Tegning: Per Marquard Otzen (arkiv)
Foto: Otzen Per Marquard

Tegning: Per Marquard Otzen (arkiv)

Analyse

Kommentar: TrumPutisme. Trump og Putin udfordrer EU

Trumps udenrigspolitik er ret så forudsigelig. Det er kombinationen af Trump og Putin, der er den løse kanon. Ikke mindst for et land som Sverige.

Analyse

I dag er Donald Trump blev taget i ed som USA’s præsident. Sjældent er en nyvalgt amerikansk præsident blevet mødt med større skepsis i Europa. Og sjældent har usikkerheden om, hvad der venter udenrigspolitisk, været større.

Den er imidlertid stort set ubegrundet. I modsætning til Trumps indenrigspolitiske programpunkter er der en forbløffende konsistens i hans udenrigspolitiske planer; de har faktisk været ret konstante siden 1980’erne, ifølge tænketanken Brookings Institution i Washington.

Det, der virkelig interesserer ham, er ikke så meget sikkerhedspolitik og endnu mindre værdipolitik, men derimod virksomhedsøkonomi og i forlængelse heraf handelspolitik.

Skurkene er dels USA’s allierede (ulogisk nok med Israel som undtagelsen), der alt for billigt har fået ’foræret’ sikkerhed af USA, dels Kina og dets ’valutamanipulation’. Der er allerede tegn på, at Kina – ud over IS, naturligvis – er udset til hovedmodstander.

F.eks. er Taiwan-kortet blevet trukket, hvilket er opskriften på at få Beijing op i det røde felt.

Derimod vil vi se et stærkt forbedret russisk-amerikansk forhold. Som Trump meget rigtigt tweetede i sidste weekend, her frit oversat: »Vi har problemer nok rundt omkring i verden; vi har ikke brug for flere«, og »Kun fjolser kan ikke se fordelen i et godt forhold til Rusland«.

Der er ingen handelspolitiske uoverensstemmelser mellem USA og Rusland, lige så lidt som Trump har værdipolitiske synspunkter at genere Vladimir Putin med.

Gavner det USA, at Ukraine eller Kasakhstan fører selvstændig, måske ovenikøbet antirussisk, udenrigspolitik? Det er svært at se. Trump tænker geoøkonomisk (dvs. i snævre økonomiske interesser), mens Putin tænker geopolitisk (dvs. i snævre territorielle interesser). Dette kan sagtens gå hånd i hånd.

Begge d’herrer Putin og Trump har sat en skræk i livet på flertallet af europæiske statsledere og medier

Positivt kan man samarbejde om at komme terrorismen i skikkelse af IS til livs. Alt tyder derfor på, at vi i lang tid fremover vil se en form for ’TrumPutisme’, dvs. et godt og stabilt forhold mellem USA og Rusland.

Hvad betyder den så for landene ’midt imellem’, dvs. europæerne? Under den kolde krig ville europæerne have klappet ad de mindste tegn på russisk-amerikansk afspænding. Nu er det anderledes.

Begge d’herrer Putin og Trump har sat en skræk i livet på flertallet af europæiske statsledere og medier, den første som værende ’ond’ (Hitler-analogien spøger under overfladen), den anden som værende småskør.

Trump har allerede kunnet udnytte den ’skøres magt’ over for europæerne: Når han har sagt, at Nato og USA’s solidaritetsforpligtelse er forældet, planlægger man febrilsk at opruste for at ’please’ ham – for manden er nok utilregnelig, så måske kan han faktisk finde på at opløse Nato.

Så hvad en lang række ’pæne’ amerikanske præsidenter uden resultat har prædiket om byrdefordelig, kan måske nu opnås af en ’skør’ mand i Det Hvide Hus.

Der er imidlertid intet fodslag i EU, så hvert land må tilpasse sig ’TrumPutismen’, som det finder hensigtsmæssigt. Til foråret vælges efter al sandsynlighed en prorussisk præsident i Frankrig (François Fillon eller Marine Le Pen).

Men hvad siger teoribogen om mindre staters situation, når de store forenes? For eksempel Danmarks eller Sveriges?

For det første mister de indflydelse; deres strategiske og politiske vægt formindskes. Der er ikke brug for afspændingsinitiativer; det klarer de store selv.

De mindre kan vælge en høj værdipolitisk cigarføring over for en af magterne, men det vil være udsigtsløst, bl.a. fordi de ikke vil modtage solidarisk støtte fra den anden stormagt. Dette er selvsagt negativt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

På positivsiden forsvinder risikoen for, at de mindre skulle blive krigsskueplads mellem de store. Men nogle af dem kan komme i klemme på anden vis; det afhænger dog i høj grad af deres beliggenhed og allianceforhold.

Med et geopolitisk Rusland vil det blive landene i russisk interessesfære, der bliver presset, medmindre de selv indser nødvendigheden af at tilpasse sig. Ukraine er det bedste eksempel.

For Danmark er den gode nyhed, at TrumPutismen er ufarlig. Den dårlige er, at værdipolitik i forhold til stormagter vil være nyttesløs til andet end at dulme vores egen samvittighed

Nato-medlemmerne kan tage det roligt (selv om de ikke gør det), allerede fordi en rationel og geopolitisk tænkende Putin ikke blander sig i sin nyfundne stormagtsvens interessesfære.

Jo, han kan holde øvelser og fremvise sit sidste nye isenkram i luften som en macho-reaktion på de vestlige sanktioner. Men det er så det.

Værre ser det ud for de tidligere neutrale lande som Finland og Sverige. Vicepræsident Joe Bidens solidaritet med Sverige, som han demonstrerede ved sit besøg i Stockholm i august sidste år, er nu værdiløs.

Det svensk-russiske forhold er under frysepunktet; Sverige opruster fornuftigvis, men har ingen kontaktflade med Rusland på politisk plan. Svenske politikere og medier har svært ved at tøjle deres idealisme og deres værdipolitik i forhold til russiske forehavender og russiske samfundsforhold.

Det vil Rusland ikke finde sig i. Man forlanger ikke en finlandisering af Sverige (dvs. som Finland under den kolde krig), men ønsker formentlig en omlægning af den nuværende kurs.

Det er der imidlertid slet ingen udsigt til. Statsminister Löfvens tale i søndags lød i dysterhed næsten som forgængeren Per Albin Hansson i 1939, denne gang dog med tydelig adresse på fjenden.

Danmark er i en langt bedre situation, både i kraft af Nato-medlemskabet og et mere pragmatisk forhold til Rusland, for eksempel omkring Polarhavet og ’Northstream’ i Østersøen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Siden Anders Foghs statsministertid har Danmark afholdt sig fra at spille stormagt eller føre værdipolitik over for Rusland. Dette passer også bedre til de kommende års TrumPutisme, hvad enten man kan lide det eller ej.

Summa summarum: For Danmark er den gode nyhed, at TrumPutismen er ufarlig. Den dårlige er, at værdipolitik i forhold til stormagter vil være nyttesløs til andet end at dulme vores egen samvittighed og score indenrigspolitiske point.

Dr. Hans Mouritzen, seniorforsker ved Dansk Udenrigspolitisk Institut – DIIS.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce