Viviane Reding og Gertrude Tumpel-Gugerell er to magtfulde kvinder med en mission.

De vil have flere kvinder ind i virksomhedernes bestyrelser.

Nu er de to kvinder ikke just rødstrømper eller kystbanefeminister. Den ene er næstformand for EU-kommissionen. Den anden er medlem af Den Europæiske Centralbanks direktion.

De havde for nylig indkaldt topcheferne for en række af Europas største selskaber for at høre, hvordan de vil sikre bedre kønsbalance i bestyrelserne.

Kommissionen vil de næste 12 måneder holde nøje øje med eventuelle fremskridt. Sker der ikke hurtige og mærkbare ændringer, vil kommissionen tage lovgivning i brug og indføre retlige bindende kvoter. Målet er, at mindst 30 pct. af bestyrelsesmedlemmerne skal være kvinder allerede i 2015, og senest i 2020 skal antallet være oppe på mindst 40 pct. som i Norge.

Truslen fra EU-kommissionen bør være et wake up call for mange af landets virksomheder. De har i årevis lovet flere kvinder i bestyrelseslokalerne og på direktionsgangene. Men udviklingen er gået fuldstændig i stå, og der er ikke mange tegn på bedring i den nære fremtid.

Regeringen erkender, at den skæve kønsbalance er »problematisk«. Derfor har den taget forskellige initiativer for at skaffe flere kvinder ind i bestyrelseslokalerne som f.eks. et charter, udnævnelse af ambassadører og senest Operation Kædereaktion. Men strategien synes at have slået fejl.

Antallet af kvindelige bestyrelsesmedlemmer i de børsnoterede selskaber er kun steget marginalt de seneste år. Fremskriver man udviklingen, vil der først være ligestilling i bestyrelseslokalerne om 50 år, når Danmark er fri for fossile brændstoffer.

Kvinder udgør i dag 10,6 pct. af medlemmerne i danske børsnoterede aktieselskabers bestyrelser. Trækker man de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer fra, er den kvindelige andel 5,7 pct. Tilbage i 2008 lå den på 5 pct. Man skal med andre ord have en lup frem for at se forskellen.

Fødekæden halter også. Økonomisk Ugebrev kortlagde for nylig chefskifterne i landets 1.000 største selskaber i 2010. Den viste, at blot 4 ud af 94 nye adm. direktører var kvinder. Og heraf var det ene tilfælde et generationsskifte i et familieejet selskab, og en anden kvinde var en tidligere ejerleder, der købte sin egen virksomhed tilbage.

Kun i to tilfælde var der tale om reelle nyansættelser af kvinder. Det var DR’s Maria Rørbye Rønn og Bodums Rikke Lunderød Thøgersen. Kvinder tegnede sig med andre ord for blot 4 pct. af nyudnævnte CEO’er sidste år. I 2009 var det 3 pct.

Forårets generalforsamlinger i de 19 største børsnoterede selskaber bliver mildest talt heller ikke et vendepunkt, der baner vej for generalforsamlingsvalgte kvinder i bestyrelserne. Kun Novozymes har taget to kvinder ind i bestyrelsen, hvoraf den ene er udlænding. Samtidig har TDC givet comeback til Stine Bosse, som tidligere har siddet i teleselskabets bestyrelse.

Mens tre nye kvinder er kommet ind i varmen, vinker to andre kvinder dog farvel til bestyrelseslokalet. Så status er, at kvindeandelen i de største børsnoterede selskaber sammenlagt kun bliver forøget med 1 ekstra kvinde, og at 7 ud af 19 selskaber vil køre videre uden en eneste generalforsamlingsvalgt kvinde i bestyrelsen.

Erhvervslivets manglende evne – og vilje – til at rekruttere flere kvinder står lysende klart i arbejdsgivernes flagskib, DI. Kun 3 ud af 100 medlemmer af DI hovedbestyrelse er kvinder. Og det på trods af, at den tidligere formand Johan Schrøder for syv år siden lovede her i Politiken, at der vil være 20 kvinder i hovedbestyrelsen inden år 2014.

Mangel på kvinder går også igen i andre store arbejdsgiverorganisationers bestyrelser. Alle 32 medlemmer og suppleanter i Dansk Arbejdsgiverforenings bestyrelse er mænd. Alle 12 medlemmer af Dansk Byggeris bestyrelse er mænd. Dansk Erhverv, som repræsenterer en række brancheforeninger inden for kvindedominerede områder som handel og velfærd, skiller sig lidt ud. Den har 31 mænd og 3 kvinder i sin bestyrelse.

Flere undersøgelser dokumenter ellers, at virksomheder med flere kvinder i ledelsen klarer sig bedre end virksomheder, der kun ledes af mænd. F.eks. viser en undersøgelse foretaget af McKinsey, at driftsoverskuddet i de virksomheder med flest kvinder i bestyrelsen var 56 pct. højere end i de selskaber, hvor der kun var mænd på de øverste poster.

Mangel på kvindelige topledere i Danmark kan også aflæses på den globale rangliste. Danmark ligger i den tunge ende i World Economic Forums seneste ligestillingsrapport, ’Global Gender Gap Report’, hvor vi er rangeret som nummer 78 ud af 134 lande inden for området ’kvindelige ledere’ og dermed er overhalet af lande som Botswana, Ghana og Kasakhstan.

Mens udviklingen er gået i stå i Danmark, buldrer det løs i mange andre europæiske lande. Norge var det første land i Europa til at indføre kvoter. Siden ordningen blev indført for seks år siden, er antallet af kvinder i bestyrelserne steget fra 7 til over 40 pct. Samtidig er bestyrelsesmedlemmernes uddannelsesniveau steget betydeligt. Det gør op med myten om, at kvoter får mindre kvalificerede kvinder til at skubbe dygtige mænd af pinden.

Spanien var det første EU-land, der indførte kvoter på tilsvarende måde som i Norge. Frankrig vedtog tidligere på året en lov, der skal sikre, at mindst 40 pct. af bestyrelsesmedlemmerne i de største børsnoterede selskaber er kvinder senest i år 2017.

Det italienske senat har besluttet at indføre kvoter på 30 pct., og nu skal forslaget behandles i parlamentet. Lande som Belgien og Holland er på vej med en lignende ordning. Storbritannien og Østrig har for øjeblikket en intens diskussion om kvoter. Og mens Angela Merkels regering i Tyskland er dybt splittet i sagen, er Europas største teleselskab, Deutsche Telekom, løbet i forvejen og har indført kvoter på 30 pct. for kvinder i topledelsen inden år 2015.

Hvis ikke virksomhederne snart vågner op og støvsuger markedet for egnede kvindelige bestyrelseskandidater, risikerer de at tabe den skarpe konkurrence mod store udenlandske selskaber og dermed få sværere ved at komme ud af vækstfælden.