»Jeg vil ikke i skole i dag!«.

Enhver forælder har stiftet bekendtskab med dette udsagn. Men når det bliver gentaget igen og igen – og drengen nærmest skal slæbes i skole, så bimler alarmklokkerne.

Kristian er født i december. Derfor var han seks et halvt år og godt rustet, følte vi forældre, da han for få år siden stiftede bekendtskab med den danske folkeskole – i en pæn forstadskommune i Nordsjælland uden store åbenlyse sociale problemer.

Men det første indtryk af folkeskolen var noget af en øjenåbner. En ekstremt voldelig dreng – et år ældre end Kristian – med et underudviklet talesprog gjorde skolelivet til en barsk omgang – ikke alene for Kristian, men også for mange af hans klassekammerater.

To af dem skiftede efter kort tid til en privatskole. Vi valgte at give folkeskolen en chance. Det var en fejl, skulle det vise sig. Dag efter dag, uge efter uge kom Kristian hjem og var ked af det.

Den pågældende dreng havde taget kvælertag, sparket ham i brystet, vredet hans arme rundt på ryggen for derefter at skubbe ham brutalt ned i asfalten og meget, meget mere. Lange samtaler med læreren i børnehaveklassen fulgte. Bekymringer fulgte.

Hvorfor valgte I ikke bare at skifte skole, kunne man spørge? Dertil er svaret, at i samme klasse gik Kristians bedste ven. De to var og er som siamesiske tvillinger – havde fulgtes ad siden børnehavestarten. Vi troede på den danske folkeskole – havde aldrig nogensinde tænkt tanken, at vores dreng skulle på en anden skole, endsige på en privatskole.

Det viste sig, at den voldelige dreng var kendt af systemet. Havde i årevis skabt problemer, også i den børnehave han gik i. Alligevel skulle der gå næsten halvandet år, før der blev taget affære i skoleregi, og han fik det tilbud, som forhåbentlig kan rumme ham.

Pyha kan man måske sige – og ånde lettet op. Men næ, nej. For i denne klasse med 24-25 elever var han måske det mest ekstreme tilfælde, men ikke det eneste.

Ved at følge undervisningen over en tid gik det op for mig, at denne klasse havde yderligere en eller to elever med forskellige diagnoser, men mest bekymrende også flere, som måske ikke havde nogen etiket hæftet på sig, men som sandelig opførte sig temmelig grænseløst.

En enkelt af dem – også en dreng – udviklede voldsom vrede og optrådte nærmest som rendyrket sadist, da han pludselig kom i klemme i forældrenes skilsmisse.

Det gik blandt andet ud over Kristian. Til en drengefødselsdag blev der ringet efter os, fordi den pågældende dreng havde begået et voldsomt voldeligt overgreb på Kristian.

Fra den dag ville han ikke i skole. Fuldt forståeligt. Vi valgte at tage ham ud – undervise ham hjemme i de 14 dage, der fulgte, inden vi fandt et nyt tilbud til ham på en privatskole. Her trives han nu i bedste velgående – såvel socialt som fagligt.

Som forælder ærgrer man sig naturligvis over, at skiftet ikke blev gjort noget før. Mange bekymringer og søvnløse nætter kunne have været undgået, hvis privatskolen var valgt til fra starten.

Jeg kan i mine mest sorte øjeblikke godt frygte, at det store eksperiment, som den rummelige skole udgør, ikke alene får lærere til at gå ned med stress, men også går ud over en hel generation af elever, der var læringsparate, men som aldrig fik den læring, de havde ønske om og krav på. Ikke fordi lærerne er dårlige.

Men fordi lærerne skal tage sig af børn, der indimellem opfører sig helt ekstremt, og derfor ikke har tid til det, de helt naturligt burde bruge tiden på, nemlig at undervise alle børn.

Til de ansvarlige for den danske folkeskole skal herfra lyde en opfordring til at tage situationen alvorligt. Lytte til eksperterne derude i klasseværelserne – eller tage på studieture for at se, hvad virkeligheden byder på.

Når det kan komme bag på en ekspert som Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitet og rådgiver for blandt andre undervisningsminister Bertel Haarder (V), at en undersøgelse for nylig viste, at hver fjerde elev i en klasse bliver sendt til psykolog, så er det efter min mening et udtryk for, at manden har bevæget sig for langt væk fra virkeligheden.

LÆS ARTIKELHvert fjerde barn sendes til psykolog

Min hverdagsoplevelse svarer nemlig nøjagtig til det billede, der blev tegnet i undersøgelsen. Og jeg tror, at mange lærere i den danske folkeskole kan nikke genkendende til det.

Jeg er ikke folkeskolelærer og har ingen private forbindelser til folkeskolelærere. Dette synspunkt skal derfor ikke ses som et partsindlæg.

Det er skrevet i frustration over den blindhed, der er for, at den rummelige skole rummer andre aspekter end dem, der sædvanligvis fremføres i den offentlige debat. I vores tilfælde måtte vi som forældre bruge masser af tid og mange ressourcer på at finde ud af, hvad der egentlig foregik i klassen.

Det var ikke altid, at vi blev informeret fra skolens side om de forskellige hændelser.

Heldigvis har vi en søn, der er åben og fortalte os om alt, om end han nogle gange gik og rugede over tingene, før vi fik den fulde sandhed.

Der er ingen tvivl om, at de urolige børn lider under manglen på et relevant tilbud – de lider blot på en anden måde, end min søn gjorde. Jeg kan godt forstå, at der er fokus på dem, der har svært ved at finde sig til rette i folkeskolen, fordi de er så dyre for samfundet.

Men de samlede omkostninger er altså langt, langt større end det, der kan aflæses i de kommunale budgetter.

Og det ville jeg ønske, at spotlyset også blev rettet imod.

Jeg frygter, at vi er ved at gøre skade på en hel generation af skoleelever, fordi vi holder fast i, at den rummelige skole er bedst for alle. Min påstand er, at det er den ikke.

Jeg spår, at mange elever kommer ud af folkeskolen med store ar på sjælen som følge af besynderlige og vanvittige oplevelser i skoletiden, og at de vil have en svagere faglig ballast med sig som følge af en dårligere undervisning.

For Kristians gode ven og mange af de andre dygtige elever, der er rundt om på folkeskolerne, håber jeg, at min spådom ikke går i opfyldelse.

Men jeg mener, at det er på tide, at politikere og embedsmænd med ansvar for den danske folkeskole vågner op og ikke nøjes med at kigge på, hvad der er billigst, men på, hvad der er bedst for den samlede gruppe af elever.