fakta

Frederik Stjernfelt er professor ved Aarhus Universitet.

Denne sommer har for mig været interessant og lærerig.

Blandt andre aktiviteter er jeg blevet pånødet to debatter, der har kørt sideløbende. Den ene er med Klaus Rifbjerg – blandt andet i Information og her i bladet. Den anden er med Søren Krarup og hans familie – blandt andet i Jyllands-Posten, Kritik og Tidehverv.

Både Krarup og Rifbjerg kan kendes på deres omsiggribende brug af skældsord i stedet for argumenter. Og de kan kendes på, at hvis man argumenterer imod dem, så mener de begge to, at man hører til i den andens lejr.

Det har den morsomme konsekvens, at Krarup anklager mig for ’politisk korrekthed’ og for at ligge under for ’Systemet Politiken’ – medens Rifbjerg anklager mig for at høre til i et ’kor af fundamentalister’ på højrefløjen. Rifbjerg mener kort sagt, jeg hører til hos Krarup, medens Krarup mener, jeg hører til hos Rifbjerg.

Ingen af delene passer heldigvis – og jeg skal da meget betakke mig for at havne i nogen lejr, der bestyres af en af de to olme søelefanter.

Men den dobbelte debat illustrerer meget fint, hvordan venstre og højre fløj lever af hinanden – Rifbjerg hverver tilhængere imod Krarups forsimplinger, og Krarup hverver tilhængere imod Rifbjergs enfoldigheder.

Begge lider af fremskredent tunnelsyn, hvor der kun er to lejre: hinandens. Dem, der ikke er med dem, er imod dem. I et sådant opgejlet debatklima bliver det naturligvis vanskeligt at indtage en tredje position, fordi de to mammutters spektakulære favntag let kommer til at fylde hele scenen.

De to tilfælde er endda parallelle på endnu flere måder. Begge skyldes en tekst, jeg har skrevet. I begge tilfælde er hverken Rifbjerg eller Krarup nævnt i teksterne, ja jeg har ikke engang haft nogen af de to i tankerne, da jeg skrev.

Og i begge tilfælde farer de to frem som gale hunde og raser over mig, i hver deres menighedsblad, Krarup i Tidehverv og Rifbjerg i Politiken/Information. Deres respektive menigheder skal kaldes til orden. Begge excellerer i skældsord – for Krarup er jeg en »skandskriver« og »propagandist«, for Rifbjerg er jeg »krigsbegejstret« og »fobisk«.

Jeg mener jo ikke, nogen af delene passer. Men denne krydsild giver mig måske en god lejlighed til at forsøge at redegøre for, hvorfor jeg nødig vil adlyde opfordringen til at slutte mig til en af de to – og hvorfor jeg da slet ikke vil involveres i deres indbyrdes krig.

Så hvad med, at jeg trækker mig helt ud og i stedet arrangerer en mud wrestling direkte imellem Krarup og Rifbjerg i en boksering midt på Rådhuspladsen, i bedste sendetid?

Så kunne jeg være bookmaker og tage imod væddemål – selv om jeg har lidt svært ved at afgøre, hvad odds skal være. Den mest sandsynlige udgang er vel, at de to synker brølende og udmattede om i mudderet uden nogen præcis afgørelse. Imens kunne vi andre måske diskutere virkelige problemer.

Til sagen. Lad mig skitsere indholdet af de to debatter. Rifbjerg først.

Jeg anmeldte i Information den amerikanske journalist Paul Bermans interessante bog ’Flight of the Intellectuals’, de intellektuelles flugt – der behandler det gådefulde spørgsmål om, hvorfor så mange vestlige intellektuelle forsvarer eller bagatelliserer radikal islam og islamisme, mere eller mindre direkte.

ANMELDELSELæs Stjernfelts anmeldelse i Information(eksternt link)

Jeg opholdt mig ved Bermans omhyggelige påvisning af, hvordan islamismen i Det Muslimske Broderskabs version er direkte påvirket af nazismen – som man f.eks. så det, da Broderskabets åndelige leder al-Qaradawi så sent som sidste år udtalte:

»Gennem historien har Allah udsendt folk for at straffe jøderne for deres fordærv. Den seneste straf blev udført af Hitler. I kraft af alle de ting, han gjorde imod dem – selv om de overdriver det – sørgede han for at sætte dem på plads«. (Berman, s. 78).

Al-Qaradawi fortsatte med at udtrykke ønske om, at muslimer vil blive de næste til at give jøderne en guddommelig straf – »om gud vil«, som han fromt tilføjede. Broderskabet var begejstret for udryddelseslejrene allerede under krigen og har siden fastholdt inspirationen fra Hitler.

Jeg opholdt mig også i anmeldelsen ved Bermans parallel til de vestlige »rejsekammerater«, der under den kolde krig forsøgte at neddysse kritik af Sovjetunionen ved at mistænkeliggøre dem, der fortalte om skueprocesser og Gulag – f.eks. Arthur Koestler.

Ham skulle man ikke høre på, han var koldkriger og sindssyg og CIA-agent og så videre. Men problemet var jo, at han talte sandt. Berman kortlægger nu i sin bog, hvordan førende vestlige intellektuelle som Timothy Garton Ash og Ian Buruma igen skyder på budbringeren – som Hirsi Ali – når kritik af islamismen føres frem. Hun er stilløs og for hård og for smuk og »oplysningsfundamentalist«. Også her er problemet, at Ali faktisk har lang personlig erfaring med islamismen og reelt har noget at fortælle. Men det skal folk helst ikke høre.

Her meldte Rifbjerg sig på banen, iklædt den sædvanlige sky af skældsord og ikke ret meget andet. Han må have følt sig truffet – og optrådte i hvert fald ufrivilligt som eksempel på netop en sådan flygtende intellektuel. Hele hans adfærd levede faktisk nøje op til Bermans karakteristik.

Han havde ikke læst den bog, det handlede om. Han var ikke i stand til at tilbagevise Bermans analyser. Han ville bare ikke vide det, som Berman berettede. Men han var naturligvis i stand til at kaste sig over den person, som gengav analyserne – nemlig undertegnede. At kritisere islamismen var det samme som at være »fobisk« over for islam og så videre.

Det er jo et tilbagevendende problem med Rifbjerg som debattør – han gider ikke læse de bøger, han så gerne vil mene noget om. Det så man, da han rasede over Rune Lykkebergs ’Kampen om sandhederne’ uden at have læst den, og det gentager sig nu med Paul Berman.

Mærkeligere er det, at han ikke engang gider læse sine egne helte – som man så det, da han for nogle år siden kom for skade at udråbe Georg Brandes til pacifist! Dengang måtte Bjørn Bredal her i bladet anholde Rifbjerg for, at han » ... brølende monologisk f.eks. kan få den altid kampberedte, ja, krigsberedte Georg Brandes til at blive kirkefader i Rifbjergs private, militant pacifistiske trosretning«.

Bredal citerede videre Hans Hertel: »Den radikale pacifisme À la Hørup, P. Munch og Politiken så han (altså Georg Brandes, red.) som blåøjet forsvarsnihilisme og selvopgivelse .... «. (Politiken 22.5.2001) Men facts bekymrer ikke Rif.

Rifbjergs formel er, med hensyn til modstanderne, at skyde på budbringeren i stedet for at diskutere det, der siges – og med hensyn til forbillederne, så tilskriver han bare dem sine egne synspunkter: De må da have ment det samme som mig!

Senest gentager Rifbjerg dette kneb (7.10.) – nu er det PH, der stik imod fakta skal tildigtes et forbehold over for ytringsfrihed. Rifbjerg digter, at PH af angst for ’konsekvenserne’ ville tilslutte sig, at »ytringsfriheden også rummer muligheden for at holde sin kæft«. (Rifbjerg synes dog aldrig personligt at have overvejet denne mulighed).

RIFBJERGS INDLÆGSorte korsriddere misbruger PH's navn

Rifbjerg bævler derudad om, hvad han drømmer om at forestille sig PH måske vistnok eventuelt kunne have sagt. Men hvad med i stedet at tjekke, hvad han faktisk sagde? PH sagde som bekendt, ret umisforståeligt: »Hvis der ikke foregår udskejelser og misbrug af trykkefriheden, så har vi ingen«. Men det vil Klaus Rifbjerg heller ikke vide.

Men bortset fra Rifbjergs vægring ved at sætte sig ind i det, han vil debattere – hvad er det så, han vil sige? Det er, at han vender sig mod dem, der »vil krigen« og angriber »muhammedanere«. Men dem hører jeg simpelt hen ikke til.

Det, Bermans bog og min anmeldelse handler om, er islamismen, specielt i Broderskabets variant – som heldigvis langtfra alle muslimer har nogen aktie i. At flertallet af muslimer, danske som internationale, intet har med islamismen at skaffe, burde ikke være noget argument – snarere tværtimod – for at undlade at se islamismens totalitarisme iskoldt i øjnene.

Mit synspunkt er det simple, at den intellektuelle bør vende sig mod totalitarisme, uanset hvor den dukker op. Rifbjergs derimod synes at være, at man skal dække over totalitarisme hos dem, man har valgt at holde med. Lad os her lige minde om et par af al-Qaradawis andre synspunkter, for hans hyldest til holocaust står ikke alene: Hustruvold anbefales, bøsser bør kastes ud fra høje bygninger, og selvmordsbomber imod civile er vejen frem. Velbekomme.

INTERVIEW Professor: De intellektuelle svigter fatalt

Så er der Søren Krarup. Også her skyldes hans bombastiske entre i debatten en tekst, jeg skrev uden at skænke ham en eneste tanke. Det var en leder i tidsskriftet Kritik (nr. 195) – et temanummer om ’Protestantisme og politik’, hvor et antal skribenter undersøgte, hvilke politiske strømninger, samfund og stater der reelt kom ud af Martin Luthers doktriner.

Jeg skrev så en leder – sammen med min medredaktør Lasse Horne Kjældgaard – der argumenterede imod den udbredte opfattelse, at trykkefrihed, åndsfrihed og måske endda oplysningen som sådan er noget, vi skylder Luther. Det er ikke tilfældet, argumenterede vi.

Luther var rabiat antisemit og krævede nedbrænding af jøders ejendom og synagoger. Han krævede ubetinget lydighed over for fyrsten, han fordrede dødsstraf for anderledes troende, inklusive kættere inden for den protestantiske bevægelse, såsom calvinister, gendøbere og ’sværmere’. Som ung havde han krævet trykkefrihed for sig selv imod pavevældet – men det var altså ikke noget, han udstrakte til nogen som helst andre tanker end sine egne.

Dette dybe had til anderledes tænkende så man også i de stater, der antog lutheranismen, lige fra det første eksempel, Luthers hjemland Sachsen, og til de lutherske stater Sverige og Danmark-Norge. Disse lande blev konfessionelle stater, og stik imod myten om Luther fik disse stater øjeblikkelig statskirker, hvor stat og kirke smeltede sammen, og borgerne blev tvunget til at antage den lutherske konfession – medens alle afvigelser blev truet med drakoniske straffe kulminerende i dødsstraf.

Det ser man f.eks. i Danske Lov 1683, hvor straffen for blasfemi er udskæring af tungen, afhugning af hånden (hvis den har været delagtig i gudsbespottelsen), afhugning af hovedet, og derefter udstilling af disse legemsdele til skræk og advarsel – en lovgivning på niveau med vore dages Pakistan, der også har dødsstraf for blasfemi. Tilsvarende forhold herskede i Sverige og Sachsen, og den lutherske lovgivning gav sig udslag i omfattende hekseprocesser.

De lutherske konfessionelle stater havde censur og forbud mod al kættersk litteratur – og altså ingen trykkefrihed. Ytringsfrihed kom først, efter at oplysningstilhængere i en lang og sej kamp imod kirke og fyrste fik indført fri forfatninger i løbet af 1800-tallet, mere end 300 år efter Luther.

Fakta som disse blev repeteret i lederen, der fik Krarup helt op i det røde felt, og han gav mig den sælsomme ære at vie en hel, rasende artikel i Tidehverv til min person.

Ligesom i tilfældet Rifbjerg er det temmelig vanskeligt at uddestillere nogen klare argumenter eller fremlægning af fakta i teksten. Og nøjagtig som i tilfældet Rifbjerg forekommer det Krarup vigtigere at skyde på budbringeren i stedet for at argumentere imod det, der siges.

Et par smagsprøver på pastorens stil. Undertegnede er » ... ikke andet end en kulturpolitisk taktiker og propagandist, der i sit had til evangelisk-luthersk kristendom ikke viger tilbage for at hengive sig til den pinligste dilettantisme og den mest underlødige bagvaskelse«.

Eller hvad med denne her: »... naturligvis er det ham, der står bag nummeret og skriver dets afsluttende, hadefulde leder, i hvilken han afslører sin totale uvidenhed og sit ædende had til kristendommen i Danmark«.

Men hvad er det så, Krarup vil sige, dybt skjult i skældsordenes flom? At Luther hævdede det kristne menneskes frihed. Det gjorde han ganske rigtigt som ung – men Krarup går ganske let hen over, hvad Luther faktisk kom til at mene, efterhånden som han fik magt – og Krarup ignorerer helt de faktiske politiske realiteter: hvilken type stat var de lutherske konfessionsstater – hvad betød lutheranisme i politisk praksis reelt i århundrederne, før oplysningen dukkede op?

Luthers opfordringer til drab på anderledes tænkende kan Krarup dog ikke bortdisputere – og disse krav legitimerer han så som følger:

»Hvorfor opfordrede Luther nemlig fyrsterne til at slå de oprørske bønder ned som gale hunde? Fordi de af Thomas Münzer fanatiserede bønder optrådte som gale hunde, der under påberåbelse af en højere ret, som kunne minde om Stjernfelts oplysningsideologi og menneskerettigheder, var i fuld gang med at myrde og udrydde deres modstandere«.

Man føler en vis foruroligelse ved selv sådan at blive associeret med dem, det er legitimt at slå ned. Igen: Velbekomme.

De to selvudråbte paver fra højre og venstre fløj fremsatte hver sin bulle. De ville ekskommunikere mig fra menigheden, og min person blev besmykket med deres opfindsomme karakteristikker. Men det morsomme er, at i begge tilfælde er der en fælles dagsorden dybt bag det veltalende raseri. Der er en totalitær bevægelse, der skal bagatelliseres. Der er nogle morderiske realiteter, der skal tales væk.

Rifbjerg vil bare ikke vide, at der er stærke, ondartede og morderiske kræfter i islamismen. Krarup vil bare ikke vide, at de lutherske konfessionsstater med dødsstraf som middel afrettede anderledes tænkende. Hvis vi holder os for øjnene, findes det ikke.

I modsætning til Dupond og Dupont foreslår jeg, at en mere tiltalende position er oplysningens.

Det er en position, der går ind for demokrati, sækularisme, retsstat, tolerance, ytringsfrihed – og som ikke mener, man skal gå på kompromis med disse grundprincipper, hverken for at tækkes Luther eller al-Qaradawi eller deres morderiske tilhængere. Det er ikke nogen original position, og den burde ikke være svær at forstå. Det er også en position, der ikke vil vide af kulturalisme.

Kulturalisme er den ideologi, at individet er formet af sin kultur i en grad, så det er ude af stand til at tænke selv og forholde sig til sin egen kultur.

Den findes på venstrefløjen i form af ’hård’ multikulturalisme, hvor man mener, at religioner og kulturer skal beskyttes imod demokrati og ytringsfrihed og have særlige rettigheder til at undertrykke deres medlemmer.

Og den findes på højrefløjen i form af nationalisme og forestillingen om, at stater og samfund kun er mulige, hvis der foregår en hård homogenisering af alle borgere til detaljerne i en bestemt nationalkultur.

Jens-Martin Eriksen og jeg forsøgte i bogen ’Adskillelsens politik’ at analysere kulturalismens mærkelige fænomen – og at foreslå en oplyst, ikke-kulturalistisk tredjeposition, koncentreret om oplysning, individuel frihed og klassiske rettigheder som trosfrihed, foreningsfrihed og ytringsfrihed.

Men spørgsmålet er, om den position egentlig er nogen ’tredje’? Min aktuelle tofrontskrig med Krabjerg og Rifrup får mig til at nære den mistanke, at der egentlig kun er to positioner.

For er Dupont så forskellig fra Dupond? Begge de to hjemlige småpaver bryder sig ikke om oplysningen: Begge finder, der er nogle sandheder, folk helst ikke skal oplyses om.

Begge vil bagatellisere visse drab på anderledes tænkende. Begge vil bagatellisere religiøse antisemitter. Så modsætningen går snarere mellem tilhængere af oplysningen – også i den helt basale betydning af interesse for sandheden – og så dem, der som Krarup og Rifbjerg mener, at der er visse sandheder, der er for farlige for almindelige mennesker.

Og at dem, der taler om disse sandheder, derfor skal belæsses med lort, så man bagefter kan sige, de lugter.