er en del af specialet ‘Med stemmen som adgangsbillet’, er funderet på fire udvidede fokusgruppeinterviews med henholdsvis folkepensionister, gymnasieelever, Djøf-medlemmer og FOA-medlemmer.

Alle fire fokusgrupper har lyttet til tolv ukendte talere af begge køn med forskellige stemmekarakteristika, som alle oplæser samme tekst.

Herefter har lytterne bedømt talerne på en række egenskaber samt diskuteret, hvilke erhverv talerne var egnet til.

Især én kvindelig stemmetype var genstand for stor kritik fra samtlige lyttere: Den såkaldte skærebrænder-stemme.

Ud over stor kritik af den anonyme taler med ‘skærebrænder-stemme’, blev Lene Espersens (K) stemme i samtlige fokusgrupper nævnt som ‘værste kvindestemme’, mens Mette Frederiksen (S) og Helle Thorning-Schmidt (S) også blev fremhævet som potentielt ubehagelige at lytte til.

Flere lyttere forklarede med både ord og gestik, at de fik lyst til at holde sig for ørerne, mens især mandlige lyttere beskrev, hvordan de ikke var i stand til at lytte til kvindernes budskab, når de »kom op i det skingre leje«.

Det store ubehag skyldes flere ting. Når vi lytter til en stemme, bedømmer vi nemlig den talende ved hjælp af bl.a. spejlneuronerne i vores hjerne: I 1990’erne fandt italienske forskere ud af, at vi gennem dem er i stand til f.eks. at reflektere over den lyd, vi hører, eller den bevægelse, vi ser andre udføre, ved at spejle den i vores eget system.

På den måde tester vi, hvordan vi ville have det, hvis vi selv f.eks. anvendte en skinger tone eller havde sved på panden. Og på den baggrund danner vi os et indtryk af det menneske, vi oplever. Det er bl.a. også derfor, det er en pinsel at se nervøse mennesker holde tale – som tilhørere mærker vi også nervøsiteten i vores eget system.

Af samme grund kan det være ubehageligt at lytte til kvinder, hvis stemmetype signalerer vrede, frustration og pres.

Derudover er den skingre stemmes lyd kendetegnet ved en høj frekvens og en stærk volumen – altså teknisk set en lydbølge, der ‘slår’ meget kraftigt mod øret. I undersøgelsens interview afspejles lytternes oplevelse af stemmen som ‘slag’ eller ‘lussing’ sig bl.a. ved, at lytterne i nogen grad giver udtryk for hævnlyst eller vrede mod de talere, der har ‘slået’ deres øre.

Den direkte modpol til den kvindelige ’skærebrænder’ er en dyb mandestemme, der ikke har en skarp, men derimod luftig klang.

Undersøgelsen viser, at en sådan mandestemme får lyttere på tværs af køn til at tænke på en rolig faderfigur, der er ansvarlig, god til administration og økonomi og hviler i sin egen autoritet. Til gengæld kommer de let til at kede sig, mens de lytter.

Disse indtryk skyldes, at den dybe frekvens får lytterne til at slappe af, mens den luftige klang virker ikke-aggressiv og kontrolleret. Der er altså ro, men manglende aktivitet. I alle undersøgelsens fokusgrupper blev eksempelvis Thomas Windings dybe stemme nævnt som en absolut favorit til afslapning. Og skal man placere Lars Løkkes stemme, vil også han indgå i denne gruppe.

Det skal selvfølgelig understreges, at vi som publikummer også danner vores indtryk af talere ud fra mange andre parametre end stemmen, heraf nogle mere rationelle. Men undersøgelsens resultater er alligevel værd at tænke grundigt over, især for kvindelige talspersoner og ledere – og ikke mindst kvindelige politikere.

Ud over faren ved den skingre tone blev de mange forskellige kvindelige talere i undersøgelsen generelt vurderet som mindre egnede som professionelle talere end mændene. Hvor undersøgelsens mandlige talere alle blev bedømt som minimum moderat intelligente, delte kvinderne den skæbne alle at blive associeret med omsorgserhverv eller børnepasning.

Selv om vi snart skriver 2011, synes ligestillingen altså langtfra at være slået igennem i almindelige publikummers bedømmelse af kvindelige talere. Det betyder ikke, at kvindelige talere har tabt kampen på forhånd. Men det betyder, at de med fordel kan tænke over, hvordan de bruger deres stemme, og hvilken opfattelse det kan resultere i.

Mens f.eks. mandlige politikere med dybe stemmer med fordel kan tænke over at variere deres tonefald og volumen, så publikummerne ikke falder hen, kan en række kvindelige politikere i stedet med fordel tænke over at holde deres ofte pressede eller skarpe stemmer i ro.

Dette gælder både med hensyn til tempo, toneleje og volumen i debatter, på fjernsyn og i radioen.

Den skarpe lyd kan måske føles som en styrke hos taleren selv, fordi den overdøver, men undersøgelsen viser, at den hos mange lyttere bliver opfattet som manglende følelsesmæssig kontrol og overskud frem for gennemslagskraft. Især i en direkte konfrontation med en mandlig taler, der formår at holde sin stemme i ro.

Når kvindelige politikere som Helle Thorning og Lene Espersen forbereder sig til valgårets mange debatter, kan de derfor med fordel føje et punkt til deres mentale huskeliste: Kend dit hovedbudskab, kend dine argumenter – men kend for alt i verden din stemme.