Danske partier er fuld i gang med at genopfinde den ældste form for politisk kommunikation, nemlig den personlige politisk kommunikation, hvor frivillige fra partierne kontakter vælgerne derhjemme.

I 2011 vil hundredtusindvis af danskere få leveret politik til døren.

Socialdemokraterne har på forhånd annonceret, at de håber på at nå en halv million via dør til dør-kontakt og telefonopkald inden valget.

De konservative har sat 100.000 som deres mål. Også SF er i gang med en ambitiøs kampagne. Andre partier holder kortene tæt ind til kroppen eller har som Dansk Folkeparti foreløbig fravalgt det personlige touch.

Søren Lippert, politisk kommunikationsrådgiver hos Socialdemokraterne, har – med øje for en slagkraftig formulering – annonceret, at fodsålerne er den nye valuta i dansk politik. Har han ret?

Forskning fra USA tyder på, at fodsåler i hvert fald er en tiltagende vigtig valuta.

I efterkrigstiden har andelen af amerikanere, der er blevet kontaktet personligt op til et valg, ligget omkring 25 procent, men fra 2000 og frem, samtidig med at internet, kabel-tv og andre nye medier er blevet stadig mere udbredte, er tallet steget dramatisk, til 35 procent i 2000, til 43 procent i 2004 og 42 procent i 2008.

Både George W. Bushs chefstrateg, Karl Rove, og senere Barack Obamas kampagneleder, David Plouffe, sørgede for at opprioritere personliggjort politisk kommunikation.

Deres kampagner mobiliserede hundredtusinder af frivillige og kontaktede millioner af nøje udvalgte vælgere, fordi både Rove og Plouffe mente at vide, at hjemmebesøg og telefonopkald virker. Forskningen på området giver dem ret. Selvfølgelig er mange skeptiske over for at blive forstyrret midt i maden af en frivillig.

Men nettoeffekten har konsistent vist sig at være positiv. To amerikanske professorer har vist, at 14 kontakter ved dør til dør-kampagne (eller tilsvarende 38 kontakter over telefonen) i gennemsnit aktiverer én sofavælger.

Forskning fra England har vist, at de fleste partier får flere stemmer, jo mere intenst de fører kampagne dør til dør.

Betyder det så, at dør til dør-kampagner og telefonopkald også virker i Danmark? Vi ved det ikke. Danske partier har tre udfordringer og tre muligheder, når de søger at overføre amerikanske erfaringer til en dansk kontekst. Først udfordringerne:

For det førsteer det politiske system i Danmark anderledes, med flere partier og ingen fast valgdato. Selv store partier som Venstre og Socialdemokraterne vil altså møde mange vælgere, der har mere sympati for et af de andre partier, og selve det logistiske arbejde bliver kompliceret af den konstante usikkerhed om, hvornår valget kommer.

LÆS OGSÅValgplakater skal hænges ens i hele landet

For det andeter valgdeltagelsen i Danmark højere end i USA. Da Obama vandt, var valgdeltagelsen 57,4 procent – ved folketingsvalget i 2007 var den 86,6 procent. Personliggjort politisk kommunikation er, som de fleste andre former for politisk kommunikation, bedre til at motivere folk til at handle på baggrund af eksisterende holdninger end til at overbevise dem om at ændre deres holdninger.

Derfor er en stor del af formålet med dør til dør-kampagner i USA at få flere af ens støtter til overhovedet at stemme. Her er der mindre at komme efter i Danmark, fordi de fleste allerede stemmer.

For det tredjeved danske partier ikke så meget om vælgerne. Både republikanerne og demokraterne vedligeholder databaser med detaljeret information om hver enkelt amerikaner, inklusive hvor de bor, hvad deres telefonnummer er, hvor tit de stemmer osv.

Danske partier må til sammenligning, bl.a. på grund af strammere persondatalov, operere med segmenter og ’blokke’ på flere husstande, identificeret af firmaer så som Geomatic. Det gør det vanskeligere at målrette de personlige kontakter til lige præcis de individuelle vælgere, der mest sandsynligt kan aktiveres eller overbevises.

Men danske partier har også tre muligheder, man ville misunde dem i USA:

For det første har de, trods årtiers nedgang, stadig mange medlemmer, der kan hjælpe med at kontakte vælgerne. Venstre og Socialdemokraterne har begge omkring 50.000. Det lyder i den sammenhæng imponerende, at cirka 3 millioner mennesker støttede Obamas kampagne med enten tid eller penge i 2008.

LÆS OGSÅSkudsmål til politikerne før valget

Men USA’s befolkning er næsten 60 gange større end Danmarks. Tager vi det med i beregningen, er udgangspunktet for de største partier altså omtrent lige så mange støtter, som Obama mobiliserede via to års intens kampagne.

For det andeter der i Danmark stadig mange store, medlemsbaserede interesseorganisationer, der indimellem går aktivt ind i valgkampen. Tag fagbevægelsen som eksempel.

LO-forbundene organiserer over 1 million danskere, og flere forbund som for eksempel 3F er da også begyndt at arbejde mere målrettet og ambitiøst med at mobilisere medlemmer til at kontakte andre medlemmer og vælgere.

For det tredje har danske partier mulighed for at udnytte den fordel, det er at være de første til at bruge noget nyt. Mange former for politisk kommunikation har groft sagt en tendens til at neutralisere hinanden, så længe begge ’sider’ er nogenlunde lige aktive.

Men fløjene i dansk politik har ikke de samme ressourcer, og de prioriterer ikke altid de samme kampagneaktiviteter.

Som det ser ud nu, er Socialdemokraterne og SF dem, der er længst fremme med brugen af personliggjort politisk kommunikation. Det kan give dem det, man i USA kalder en ’first-mover advantage’.

Personliggjort politisk kommunikation er ikke uden udfordringer og begrænsninger, men den internationale forskning tyder på, at det virker.

Ved tætte valg kan det altså – ligesom andre tilsyneladende små faktorer som en annonce om boligbeskatning eller en uheldig avisforside – blive afgørende.

Fodsåler er langtfra den eneste valuta i dansk politik, men hvis partierne og politisk aktive medlemsbaserede interesseorganisationer vil det, kan de blive en værdifuld valuta i dansk politik.