SektionerMedier |
Aktuelle temaer
Satire |
GenvejeServices |
Andre websitesKontakt |
Coaching er skabt til tennis – ikke til selvet
Er der behov for en coachingpolitik, der sætter grænser for de selvbestaltede trænere?
| AF Rasmus Willig |
fakta
![]() |
Timothy Gallway regnes af mange for coachingens fader. Gallway var
tennistræner og skrev bogen ’The Inner Game of Tennis’ i 1975, som først og
fremmest henvendte sig til tennisspillere. Den var ikke i første omgang
tænkt til andre områder af livet, men i dag har den nærmest opnået
kultstatus blandt de mange coaches.
Problemet er, at tennistræning er noget ganske andet end træning af selvet.
Reglerne er anderledes. Tenniskampe kan vindes, og trofæer kan erobres, når
de andre deltagere i turneringen er slået. Alle er underlagt de samme
regler.
Når tennistræning anvendes på andre af livets områder, kan det gå helt galt.
Selvet kan blive så udmattet og stresset, at det kollapser.
En af verdens længste tenniskampe blev spillet, da Tyskland mødte USA i 1987.
Den varede 6 timer og 34 minutter. Kampen blev spillet af Boris Becker og
John McEnroe. Becker vandt over McEnroe i fem sæt med cifrene 4-6, 15-13,
8-10, 6-2, 6-2.
Kampen blev en af verdens længste, fordi de daværende Davis Cup-regler
foreskrev, at hvert sæt skulle vindes med 2 partier. Derfor de meget lange
sæt. I princippet kunne kampen fortsætte i det uendelige, fordi tiebreaken
ikke eksisterede.
Resultatet? Reglerne blev senere lavet om – og ja, Becker vandt, men for dem,
der kan huske kampen, indebar resultatet også de to verdensspilleres totale
fysiske kollaps. 6 timer og 34 minutter er lang tid, selv for
professionelle.
Kun fantasien sætter grænsen
I modsætning til tennis er der ingen regler for træning af selvet. Der er
ingen baglinje, net eller dommer. Enhver serv, forhånd eller baghånd kan
være dømt ude eller inde.
Reglerne er aldrig tydelige, og hvis der overhovedet er noget, man kan være
sikker på, er det, at regler altid ændrer sig.
Konsekvensen af at lade kritikken indespærre og internere den sammen med selvet kan være skæbnesvangert.
McEnroe blev slået. Det behøvede hans træner ikke engang at fortælle ham. Han
blev imidlertid hyldet. Kampen blev hans store comeback. Enhver, der kunne
spille så lang tid mod verdens bedste, var sejrherre. Kampen betragtes
stadigvæk som den, hvor begge spillere forlod banen som sejrherrer. Der var
ingen tabere den dag.
De nye trænere, som ikke træner fremtidens tennisspillere, men fremtidens
borgere til at realisere flere af deres talenter, har det langt nemmere end
McEnroes træner. Livets turneringer er uden finalitet. Der er altid nye
kampe at vinde eller tabe.
Alderen sætter ingen grænser for den professionaliserede selvrealisering, og
mål og midler er også grænseløse. Der kan trænes mod alle karrieremål, og
kun fantasien sætter grænser for midlerne. Der er ingen regler for træning
af selvet, og det er selvfølgelig altid betænkeligt, når alle går i gang med
at træne, uden at reglerne er fastsat eller afprøvet.
Måske er det også derfor, at resultatet er mere paradoksalt end ventet. Fører
træningen i virkeligheden slet ikke til en styrkelse, men til en udmattelse
af selvet? Når der ikke er nogen finale, er der jo heller ingen pauser
mellem kampene. Det er i princippet en opskrift på stress. Ingen mulighed
for at orientere sig eller grænser for arbejdet.
Det kritiske selv
Spørgsmålet er, om coachen stiller alle de stressende og kritiske spørgsmål?
Hvor der end stilles neutrale spørgsmål, er de altid kritiske. Spørgsmål er
til for at rokke ved f.eks. indgroede vaner, og det er det, træneren gør:
Hvorfor forholder det sig sådan? Hvad kan du gøre for at lave det om?
Hvordan kan du blive mere effektiv?
Det kritiske spørgsmål stilles af coachen, og tages med ind til selvet. Det
’normale selv’ spaltes, og der opstår et nyt ’kritisk selv’, der holder øje
med det ’normale selv’.
Realiseres
de dele af selvet, som træneren har stillet spørgsmål til? Om og om igen
stiller ’det kritiske selv’ spørgsmålene.
Og hvad betyder realisering? ’Res’ kommer fra latin og betyder ’ting’ – så i
udvidet forstand er der altså tale om en tingsliggørelse af selvet. Efter
flere måneders kritisk introspektion er selvet udmattet.
Det har løbet rundt om sig selv og hverken fundet talenter, evner eller
færdigheder, der kunne tingsliggøres og dermed omsættes til penge. Det har
træneren imidlertid. For hver træningstime betales der nemlig, og det er
ikke kontingentet til tennisklubben.
Resultatet af mødet med en coach er for mange fatalt. Der er tale om et ægte
paradoks: Det begynder med en lettere mental træthed eller reel stress, og
træneren opsøges. Nu skal selvet friskes op. Efter flere timers kritisk
introspektion er selvet blevet endnu mere udmattet og stresset.
Konsekvensen af at lade kritikken indespærre og internere den sammen med
selvet kan være skæbnesvangert. Det udmattede selv kollapser psykisk.
Da de gamle Davis Cup-regler stod ved magt, kollapsede Becker og McEnroe
fysisk. Når tennistræning anvendes på den praktiske livsførelse, leder det i
nogle tilfælde til et mentalt kollaps. Måske er det tid til at lovgive på
området for coaching?
Se også
- Positive tanker er en ny form for mental racisme 30. jul 15.30
DEBAT – Mere plads til debat og indlæg
Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG
Læs hver dag
- 25. maj
- 25. maj
Bordfolk, æggebæger
Med kollektionen 'Bordfolk' har Lucie Kaas givet nyt liv til de dansk designede æggebægere, der prydede morgenbordene 60'erne og 70'erne.
|
|
|
|
||||
|
Pluspris 679 kr.
Alm. pris 799 kr
|
|
Pluspris 1145 kr.
Alm. pris 1350 kr
|
|
Pluspris 99 kr.
Alm. pris 129 kr
|
|
Pluspris 219 kr.
Alm. pris 259 kr
|











God tone i debatten
Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter, og brug klagefunktionen, hvis du støder på bandeord, krænkelser eller personangreb.
›Læs reglerne for kommentarer LUK OG SKRIV KOMMENTAR