Timothy Gallway regnes af mange for coachingens fader. Gallway var tennistræner og skrev bogen ’The Inner Game of Tennis’ i 1975, som først og fremmest henvendte sig til tennisspillere. Den var ikke i første omgang tænkt til andre områder af livet, men i dag har den nærmest opnået kultstatus blandt de mange coaches. Problemet er, at tennistræning er noget ganske andet end træning af selvet. Reglerne er anderledes. Tenniskampe kan vindes, og trofæer kan erobres, når de andre deltagere i turneringen er slået. Alle er underlagt de samme regler.
Når tennistræning anvendes på andre af livets områder, kan det gå helt galt. Selvet kan blive så udmattet og stresset, at det kollapser. En af verdens længste tenniskampe blev spillet, da Tyskland mødte USA i 1987. Den varede 6 timer og 34 minutter. Kampen blev spillet af Boris Becker og John McEnroe. Becker vandt over McEnroe i fem sæt med cifrene 4-6, 15-13, 8-10, 6-2, 6-2. Kampen blev en af verdens længste, fordi de daværende Davis Cup-regler foreskrev, at hvert sæt skulle vindes med 2 partier. Derfor de meget lange sæt. I princippet kunne kampen fortsætte i det uendelige, fordi tiebreaken ikke eksisterede. Resultatet? Reglerne blev senere lavet om – og ja, Becker vandt, men for dem, der kan huske kampen, indebar resultatet også de to verdensspilleres totale fysiske kollaps. 6 timer og 34 minutter er lang tid, selv for professionelle. Kun fantasien sætter grænsen I modsætning til tennis er der ingen regler for træning af selvet. Der er ingen baglinje, net eller dommer. Enhver serv, forhånd eller baghånd kan være dømt ude eller inde. Reglerne er aldrig tydelige, og hvis der overhovedet er noget, man kan være sikker på, er det, at regler altid ændrer sig.
