Værdikampen kører i højeste gear i disse år. En nok så vigtig del er et skænderi om, hvem der har hovedæren for de moderne friheds- og lighedsrettigheder. Ifølge en voksende hær af kristne, ofte nationalkonservative nyapologeter, er der ingen tvivl: Det har kristendommen. Dermed har de ikke blot vendt sig frontalt mod de nye ateister – Sam Harris, Richard Dawkins, Christopher Hitchens og Daniel Dennett – der har erklæret religionen krig. De har også afvist en ellers betydelig konsensus om, at kilden til hæderkronede vestlige værdier først og fremmest skal findes i oplysningstiden og sekulariseringen, ikke den kristne kirke. Sandsynligheden for, at nyapologeterne får succes med deres historierevisionisme, burde være beskeden. Der er bjerge af evidens, der taler imod den. Men da den har fået magtfulde kirkeorganisationer til at vejre morgenluft, godt støttet af den borgerlige presse, medieglade teologer og almindelig uvidenhed, skal man ikke være for sikker. Ja, på grund af den ophedede islamdebat herhjemme kan kristendomskritik i vore dage sågar udløse anklager om landsskadelig virksomhed. Med andre ord: Et iskoldt, historisk-kritisk styrtebad er på sin plads. Faktum er, at kristendommen historisk har manifesteret sig som en af de mest intolerante religioner nogensinde. Hvis ikke den mest intolerante. Det skyldes, at kristne allerede fra begyndelsen opfattede sig som repræsentanter for den eneste gud, sandhed og frelse. Derfor afviste de gerne andre religioner som falske, hvilket i kombination med en massiv missionsvirksomhed bragte dem på konfrontationskurs med omverdenen. Berømt er deres forkastelse af den romerske kejserkult. Modstanden mod de kristne udartede i det 3. og begyndelsen af 4. århundrede til regulære forfølgelser. I årene 311 og 313 blev der imidlertid udstedt toleranceedikter, der legaliserede kristendommen. Lidt ligesom Hitler, der udnyttede demokratiet til at afskaffe demokratiet, udnyttede de kristne den religiøse tolerance til at afskaffe den: I slutningen af det 4. århundrede gjorde kejser Theodosius ikke blot kristendom til statsreligion, men forbød også strengt andre religioner. Herefter skulle der gå omkring 1.400 år, før der atter blev indført religionsfrihed i den kristne verden: i Frankrig med ’Erklæringen om menneskerettigheder’ i 1789, i USA med ’The Bill of Rights’ i 1791 og i Danmark med grundloven i 1849.
Indtil da havde de store kirkeinstitutioner for det meste været kendetegnet af en klar intolerance dels internt over for afvigende kristendomsformer, dels eksternt over for ikke-kristne religioner. Hvad førstnævnte angår, slog allerede kirkefaderen Augustin til lyd for anvendelsen af tvang mod kættere. Denne opfattelse blev udviklet og systematiseret med oprettelsen af den pavelige inkvisition i 1231, den spanske inkvisition i 1478 og den romerske inkvisition i 1542; hovedformålet var at udrydde enhver form for kætteri. Først i 1965 blev inkvisitionen nedlagt – og endda kun delvis. Hvad andre religioner angår, kan nævnes frankerkongen Karl den Store, der i 700-tallet kombinerede sine felttog mod sakserne med tvangskristning. De, der modsatte sig den nye religion, blev henrettet, og det var tusinder. Nævnes bør også korstogene til Mellemøsten i 1096-1270. Et vigtigt formål var at fravriste muslimerne magten over Det Hellige Land, men det bundede i et dybt fjendskab til islam, der opfattedes som både afguderi, en trussel og konkurrent. Også den hylder jo en ikke-etnisk, universalistisk monoteisme.
