Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debat

Vi stempler stadig de utro som nogle dumme svin

Selv om halvdelen af os har været utro, har vi ikke flyttet os.

Debat

En sommer for længe siden havde jeg en affære. Med en gift mand endda. Ikke nok med at jeg var min egen partner utro, jeg var altså også skyld i, at en anden mands kone blev udsat for samme sårende oplevelse.

Jeg er dermed per definition et dumt svin, for utroskab er tilsyneladende noget af det værste, man kan udsætte andre mennesker for. Andet er der ikke at sige til det. Stemplet er plantet lige midt i panden på mig. Uden nuancer. Uden nysgerrighed. Uden refleksion.

Jeg skrev engang en bog om det. Det er også længe siden. Jeg gjorde det, fordi jeg var træt af det unuancerede syn på utroskab, jeg mødte. Jeg var træt af, at debatten kun handlede om, hvor frygteligt det var. Jeg var træt af, at de samme artikler fyldte aviser og ugeblade hver evig eneste december: ’Sådan undgår du utroskab’, ’5 tegn på at han er dig utro’, og ’Sådan afslører du utroskab’. Ingen variation.

Helt ærligt. Utroskab sker. Hele tiden. Mindst halvdelen af alle voksne danskere har ifølge undersøgelser været deres partner utro

Jeg er stadig træt. For debatten har ikke rykket sig. Jeg skrev bogen, alle var nysgerrige efter at kigge i, men næsten ingen turde købe.

»Tja, jeg kan jo ikke tage den med hjem«, sagde folk med et lidt fortabt udtryk i ansigtet og lagde den fra sig igen efter at have kigget i den med et blik, der sagde mig, at de virkelig følte sig ramt.

Den debat, jeg havde håbet på, udeblev. Ikke den evige røvsyge debat om, hvad der er galt i hovedet på dem, der er utro. Men debatten om, hvordan vi eventuelt kunne indrette vores liv sammen, så utroskab slet ikke var et problem længere.

For helt ærligt. Utroskab sker. Hele tiden. Mindst halvdelen af alle voksne danskere har ifølge undersøgelser været deres partner utro. Og det er kun dem, der tør indrømme det i en undersøgelse. Jeg tror, tallet er langt højere. Men det kræver refleksion, rummelighed og – av – at man tør kigge dybt i sig selv at tage debatten. Så er det nemmere bare at stemple de utro som dumme svin.

Men de utro er altså halvdelen af os. Mindst. Og at vi føler lyst, begær eller ligefrem kærlighed til andre end den ene, vi – for tiden – har valgt at dele livet med, kan umuligt være forkert eller unaturligt.

Behøver vi så at lyve om det, kunne man spørge. Nej og ja. I en ideel verden ville vi ikke behøve at lyve om noget som helst. I den virkelige verden kan det føles meget nødvendigt

Behøver vi så at lyve om det, kunne man spørge. Nej og ja. I en ideel verden ville vi ikke behøve at lyve om noget som helst. I den virkelige verden kan det føles meget nødvendigt.

For den anden halvdel vil for det meste ikke vide det. De bilder sig ind, at de gerne vil kende sandheden om deres partner, men gør samtidig partneren klart, at der kun er én sandhed, de vil høre. Og den er, at partneren er dem tro.

At man lyver om sin lyst eller kærlighed til et andet menneske, er ikke nogen ’dumt svin’-mekanisme. Det er en ’bange for at miste’-mekanisme. Og det er en mekanisme, der ikke bare får den utro part til at lyve for sin partner, men også for sig selv.

For ja, gu’ er det da bedst at sige sandheden, men nemt er det ikke. Det kræver mod. Løgne er baseret på frygt. Vi har altså at gøre med bange mennesker – ikke onde mennesker.

Det samme kan siges om dem, der fælder dommen ’dumt svin’ uden refleksion. De er bange. Bange for at blive forladt og for, at det skal komme frem, at de selv har lyst til andre. Bange for at skulle dele. Bange for, at deres parforhold bliver ødelagt af lyst og begær midlertidigt rettet mod andre end dem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og her er en sandhed, de færreste har lyst til at høre: Utroskab ødelægger ingen parforhold.

Ulysten til at vide alt om sin partner ødelægger parforhold. Lukkethed for, hvad der rører sig i det menneske, man deler liv med, ødelægger parforhold. At man ikke tør tale ærligt sammen, ødelægger parforhold. Og ja, løgne og fortielser ødelægger parforhold.

Men der er heling, kærlighed, respekt og nærhed at hente i sammen at finde ud af, hvorfor der ikke var plads til sandheden. Og den går man glip af ved at hive ’dumt svin’-stemplet frem og stemple løs.

Jeg ønsker mig stadig en anden og mere nuanceret debat. Facebookkommentarerne til Politikens artikel ’Nu kan man være utro uden at være et dumt svin’ (170 gange ’gu’ ka’ man ej’ udtrykt i mindre pæne vendinger) fik mit håb om, at den nogensinde kommer, til at falde drastisk.

Jeg troede faktisk, vi havde rykket os en smule. Det har vi ikke.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce