Når man i dag fordeler ansøgere til gymnasier og hf i hovedstadsregionen, er det hovedsagelig skolerne selv, der både fordeler og kontrollerer egne fordelinger.

Hvis det, man ønsker, er ungdomsuddannelser, hvor der er sikkerhed for, at alle uanset fagligt niveau og etnisk oprindelse har lige mulighed for at blive optaget, er det nødvendigt at ændre fordelingsproceduren, og måske er der hjælp at hente fra matematikkens verden.

I de senere år er der kommet et stadig større fokus på måden, elevfordelingen til gymnasier og hf fungerer på. I pressen er der blevet sået tvivl om, om man på de enkelte skoler fordeler efter lovens hensigt, eller om fordelingen til dels er styret af den enkelte rektors ønske om de bedste forhold for dennes skole. Centralt i kritikken af fordelingen står brugen af motiverede ansøgninger, og fordelingen af tosprogede ansøgere, hvor man mistænker rektorerne for simpelthen at håndplukke de bedste ansøgere til deres skole.

Baggrunden for et nyt speciale fra DTU Management er netop denne problemstilling og et ønske om at undersøge mulighederne for at udnytte it og matematik til at sammensætte en bedre fordeling.

I Hovedstadsområdet foregår fordelingen i dag på den måde, at man lokalt på hver enkelt skole vælger de ansøgere, man ønsker at optage på skolen. Når der er flere pladser end ansøgere, optages alle naturligvis, mens man på de såkaldte overskudsskoler, med flere ansøgere, end kapaciteten tillader at optage, må vælge nogle ansøgere fra. På visse skoler benytter man motiverede ansøgninger i denne proces, med henvisning til at ansøgerne qua det frie gymnasievalg skal have mulighed for at komme ind på baggrund af de såkaldte særlige profiler.

Lige meget om en skole bruger motiverede ansøgninger eller ej, er afstand en vigtig faktor, når fordelingen sammensættes. Vægtningen mellem hensynet til den særlige profil, afstandskriteriet og andre hensyn, som f.eks. at ansøgeren har søskende på skolen, er reelt op til den enkelte skole og derfor ikke gennemskuelig for ansøgerne. I virkeligheden er denne forvirring og uklarhed omkring, hvad der lægges vægt på i fordelingen, det største problem med den nuværende praksis.

Den førnævnte praksis fik i foråret undervisningsministeren til at indskærpe over for rektorerne, at der i lovgrundlaget for fordelingen (optagelsesbekendtgørelsen) tydeligt står skrevet, at det er et af de såkaldte fordelingsudvalg, der foretager fordelingen, når der er flere ansøgere end pladser, og altså ikke den enkelte rektor.

Umiddelbart virker fordelingen altså ikke til at være i tråd med optagelsesbekendtgørelsen, men sagen er, at man i fordelingsudvalgene har valgt at ’udlicitere’ den indledende fordelingsopgave til rektorerne. Noget, der måske ikke er helt overraskende, da fordelingsudvalgene består af selv samme rektorer.

Region Hovedstadens sekretariat spiller en ikke ubetydelig rolle i at få puslespillet til at gå op, og her ser man da også rektorernes klassesammensætninger efter i sømmene. Tilbage står dog det faktum, at det i sidste ende er fordelingsudvalgene og dermed rektorerne selv, der har det sidste ord. At dette er tilfældet, er uheldigt, da rektorerne har åbenlyse egeninteresser i at optage de dygtigste, fordi størrelsen af skolens taxametertilskud blandt andet er bestemt af frafaldet.

I forhold til tidligere er fordelingen af tosprogede elever blevet mere ligelig i år, hvor det lader til, at afstand har spillet en større rolle i fordelingen. At rektorerne har lyttet til undervisningsministerens henstilling, ændrer dog ikke på, at der grundlæggende er en konflikt imellem måden, man fordeler på, og måden, man finansierer og driver gymnasierne på.

I samarbejde med MaCom A/S, hvis studieadministrationssystem Lectio i dag bruges til at håndtere disse fordelinger, er det lykkedes at udvikle en optimeringsmodel baseret på matematiske metoder, der kan konstruere en komplet fordeling af alle ansøgere i hovedstadsregionen. Ved hjælp af en sådan optimeringsmodel kan man afveje, hvilken betydning det vil få i den samlede fordeling, hvis man optager en ansøger frem for en anden.

Et tænkt eksempel kunne være, at mens en afvisning af en ansøger ville resultere i, at denne blev henvist til en skole, ansøgeren slet ikke har ønsket, ville man ved at afvise en anden, måske kunne være i stand til at opfylde dennes fjerdeprioritet. Et tilsvarende eksempel kunne være, at man for to andre ansøgere ville kunne opfylde en andenprioritet frem for en tredjeprioritet.

Modellen er blevet testet med virkelige søgedata, og resultaterne viser, at der er en stor potentiel gevinst at hente ved at udnytte matematik og it på denne måde. Selv om den udviklede matematiske model kun kan betegnes som værende på prototypestadiet, viser den tydeligt, at man ved at bruge et sådant system potentielt kan skære antallet af henviste ansøgere ned, samtidig med at man bedre opfylder ansøgernes sekundære prioriteringer. En åbenlys ekstra gevinst ved denne type fordelingssystem er, at man, modsat i dag, har fuldstændig klarhed over, hvad der ligger til grund for fordelingen.

Man kan undre sig over, at man ikke for længst har fået indført klare retningslinjer for, efter hvilke kriterier ansøgere bør optages, og at man ikke allerede nu benytter it til at finde bedre samlede løsninger. Grunden til dette skal man til dels finde i et særdeles stærkt ønske fra visse af overskudsskolerne om at beholde muligheden for selv at vælge, hvem de vil optage, samt de sidste års borgerlige flertal, der som bekendt har en forkærlighed for markedstankegangen og den personlige ret til at vælge selv.

Hvis man fra politisk side virkelig ønsker at gøre det så godt som muligt for ansøgerne, bør man se mere på, hvordan man får den bedst mulige fordeling, og at gøre proceduren så gennemsigtig og overordnet god som muligt. I stedet for at lægge så meget vægt på den markedsstyring, der tydeligvis ikke har medført de fortræffeligheder, man havde håbet på, men i stedet skabt en svært gennemskuelig og langtfra optimal fordeling.