I trange tider er den i øvrigt marginale kulturstøtte et yndet objekt for diskussion af fordelingen af de fælles, sammensparede skattemidler.

Det er, som om kriser katalyserer et særligt kritisk blik på, hvad der kan opfattes som værdigt trængende kunstarter. Og dermed også, for hvilke kulturformer det er acceptabelt, at de ikke kan klare sig på de rå markedsvilkår.

En analyse af flere eksempler fra den seneste tid viser, hvordan det inden for de udøvende kunster hurtigt bliver med musicalgenren i rollen som den allestedsnærværende prygelknabe.

•Første eksempel: Københavns Teater, paraplyorganisationen for de støttede københavnske teatre, skal som alle andre spare. Valget falder på at fjerne huslejetilskuddet til Det Ny Teater. Begrundelsen lyder let arrogant: Pengene skal bruges til »at lave kunst for« (læs: rigtig kunst).

LÆS OGSÅDet Kongelige dropper musicals

Det Ny Teaters indsats for, som det eneste københavnske teater, at lave store, klassiske musicals på et vist internationalt niveau, men ikke nødvendigvis kunst i den betydning, det meste af teaterlandskabet i øvrigt advokerer for, er altså ikke en nødvendig del af det udbud i scenekunsten, man ønsker at sikre med støtte i København.

•Andet eksempel: Sidste år var der ramaskrig, da Det Kongelige Teater annoncerede, at man ville anvende en lille del af sin halve milliard i tilskud til at sætte en enkelt forestilling op, som appellerede lidt bredere. Nemlig traveren ’My Fair Lady’. Nej, blev der råbt fra flere sider, det skal Det Kongelige ikke.

De skal røgte kulturarven, passe deres Bournonville-museum og holde sig langt fra det, der kan klare sig selv. Man spillede nu alligevel, og forleden blev der gjort status: Trods en belægning på 80 procent og rigtig mange forestillinger kunne det ikke lykkes Det Kongelige at få en forretning ud af den gamle dame. Så nu skal man ikke spille musicals foreløbig, for der kan man jo se: Det kan hverken betale sig kunstnerisk eller kommercielt.

At rigtig mange mennesker, der ellers ikke kommer på teatret, fik en fin oplevelse, tæller åbenbart ikke i det regnskab. Men det er o.k. at spille bare 7 forestillinger af en lige så nyproduceret opera, ’Boris Godunov’ – og inkassere et tab i den tocifrede millionklasse – uden derfor at ophøre med at spille den slags opera.

•Tredje eksempel: I forrige uge løftede Tivoli sløret for næste sæsons samarbejde med musicalsnedkeren Jesper Winge Leisner og kunne annoncere hele tre musicals. De er af varierende tyngde og substans fra klassikeren ’Grease’ over caffelattehittet ’Den eneste ene’ til julespekulationsproduktet ’Elsk mig i nat’.

Reaktionen fra kulturjournalistikken var uventet. For man sagde ikke, at her har musicalgenren endelig fundet det sted, hvor den må have lov at udfolde sig.

Tivoli er det perfekte match med sin blanding af let reaktionære københavnerevents og kommerciel foretagsomhed.

I stedet var de spørgsmål, undertegnede i sin egenskab af ’ekspert’ blev stillet: »Er der virkelig plads til, at Tivoli laver musicals, og vil det ikke betyde teaterdød?«.

Altså nu pludselig en overraskende bekymring for de offentligt støttede teatres velbefindende og deres mulighed for at tjene penge på – musicals. Musicalgenren bliver i den optik pludselig på en gang både redningsplanke og banemand for det rigtige teater.

LÆS OGSÅ»Rædselsfuld« musical giver 18 ekstra-forestillinger

Men hvad er det med den genre, som i den grad skiller vandene?

Først og fremmest er problemet, at man i disse år i Danmark faktisk ikke tager genren alvorligt. Det betyder groft sagt, at der ingen udvikling er af nye former, hvor populærmusik og dramatisk fortælling mødes. Det er ikke mange steder i branchen, man har en ægte kærlighed til den slags musikteater.

Hverken i det besluttende eller i store dele af det udøvende lag er der nogen nævneværdig respekt for genren. Hvilket i sidste instans er udtryk for en manglende respekt for det publikum, der faktisk får en genuin teateroplevelse ved at overvære musicals.

Det betyder faktisk paradoksalt nok, at de forestillinger, man så kan opleve i Danmark, ofte er dem, der virkelig skraber laveste fællesnævner.

For grunden til at sætte dem op er ikke at undersøge, hvad man kan kunstnerisk med det populære musikteater, men snarere at prøve at malke lidt overskud til at opretholde et repertoire, der henvender sig til et publikumssegment, som alt andet lige er for småt til at kunne sikre rentabel drift – selv med tilskud.

Man fristes til at spørge, hvorfor ingen af de store producerende teatre har lært af, hvad Trevor Nun og Royal Shakespeare Company gjorde i 1985, da de lavede ur-udgaven af ’Les Miserables’, der siden er blevet en af verdens mest spillede forestillinger.

Dertil kommer, at man i Danmark kalder både de mest spekulationsbetingede kostumekoncerter og højtudviklede musikdramatiske værker musicals.

Der er ingen kvalificeret udveksling hverken om genren eller om, hvad man med rimelighed kan forvente af noget, der kaldes musicals.

Resultatet er igen, at kulturdebatten kan fastholde, at genren er underlødig og plat. Det er mærkeligt nok ikke en måde, man tager diskussionen om filmstøtten på.

LÆS OGSÅ Supermusical er mere rædselsfuld end ondskabsfuld

Her er det lykkedes en generation af ferme filmmagere at sætte selv virkelig banale livsstilskomedier på finansloven – uden at nogen løfter et forarget kulturøjenbryn.

Men musicals er som film, populærmusik og meget andet et kulturudtryk, der har sin berettigelse.

Det giver simpelthen ikke mening at grænse netop denne teatergenre ud og erklære den mere i stand til at klare sig end den endeløse række af støttede teaterkoncerter, stand-up-komedier eller Klovne-film.

Så konklusionen må være, at man bør begynde at tage kulturforbrugets mønstre alvorligt og cementere, at kulturstøtte skal rette sig mod at hjælpe til at udvikle alle genrer, så niveauet også for de populære former bliver højere, end det er.

Der er afgjort plads til forbedring.