Nu er der snart gået halvandet år, siden vi fik den digitale tinglysning, og systemet fungerer stadig ikke rigtig godt.

Meget går bedre, men der er lang vej endnu, til man får et system, der kan leve op til forventningerne.

Der er derfor grund til at se samlet på nogle overvejelser af strukturel karakter vedrørende den måde, systemet bygget op på, eftersom dette faktisk er en del af problemet.

Først og fremmest er driften af et tinglysningssystem en registeropgave, der ikke har noget med de dømmende myndigheder at gøre. Tinglysningssystemet har derfor altid været fejlplaceret i retterne.

LÆS ARTIKELRigsrevisor fastholder kritik af digital tinglysning

Det har fungeret i det tidligere system, men netop overgangen til digital tinglysning har udstillet nogle af de problemer, der er ved denne fejlplacering.

På det helt overordnede plan forekommer det forkert, at chefen for et it-udviklingsprojekt har stilling som dommer og derfor nyder en grundlovssikret beskyttelse mod afskedigelse eller forflyttelse.

Der ligger ikke heri nogen kritik af dommeren, men det er ikke den slags stillinger, som grundlovens paragraf 64 er tænkt til at beskytte.

På det mere konkrete plan træffer domstole afgørelser, der kan kæres til Landsretten, mens den offentlige administration opererer mere fleksibelt og tættere på borgerne og med en målsætning om at sikre objektivt rigtige resultater (officialprincippet).

Fanget mellem to systemer
De gamle tinglysningskontorer havde for hovedpartens vedkommende udviklet en vis fleksibilitet, og af samme årsag blev det for snart mange år siden gjort til et krav, at dokumenter, der blev anmeldt til tinglysning, skulle forsynes med telefonnummer, således at tinglysningspersonalet kunne ringe til anmelder for at afklare småmangler, misforståelser eller lignende.

Den nye Tinglysningsret i Hobro har ikke fulgt denne tradition. Retten ringer aldrig og har i vid udstrækning valgt at undlade at føre en dialog med sine brugere.

I stedet agerer retten som en domstol – og afviser anmeldelser.

Tinglysningsretten er samtidig fanget mellem de to systemer. Det ses bl.a. ved, at den har udformet en kontaktformular, så man kan henvende sig mere uformelt til retten for at få afklaret tvivlsspørgsmål.

Problemet med denne formular er dog, at retten kan have mere end 14 dages ekspeditionstid, mens kærefristen for tinglysningsafgørelser er 14 dage.

Man kan således benytte den uformelle henvendelse med risiko for at tabe muligheden for at appellere afgørelsen. Det giver naturligvis ikke mening.

Tinglysningssystemet bliver nok ikke rigtig godt, før det bliver flyttet væk fra domstolene, og det vil formentligt også være nødvendigt på sigt, såfremt registeret skal integreres tættere med andre offentlige registre om fast ejendom.

Denne flytning er en helt nødvendig forudsætning for, at man kan levere den service, som brugerne af et moderne it-system har krav på.

Et online-system handler dybest set om selvbetjening, og sådan skal det selvfølgelig være. Men tinglysningssystemet indeholder elementer af selvbetjening, som ikke er logiske, og hvor brugerne til tider bliver pålagt en absurd stor arbejdsopgave, som ikke rigtig tjener noget formål.

Det bedste eksempel, jeg har på dette, er, at en videreopdeling af en ejerlejlighedsejendom skal anmeldes til tinglysning på hver enkelt ejerlejlighed i ejendommen, hvilket i en ejendom med mange ejerlejligheder giver et helt absurd stort og redundant tastearbejde.

Brugerne skal naturligvis gøre, hvad de kan, for at tinglysningspersonalets arbejde ikke bliver urimeligt stort, men det modsatte burde nok også gøre sig gældende, og bortset fra eventuelle systemmæssige forhold, som jeg ikke har indblik i, er det svært at se behovet for dette omfattende arbejde.

En underskrift fra afdøde
Det var et erklæret formål med det elektroniske system at skabe et tinglysningssystem, som kunne fjerne det unødvendige omkostningslag, som advokater og andre udgør i forbindelse med gennemførelsen af helt trivielle og ukomplicerede ekspeditioner.

Det formål skal naturligvis anerkendes, men jeg må også konstatere, at det ikke er lykkedes.

Systemet har uden tvivl potentiale til at bevæge sig i den retning, og det er nok også efterhånden lykkedes at skabe et system, der virker godt nok, når vi ser på almindelige skøder og pantebreve.

Pantebreve bliver dog stort set kun ekspederet af autoriserede anmeldere, så her er borgerne ikke kommet tættere på processen.

Alle andre anmeldelser giver problemer for borgerne. Selv banale skifteretsattester giver problemer, da borgerne bliver mødt med noget så grænseoverskridende som en anmodning om underskrift fra afdøde.

Det er et grundlæggende problem i forhold til målsætningen, at man blander simple og komplicerede ekspeditioner.

Både borgere, der ønsker at betjene sig selv, og professionelle aktører ville formentlig være væsentligt bedre tjent med et tostrenget system, hvor en serie simple operationer var automatiseret på en meget brugervenlig måde, mens automatiseringen af de lidt mere komplicerede operationer blev begrænset, og den individuelle betjening forbedret.

Det eneste, der kræves, er, at virksomheden fra at være (og se sig selv) som en domstol ændrer adfærd og karakter til at være en offentlig servicevirksomhed.