Flere løsladte fra de danske fængsler vil i årene fremover begå ny kriminalitet og derfor vende tilbage til kriminalforsorgen. Dette er blot en af konklusionerne i en nylig offentliggjort undersøgelse, der er blevet til i samarbejde mellem kriminalforsorgen i de nordiske lande.

Undersøgelsen, der er den første af sin art, giver os mulighed for at sammenligne, hvor mange løsladte og tilsynsklienter der inden for en toårig periode begår ny kriminalitet og vender tilbage til kriminalforsorgen – også kaldet recidiv.

I medierne verserer der ofte forskellige tal for, hvor mange tidligere dømte der begår ny kriminalitet. Et stigende eller faldende recidiv anvendes lige så ofte som en målestok for det arbejde, som flere tusinde medarbejdere i kriminalforsorgen udfører til daglig. At flere løsladte returnerer, er dog hverken et udtryk for, at de kriminelle er blevet mere kriminelle, eller at kriminalforsorgen ikke gør sit arbejde godt nok, når de indsatte sidder inde.

Den forventede stigning i tilbagefaldet til kriminalitet skal først og fremmest finde sin forklaring i, at flere dømte – i stedet for at opholde sig bag lås og slå – får mulighed for at afsone bag hjemmets fire vægge ved hjælp af en elektronisk fodlænke.

Recidiv stiger med fodlænken
En af forudsætningerne for at afsone i fodlænke er netop, at sandsynligheden for at begå ny kriminalitet vurderes som meget lille. Den udvidede brug af fodlænke, som vi i kriminalforsorgen gennemfører i disse år, indebærer at indsatte i de danske fængsler samlet set er mere kriminelt belastede end tidligere. Dermed vil andelen af løsladte, der vender tilbage, stige i takt med at flere dømte afsoner i fodlænke.

De nordiske lande har en lang tradition for at efterligne hinanden, og dette gælder også på det kriminalpolitiske område og i måden, hvorpå vi straffer kriminelle. På trods af at de nordiske lande, udefra set, minder påfaldende meget om hinanden, er der også væsentlige forskelle. Disse forskelle bliver åbenbare, når vi dykker ned i tallene og sammenligner, hvor mange dømte der vender tilbage efter at have udstået deres straf.

Her ligger Norge helt i bund, hvor kun hver femte løsladte vender tilbage, mens mere end fire ud af ti løsladte i Sverige returnerer. Danmark placerer sig et sted midtimellem, hvor næsten hver tredje løsladte kommer igen.

Man kan af disse tal måske fristes til at udlede, at de øvrige nordiske lande i højere grad skal lære af den måde, den norske kriminalforsorg håndterer de indsatte på.

Vi kan givetvis lære meget af vores norske kolleger, men i denne sammenhæng afspejler tallene ikke effekten af det arbejde, vi udfører, når de indsatte er i fængsel. Forskellene kan derimod tilskrives, at vi straffer forskellige typer af forbrydelser forskelligt.

I Norge modtager man eksempelvis ofte en kort fængselsdom for overtrædelser af færdselsloven ved enten at køre for stærkt eller for at bevæge sig ud på vejene i spirituspåvirket tilstand.

Samme type af forseelser ser man i Sverige og i Danmark med mildere øjne på. Trafiksyndere herhjemme og på den anden side af Sundet modtager oftest en bødedom, en betinget med eller uden tilsyn, samfundstjeneste eller kan afsone dommen i fodlænke.

Den særegne strafferetslige praksis i Norge indebærer, at næsten hver tredje indsat, der blev løsladt fra de norske fængsler i 2005, var dømt for forseelser begået i trafikken. I Danmark derimod, udgjorde denne gruppe kun én ud af syv indsatte.

Og hvad betyder dette så for andelen, der vender tilbage? Her kan man tale om en slags udtyndingsprincip i de norske fængsler. Trafiksyndere er en gruppe af dømte, som ofte har gode familie- og boligforhold og en stærk tilknytning til arbejdsmarkedet.

Trafiksyndere påvirker statistikken
Når trafiksyndere løslades, vil han eller hun dermed have gode muligheder for ikke at vende tilbage igen, i modsætning til mange andre grupper af dømte, der ofte er mere kriminelt og socialt belastede. Den store koncentration af trafiksyndere i de norske fængsler medfører altså samlet set et lavere recidiv.

Og nu tilbage til forudsigelsen om, at flere løsladte fra de danske fængsler i de kommende år vil returnere: at udviklingen i Danmark går denne vej, underbygges af de svenske tal. I Sverige indførte man fodlænke tilbage i slutningen af 1990’erne.

I de snart tolv år, hvor denne praksis har eksisteret, er recidiv for løsladte steget kraftigt, fordi en mere belastet gruppe af indsatte fylder op i de svenske fængsler. Derfor ligger Sverige højt i recidivstatistikken – og vi vil formentlig nærme os et lignende niveau i de kommende år.

Men et stigende recidiv for løsladte kan paradoksalt nok afspejle, at fodlænkeordningen virker efter hensigten – at dømte med en lille risiko for at begå ny kriminalitet igen ikke optager en celle i fængslet.

At afsone med fodlænke er – i disse sparetider – ikke kun en billig måde at straffe på. Det giver samtidig den dømte mulighed for at passe sit arbejde eller uddannelse, tage sig af sine nærmeste og mindsker risikoen for, at den dømte må gå fra hus og hjem. Det er i den grad kriminalpræventivt.