Når Danmark til nytår overtager formandskabet, bliver vi formænd for et EU i krise.

Det er i første række en økonomisk krise. Men det er også en politisk krise, således som vi senest så det under topmødet tidligere i denne måned, hvor det viste sig umuligt at nå et kompromis med Storbritannien om at ændre EU’s traktater.

Den økonomiske krise startede i USA i 2008 med Lehman Brothers’ fald. Den forplantede sig hurtigt og førte til stærkt stigende underskud og forøget gældsætning i store dele af verden.

LÆS ARTIKELDanmark skal mægle i EU i krisetiden

I Europa fik den sit særlige udtryk i den statsgældskrise, som de sidste to år har præget EU. Grækenland og dernæst Irland og Portugal blev ude af stand til selv at rejse midler på markedet og måtte have økonomiske hjælpepakker fra EU og IMF.

Siden opstod der tvivl om bæredygtigheden også af andre landes statsgæld.

Som svar på krisen er der i EU siden begyndelsen af 2010 vedtaget en række vidtrækkende tiltag, der alle har haft karakter af politiske pakkeløsninger.

De er blevet til som kompromiser mellem på den ene side dem, der med Tyskland i spidsen har krævet økonomisk opstramninger og disciplin, og på den anden side dem, der med de sydlige lande i spidsen har appelleret om solidaritet og hjælp til at modstå markedspresset.

Splittelse i EU
Politisk har de to seneste års kriseløsninger affødt en række spændinger. For det første har de indenrigspolitiske omkostninger i en række lande været høje.

Inden for det seneste år er der således syv stats- og regeringschefer, som har mistet magten af grunde, som kan føres direkte tilbage til krisen. For det andet har der løbende været uenigheder mellem på den ene side de lande, der står for øget disciplin, og de lande, som ønsker mere solidaritet.

Endelig har krisen, som vi så det på topmødet i december, ført til en risiko for opsplitning mellem de 17 eurolande og de 10 lande uden for euroen, i første række Storbritannien.

Spændingen mellem de 17 og de 10 er opstået, fordi de 17 har et behov for at gå videre i samarbejdet end de øvrige medlemslande for at stabilisere euroen.

Parallelt hermed har den britiske regering, presset af en hjemlig stærkt kritisk debat om EU, haft behov for at markere gradvis mere udtalt modstand mod yderligere integration. Dermed er Tyskland og Frankrig på den ene side og Storbritannien på den anden gledet længere væk fra hinanden.

Det er denne politiske udvikling, som kulminerede natten mellem 8. og 9. december.

Ved den lejlighed blev det klart, at de 17 var parat til at gå videre for at skabe ro omkring euroen, og at yderligere 9 lande, som står uden for euroen, var interesserede i at blive knyttet til processen (med forbehold for grønt lys fra deres parlamenter).

Storbritannien var det eneste land, som på forhånd takkede nej.

En sådan splittelse er potentielt stærkt ødelæggende for EU. Hvis den får lov at udvikle sig, kan den føre til tilbagerulning af en række af de store fordele, som EU har skabt, herunder det indre marked.

Det er derfor glædeligt at konstatere, at både Storbritannien på den ene side og eurolandene med Tyskland i spidsen på den anden nu synes at mane til eftertanke og med omhu har undgået at eskalere konflikten. Men faren er ikke drevet over.

Brobygger mellem medlemslandene
Dette er baggrunden for, at der i EU’s institutioner og i medlemslandene er et stærkt ønske om, at det kommende danske formandskab spiller rollen som brobygger.

Brobygger mellem medlemslandene, både inden for og uden for euroen og på tværs af andre skillelinjer. Og brobygger i forhold til de øvrige institutioner og deres faste formænd, som skal samarbejde med os om at bringe EU på den anden side af krisen.

Samtidig er der en forventning om, at vi som formandskab bidrager til at finde konkrete løsninger på de økonomiske udfordringer.

Det er selvfølgelig i første række Herman van Rompuys ansvar, der siden oktober er formand for såvel Det Europæiske Råd som for eurozonens topmøder.

Men der vil også være en række vigtige opgaver for det danske formandskab, både når det gælder håndtering af krisen og arbejdet med at skabe ny vækst.

Det drejer sig for eksempel om gennemførelsen af de rammer for koordination af de finanspolitiske rammer, som blev vedtaget i 2011, ligesom vi også vil skulle behandle de seneste nye forslag fra kommissionen på dette område.

Formandskabet har desuden fået i opdrag at sikre en særlig hurtig behandling af en række vækstfremmende forslag vedrørende bl.a. det indre marked. Vækst og andre økonomiske spørgsmål ventes at stå centralt på topmøderne i både februar og marts.

Endelig er det en udbredt forhåbning, at det danske formandskab i kraft af sin erfaring kan medvirke til at finde kompromiser i mange andre sager.

Det anses for vigtigt ikke kun af hensyn til ønsket om at opnå fremskridt på de enkelte områder, men også, fordi Danmark på den måde kan være med til at demonstrere, at EU’s institutioner med deltagelse af 27 medlemslande fortsat fungerer og leverer resultater.

Alt i alt går det danske formandskab ind til en på en gang vanskelig og meget vigtig opgave.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken