Annonce
Analyse 26. sep. 2009 KL. 10.56

Analyse: Søvndal holder Thorning oppe

På trods af S' dalende popularitet ser det lyst ud for partiet, takket være oppositionens fejl og Villys medietække.

Fakta

Jakob Rathlev er seniorkonsulent og Jakob Mathias Wichmann er seniormanager, begge ved konsulenthuset Capacent.

Socialdemokraterne holder i denne weekend deres årlige partikongres, og på trods af historisk dårlig vælgeropbakning har partiet ikke været tættere på regeringsmagten, siden det afgav magten til den nuværende regering i 2001.

Det er imidlertid ikke ved egen kraft, at Socialdemokraterne har bragt sig i denne parlamentarisk set favorable situation; det er snarere et sammenfald af udefrakommende positive faktorer, der gør udslaget:

Mens regeringen laver det ene selvmål efter det andet, leverer den fremtidige regeringspartner, SF, stemmer til festen.

Valget i 2007 gav Socialdemokraterne det laveste mandattal siden 1920. Alligevel er dette valg siden blevet udlagt som et 'acceptabelt nederlag' for en uprøvet Helle Thorning-Schmidt mod den garvede Anders Fogh Rasmussen.

Siden valget er det i utallige meningsmålinger kun gået én vej for Socialdemokraterne. I Capacents seneste måling for DR var Socialdemokraterne endda havnet helt nede på 23,2 pct. af stemmerne mod de 25,5 pct., partiet fik ved valget i 2007.

Meget tyder på, at Socialdemokraternes manglende fremgang skyldes, at partiet ikke har en egentlig strategi:

Først ville Helle Thorning slå Anders Fogh, nu vil hun slå Lars Løkke, og dét at slå dem er blevet til strategien i sig selv frem for klare politiske visioner og et politisk program, der reelt markerer store og egentlige forskelle mellem blå og rød blok.

Oppositionen løfter S
Vælgerne har ganske enkelt svært ved at se forskellene. Alligevel er der altså en række – eksterne – faktorer, der gør, at det egentlig ikke står så dårligt til for Socialdemokraterne:

Det er en træt regering langt fra topformen, som Helle Thorning og Socialdemokraterne er oppe imod. Der er milevidt fra den kontrollerede Fogh til den livsnydende Løkke, og selvom ti nye jakkesæt kan skabe en mand, kan de ikke skabe en statsminister.

Løkke har slæbt flere dårlige sager med sig ind i Statsministeriet – for eksempel sagen om dyre operationer på privathospitaler – og senest er han så begravet i klimaforhandlingerne, at han virker næsten helt usynlig for de danske vælgere.

Ligeledes har det nye konservative hold med Lene Espersen i spidsen langtfra indfriet forventningerne om en revitalisering af partiets storhedstid i 1980’erne, og forsøgene på at overhale Dansk Folkeparti højre om med bl.a. burkaforbud har vist sig fatale.

Lene Espersen og Naser Khader er nye spillere i forhold til Bendt Bendtsen, men de konservative har stadig svært ved for alvor at komme over 10 pct. af stemmerne i meningsmålinger.

Villy er redningsmanden
Samtidig er Villy Søvndal i den grad en appelsin, der er faldet ned i Thornings turban. Han er faktisk hele hendes grundlag for overhovedet at kunne stå i en situation, hvor Socialdemokraterne paradoksalt nok er snublende nær ved at genvinde magten i dansk politik.

Selv om Socialdemokraterne selvfølgelig ærgrer sig over, at SF høster stemmer fra dem, opvejes det mere end rigeligt af, at Villy formår at hente stemmer fra hele paletten.

Og hvor Anders Fogh Rasmussen engang kunne frembringe smil på de borgerlige læber ved at kalde Villy for oppositionens åndelige leder, så er de selvsamme mundvige i dag stivnet ved udsigten til, at Villys forrygende popularitet også rækker langt ind i regeringens egne rækker, hvor 13-15 pct. af regeringens egne vælgere synes, at Villy er den partileder, der aktuelt klarer sig bedst, mens 34 pct. af hele befolkningen mener det samme.

Villy ser ud til at være Socialdemokraternes store redningsmand – altså også selv om SF gør store indhug i den socialdemokratiske vælgermasse:

Cirka 20 pct. af de vælgere, som stemte på Socialdemokraterne ved sidste valg, vil stemme på SF ved næste folketingsvalg.

Men samtidig henter SF 5 pct. af de vælgere, der ved sidste valg stemte på regeringen.

S bør mande sig op
Alt i alt er Socialdemokraterne begunstiget af flere forhold, der tilsammen gør det sandsynligt, at Helle Thorning-Schmidt bliver Danmarks første kvindelige statsminister.

Ingen vinder valg uden en klar profil – men Socialdemokraterne behøver ingen af delene, så længe SF kan sparke døren ind til Statsministeriet for dem.

Spørgsmålet, som de delegerede i dag må stille sig selv på Socialdemokraternes kongres, er derfor, om man tør fedtspille sig igennem tiden frem til valget?

Hvor længe kan denne Fætter Højben-tilstand vare ved, uden at Socialdemokraterne formulerer deres eget politiske projekt for Danmarks fremtid?

Er det tilstrækkeligt at blive ved med at stikke hovedet i busken?

Spørgsmålet er dog også, hvor længe SF vil finde sig i at spille andenviolin, hvis Socialdemokraterne ikke kan tage teten og udrulle en vision for Danmarks fremtid.

Annonce
Annonce

DEBAT – Mere plads til debat og indlæg

Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG

Annoncer
Annoncer
Annoncer

Dagens tegning

23. maj. KL. 00.01 Bæredygtig træhest

Det sker
Åbning. Nu kommer der gang i brød-konkurrencen på Gl. Kongevej. Fredag åbner Andersen Bakery stor butik på Frederiksberg. - Foto: PR-foto
22. maj. KL. 13.27

Brødgigant fra Hiroshima rykker ind på Frederiksberg

ibyen anbefaler

restaurant & cafe

Seneste Dagens tegning