Gennem det sidste årti har alliancen mellem USA og Pakistan ikke just været en dans på roser.

Flere episoder har i den seneste tid sået tvivl om, hvorvidt der reelt er tilstrækkelig fælles interesse til at holde alliancen kørende. Senest spidsede situationen til, da amerikanske Nato-helikoptere dræbte 24 pakistanske soldater ved en grænsepost på pakistansk territorium.

Pakistansk uvilje mod samarbejdet med amerikanerne har dog sine rødder tilbage i 2004, hvor amerikanerne begyndte at anvende droneangreb på pakistansk territorium. Omvendt kritiserer amerikanerne ofte Pakistan for at føre en halvhjertet kamp mod terrorismen.

Umiddelbart er det også vanskeligt at forstå, hvorfor Pakistan ikke bare sætter sit relativt veludviklede militær ind og udrydder de militante oprørsgrupper, der gør livet surt for de allierede styrker i nabolandet. En mulig forklaring ligger i de problemer, Pakistan bokser med på eget terræn.

LÆS OGSÅ Pakistan forhandler med Taleban

Som for alle andre lande er hensynet til intern stabilitet af høj prioritet for Pakistan. Og netop den interne stabilitet har været udfordret væsentlig i Pakistan, især siden 2007, hvor nogle af Pakistans Taleban-bevægelser begyndte at angribe pakistanske regeringsrepræsentanter og sikkerhedsstyrker.

For at imødegå den nye interne trussel og den eksplosive stigning i selvmordsattentater har Pakistan haft brug for de Taleban-grupper, der mener, at kampen mod trosfællerne i den pakistanske hær religiøst set er illegitim.

Pakistan og USA har derfor aldrig haft det samme punkt øverst på deres sikkerhedsdagsorden. Begge lande har en primær interesse i deres egen sikkerhed og ikke i modpartens. For Pakistan har det været vigtigst at sikre sig intern stabilitet og gunstige geopolitiske vilkår, både hvad angår grænsen mod Indien og mod Afghanistan.

For USA er det vigtigste at komme hjem fra Afghanistan med en sejr. Derfor er parterne heller ikke helt enige om, hvilke oprørsbevægelser der skal bekæmpes militært, og hvilke man bør forhandle med.

Mens amerikanerne er mest optaget af at få nedkæmpet det afghanske Taleban og har interesse i at indgå fredsaftaler med de militante grupper, der ikke bekæmper de allierede styrker i Afghanistan, så er Pakistan mest interesseret i at få nedkæmpet de Taleban-bevægelser, der fører krig inden for Pakistans grænser.

I denne sammenhæng er det i Pakistans interesse at indgå fredsaftaler med grupper, der kan få fjenden til at ændre kurs. Her har en gruppe som Haqqani-netværket vist sig at være til nytte, fordi den angiveligt har medvirket til at udbrede Mullah Omars opfordring til det pakistanske Taleban om at koncentrere sin indsats i Afghanistan.

Trods knas i forholdet og til trods for at det første punkt på Pakistans og USA’s sikkerhedsdagsorden ikke er det samme, har begge lande alligevel en væsentlig interesse i at bevare alliancen. USA fordi det især siden 2009 har erkendt, at problemerne i Afghanistan er tæt forbundet med problemerne i Pakistan.

LÆS OGSÅ Pakistans Nato-blokade kan vare flere uger

Uden Pakistans hjælp vil amerikanerne blive ved med at stå over for væsentlige spillover-udfordringer fra Pakistans side. Samtidig er baser og forsyningsveje gennem Pakistan af stor strategisk betydning for både USA og Nato. Hertil kommer, at den årlige amerikanske hjælpepakke på tre milliarder dollar til Pakistan ikke har et altruistisk formål alene.

Den del af hjælpepakken, der skal styrke pakistansk militær infrastruktur, handler også om at sikre, at landets atomvåben ikke falder i de forkerte hænder, og at de operationer, Pakistan en gang imellem gennemfører i de uroplagede områder, bliver så effektivt udført som muligt.

Omvendt har Pakistan brug for USA – ikke kun på grund af den massive økonomiske understøttelse, men også fordi USA kan hjælpe med at holde det pakistanske militær i skak. Den skævvredne magtbalance mellem den pakistanske civilregering og militæret har altid været en af Pakistans største demokratiske udfordringer.

Den nylige afskedigelse af den forhenværende pakistanske ambassadør i Washington er et godt eksempel på, hvor højspændt forholdet mellem den pakistanske civilregering og militæret i grunden er. Eksambassadøren skulle angiveligt have bedt amerikanerne om hjælp til at holde militæret i snor og forhindre endnu et af de militærkup, der har kendetegnet godt halvdelen af Pakistans politiske historie.

Selv om det pakistansk-amerikanske forhold lige nu ser ud til at være på afgrundens rand, er der således stadig væsentlige interesser, der holder liv i alliancen.

Begge lande skal dog gå en vanskelig balancegang mellem et bagland, der i stigende grad forholder sig kritisk til alliancen på den ene side, og et reelt sikkerhedspolitisk behov for hinanden på den anden side.

LÆS OGSÅ Militante sætter 20 Nato-vogne i brand i Pakistan

Om de to lande kan finde ud af det sammen, er afgørende for, hvorvidt den kamp mod terrorisme, der blev blæst i gang for over ti år siden, kan afsluttes med relativ succes eller ej.

Hvis ikke de to lande kan finde ud af at samarbejde, er skrækscenariet, at de militante bevægelser vender tilbage som en boomerang, når de internationale styrker har trukket deres tungeste militære isenkram hjem.