Regeringen lancerede i sidste uge sit længe ventede udspil ’Grøn vækst’, der skulle være århundredets plan for et landbrug i harmoni med natur og miljø – og i samtidig økonomisk vækst.

Ikke så snart var den på gaden, før skældsordene haglede ned over den fra alle sider – fra Danmarks Naturfredningsforening til Dansk Folkeparti.

Man kunne få den tanke, at når alle parter brokker sig i kor, så har regeringen nok ramt plet.

Det er desværre ikke tilfældet. Vel er der visse gode takter i udspillet, men mest af alt er det et katalog over forspildte chancer i forhold til vor tids største udfordring: at få nedsat udledningen af drivhusgasser.

Hovedkilden til forurening
Først lidt fakta: Dansk landbrug står for ca. en femtedel af Danmarks udledning af klimagasser og beslaglægger ca. to tredjedele af landets areal.

Landbruget er samtidig hovedkilden til forurening med næringsstoffer i de danske søer og fjorde. Landbrugets arealforbrug, dræning, ammoniakudledning, udretning af vandløb, den intensive dyrkning af etårige afgrøder samt det stigende forbrug af pesticider er den væsentligste årsag til forarmelsen af den danske natur.

Samfundsøkonomisk er landbruget derimod af mindre betydning, både målt i forhold til beskæftigelse og i forhold til værdien af samfundets samlede produktion (et sted mellem 1 pct. og 7 pct., afhængigt af om man regner følgeindustrien med).

Driftsøkonomisk er landbruget decideret dårligt stillet. Erhvervet er helt afhængig af støtte for at undgå underskud som sektor, og den enkelte landmandsfamilie lever reelt af ægtefællens løn og låntagning i de stigende jordpriser. Nu falder jordpriserne, og arbejdsløsheden stiger.

Miljøorganisationerne ser rødt
Dansk landbrug står således over for særdeles store udfordringer. Både naturen og erhvervet er tæt på fallittens rand. Der er derfor god mening i, at regeringen laver et samlet udspil for landbruget – men hvor er det ærgerligt, at man så ikke går til biddet.

Selve Grøn vækst-planen består af to dele: en ’Miljø- og Naturplan Danmark 2020’ og en ’Strategi for et grønt landbrugs- og fødevareerhverv i vækst’.

Miljø- og Naturplanen er den del, som har fået miljøorganisationerne til at se rødt. Og med god grund: Hovedparten af målene er gamle mål fra pesticidhandlingsplaner, vandmiljøplan III, skovrejsningsstrategien og biodiversitetsstrategien, som ikke er blevet opfyldt. Hertil er lagt en række mål, som Danmark er tvunget til at opfylde ifølge EU’s vandrammedirektiv og habitatdirektiv.

Selve strategidelen for landbruget er der derimod nye takter i. Man vil endegyldigt gøre op med princippet om selveje – altså at dansk landbrug består af gårde, som den enkelte landmand selv ejer.

Gennem en række lovændringer vil man åbne for, at pensionskasser, institutionelle investorer og andre pengemænd kan danne landbrugsselskaber, der ejer mange gårde sammen.

Det gør ondt på hele den danske landbrugsfolkesjæl – og er derfor nok også placeret bagest i udspillet. Om investorerne reelt vil sætte penge i en sektor, der ikke kan tjene penge, kan nok diskuteres.

Set fra miljøets synspunkt kunne en sådan udvikling imidlertid godt rumme et potentiale, men kun hvis den knyttes til en række andre forudsætninger.

Dansk landbrug kan redde miljøet
CONCITO udgav i marts en rapport, der viste, hvordan dansk landbrug frem for at være hovedproblemet for den danske natur og vandmiljø kan blive en redningskrans for klimaudfordringen – samtidig med at naturen får det meget bedre:

En optimal anvendelse af husdyrgødningen kan levere en stor del af det danske energiforbrug, samtidig med at klimagasudledningen nedsættes og naturen skånes.

Dette skal kombineres med en ekstensivering af udnyttelsen af landbrugsjorden samt en satsning på at lagre kulstof i jorden.

Samlet kan erhvervet dermed inden 2020 reducere sin klimagasudledning med 50 pct., svarende til knap 10 pct. af den samlede danske klimagasudledning.

Forudsætningen er et opgør med harmoni- og ejerkravene i husdyr- og landbrugslovgivningen og en hertil koblet udtagning af marginale jorder fra omdrift.

Enormt potentiale
Potentialet er enormt, og derfor skuffer udspillet så fælt. De poster, der giver rigtig meget, er tilplantning med energiafgrøder på marginale jorder, massiv udnyttelse af husdyrgødningen til biogas samt målrettet udtagning af de lavtliggende jorder, hvor dårlig landbrugsjord omdannes til natur.

I Grøn Vækst nævnes alle disse virkemidler da også – men i et alt for begrænset omfang. Man vil lave et rejsehold, der skal hjælpe kommunerne med at placere anlæggene, man giver lidt tilskud, og man overvejer at se på varmeforsyningsloven – hvilket er fornuftigt nok.

Men man gør ikke noget alvorligt ved energiafgrøder og udtagning af jorder – og det er trist. Landmændene har brug for at vide, at der er en garanteret afregningspris på eksempelvis pileflis, før de tør plante områder til med pil, der skal stå i over 20 år, inden høsten er i hus.

Udspillet svigter
Sammenlagt kan man se af figuren, at regeringen ikke engang udnytter en sjettedel af det potentiale, der er i landbruget til at nedsætte klimagasudledningen.

Og det potentiale er der ellers al mulig grund til at udnytte, fordi Danmark som minimum skal nedsætte drivhusgasudledningen fra landbruget, boligerne og transporten med 20 pct. i 2020 – muligvis med 30 pct.

I stedet for at være en vision for dansk landbrug, hvor landbruget ligesom i 1800-tallet reddede Danmark ud af en svær krise, er ’Grøn Vækst’ blevet et oplæg, som forsøger at sikre, at vi når i hus med en række gamle mål på især vandområdet – mens hovedudfordringen, klimatruslen, behandles stedmoderligt.

Det er et svigt over for både klimaet, danskerne – og landbruget.