Debatten om EU’s landbrugspolitik frem til 2020 er i fuld gang. I dag mødes Europas landbrugsministre for at konkludere på EU-kommissionens første reformudspil. Det sker, mens verden står over for en ny global fødevarekrise, som risikerer at koste millioner af menneskeliv.

I øjeblikket sulter 925 mio. mennesker, og de seneste måneders prisstigninger har ifølge Verdensbanken allerede skubbet yderligere 44 mio. ud i ekstrem fattigdom. Alle internationale institutioner peger på, at der er akut behov for investeringer i udviklingslandenes landbrug.

LÆS OGSÅ1.000 betjente beskytter landbrugsministre

Men EU’s enorme landbrugsstøtte på 430 milliarder kr. årligt udgør fortsat en strukturel barriere for landbrugsudviklingen i de fattigste lande, hvor behovet er allerstørst.

Dette faktum benægtes imidlertid hårdnakket af EU-kommissionen. Kommissionen mener kort fortalt, at omlægningen af EU-støtten, som er blevet gennemført siden midten af 1990’erne, betyder, at den europæiske landbrugspolitik ikke længere er handelsforvridende.

I dag udvbetales størstedelen af landbrugsstøtten som enkeltbetalinger i form af direkte arealstøtte, uafhængigt af hvad landmanden producerer på sin jord.

Ideen er, at støtten er produktionsneutral; at landmanden tilpasser sin produktion efter markedets signaler. Men en ny analyse fra danske udviklingsorganisationers EU-netværk, Concord Danmark, viser, at arealstøtten fortsat opretholder en europæisk produktion med omfattende handelsmæssige konsekvenser.

LÆS OGSÅMilliarder til EU's mælkebønder

Kornsektoren er en af de sektorer, hvor der gradvis er sket en fuldstændig udfasning af eksportrestitutioner, så støtten nu næsten udelukkende gives som direkte arealstøtte. Men støtten er stadig kraftigt handelsforvridende.

Et evalueringsstudie af omlægningen, foretaget for EU-kommissionen i 2009, viser således, at EU ville gå fra sin nuværende position som nettoeksportør af durumhvede til at blive nettoimportør, hvis arealstøtten blev afviklet.

EU er netop nettoeksportør af kornprodukter til de 70 lande, FN kategoriserer som Low-Income Food-Deficit Countries (LIFDC), hvor behovet for lokal landbrugsudvikling er allerstørst.

Når afviklingen af EU’s eksportsubsidier inden for kornsektoren ikke har haft nogen mærkbar betydning for handelsbalancen, skyldes det, at arealstøtten beskytter Europas landbrug imod negative konsekvenser af de seneste års voldsomme prisudsving, og samtidig gør europæiske landmænd i stand til at kapitalisere på stigende fødevarepriser i opgangstider.

Figuren viser, hvordan EU-støtten som procentvis andel af værdien af eksporteret korn næsten fordobles fra under 6 pct. til 11 pct., når prisen er lav, og falder igen, når prisen stiger.

Europæisk og i særdeleshed dansk landbrug er derfor fuldstændig afhængigt af EU’s landbrugsstøtte.

EU-kommissionen offentliggjorde i januar en analyse af den direkte arealstøttes andel af landbrugets faktoromkostninger (omkostninger til materiel, lønninger, fast ejendom m.v.): I 2007-09 udgjorde støtten 29 pct. for det gennemsnitlige landbrug i EU, og i Danmark var dækningen på mere end 60 pct.

Tallene viser med al tydelighed, hvor afhængigt landbruget generelt er af EU-støtte, og at de europæiske landmænd på ingen måde ville kunne opretholde deres nuværende produktion og eksport uden støtten.

Ifølge beregninger fra Fødevareøkonomisk Institut vil den danske landbrugsproduktion i perioden 2005-11 have givet et konstant underskud på mellem 1 til 13 mia. kroner, når den årlige EU-støtte på ca. 7 mia. kroner fraregnes.

LÆS OGSÅ 1.000 traktorer blokerer Bruxelles

Dette er endda tilfældet i 2008 og 2011 med historisk høje priser. Begge år er den samlede værdi af produktionen ca. 70 mia. kroner. EU-støtten på 7 mia. kroner udgør 10 pct. af produktionsværdien og er netop den marginal, der lige akkurat gør produktionen rentabel.

Anderledes ser det ud i udviklingslandene. Her bliver landbruget nødt til at forholde sig aktivt til prisfald, især i tider med store prisudsving. Omkring 75 pct. af verdens fattige bor på landet, og fire ud af fem husholdninger er helt eller delvis afhængige af landbruget.

En række analyser fra Verdensbanken viser, at en stigning på én krone i landbrugets indtjening i fattige lande generer en vækst på 2-2,50 kroner i samfundet som helhed.

Hvis dette kæmpe potentiale skal realiseres, kræver det, at der skabes fornuftige incitamenter til investering i landbruget – ikke mindst for de fattige landmænd.

Med over 40 pct. af både den globale import og eksport af landbrugsprodukter er EU klart den største aktør i verden, og udformningen af fremtidens fælles landbrugspolitik er derfor afgørende for, om det er muligt at skabe et positivt investeringsklima i udviklingslandene.

Danmark har formandskabet for EU i første halvår af 2012, hvor forhandlingerne om EU’s landbrugspolitik forventes at kulminere.

Dette er en enestående mulighed for at tage lederskab i forhold til at gennemføre en globalt ansvarlig reform, der fremmer bekæmpelse af sult og fattigdom frem for at være en del af problemet. Men det kræver, at de danske beslutningstagere tør åbne døren for virkeligheden uden for Europa og går i rette med EU-kommissionens fornægtende linje.