’Knowledge is pleasure …’ - Sådan lyder sloganet for The Economists kulturmagasin. Et magasin, der ifølge sin egen målsætning koncentrerer sig om det, som så mange andre magasiner sætter fokus på, nemlig: »arts, style, food, wine, cars, travel«, men vel at mærke gør det under magasintitlen Intelligent Life.

Prætentiøs titel, kan man måske mene, men også smart og komplet trendy! Med denne titel og dette slogan udkommer bladet i Storbritannien, Europa, ja, selv i Mellemøsten og Afrika. Læsere og abonnenter overalt i verden vil gerne forbindes med intelligens og viden. Ikke så mystisk, eftersom befolkningerne i store dele af verden aldrig tidligere har været så veluddannede som i dag.

På vores kontor i Kulturafdelingen på Det Kongelige Bibliotek har vi klippet magasinets slogan ud og hængt det op på opslagstavlen. Vi kigger på ordene hver dag, og de er blevet en slags credo for produktionen af vores kulturarrangementer: Viden er vidunderlig, det er lystfuldt at lære, visdom er sensuel, og de, der ved noget ... er … simpelthen sexede!

Det er vores udgangspunkt, når vi producerer vores arrangementer, det er den følelse, vi ønsker at give vores publikum, det er en påstand, vi bekræftes i, når folk møder talstærkt op til vores arrangementer. For jo, unge mennesker vil gerne gå til klassiske koncerter, og nej, det er ikke svært at samle flere hundrede mennesker til en litteraturaften med en tysktalende forfatter. At kultur kun er for de ’blåhårede damer’ er en myte!

De færreste vil nok kalde Det Kongelige Bibliotek for et folkeligt sted, men det er det alligevel blevet på sin egen måde. Om dagen fyldes huset af studerende og folk, som arbejder i læsesalene eller med vores samling, og om aftenen går nogle af dem direkte i koncertsalen eller foredragssalene – sammen med nye gæster udefra. Til foredragsaftener om f.eks. pariseravantgardisten Gertrude Stein eller billedkunstneren Frida Kahlo har vi mellem 300 og 400 tilhørere i salen. Også selv om foredragsholderne er helt ukendte eksperter fra universitetsverdenen.

Den samme publikumsopbakning gælder vores ’International Forfatterscene’. Her samler vi til de store kendte navne som Dario Fo, Salman Rushdie, nobelpristageren Herta Müller og senest Erica Jong let 600 tilskuere. Og da vi skabte et elektronisk netværk for studerende, Students Only!, fik vi på kort tid 7.000 nye, unge medlemmer. Med Brahms, Mozart og Beethoven på programmet fyldes koncertsalen hver gang med studerende, der vil høre Diamant Ensemblets Students Only!-kammerkoncerter.

Hvorfor remser jeg alle disse succeshistorier op? Fordi jeg har lyst til at opponere mod den tendens, der er i kulturlivet, til at overbevise sig selv og hinanden om, at tingenes tilstand er elendig, og at egentlig klassisk dannelse har sølle vilkår i en fordummende tid.

Jeg tror det modsatte! Jeg er nemlig overbevist om, at det, vi i disse år oplever på Det Kongelige Bibliotek, ikke blot skal læses som en enkelt institutions held, men som en tendens, man i et bredere medie- og kulturbillede burde tage højde for og drage fordel af.

Når vi på Det Kongelige Bibliotek kan konstatere, at flere tusinde unge studerende melder sig ind i Students Only! på bare et år, at folk står i kø for at høre udenlandske forfattere, at helt unge mennesker flokkes om at få en plads til vores klassiske koncerter, må vi konkludere, at folk ikke er det fjerneste afskrækkede af lidt mere krævende kulturoplevelser. Uden for landets grænser er udviklingen den samme.

Jeg er netop hjemvendt fra New York, hvor jeg og nogle kolleger har mødt amerikanske producenter fra førende kulturinstitutioner, og herfra er meldingen, at publikum elsker at blive udfordret med krævende underholdning! På Rubin Museum of Art kører de en udsolgt serie af talks, foredrag og interview under navnet ’Brainwave’.

På et andet toneangivende kunstcenter, Galapagos Art Space, meldte de om totalt udsolgt til en foredragsrække, der kort og godt hedder ’Get Smart!’ Og om New York Public Librarys forfatterscene ’Live’ er der decideret hype! Mine amerikanske kolleger forklarede tendensen med, at i krisetider har folk et mere eller mindre bevidst behov for at opruste intellektuelt: Du skal være klog og ’kunne regne den ud’, hvis det pludselig er dig, der står i problemer til halsen.

Jeg er helt overbevist om, at der også herhjemme er masser af potentielt publikum, der har appetit på meget mere end ’X Factor’ i tv fredag aften. Men i alt for mange år har vi overbevist os selv og hinanden om, at folk er lige så lidt begavede, som vi gør dem til.

Resultatet er, at der over en bred kam er blevet talt ned til folk i det offentlige rum: til seere, vælgere, lyttere, læsere, tilskuere. Den så berømte laveste fællesnævner har alt for ofte sat dagsordenen i danske medier og dansk kultur, og 00’erne har været et årti præget af opgør med det elitære.

Med sin generelle mistro og miskreditering af eksperter og folk, ’der vidste noget særligt om noget’, spidsformulerede Anders Fogh Rasmussen tendensen, da han blev regeringsleder i 2001, hvorefter vi også i kulturlivet blev grebet af skræk for at støde folk, publikum og seere væk fra os. Tendensen har været, at man udelukkende satsede på luksus inden for alt det, der kunne konsumeres eller tilfredsstille begæret efter komfort. Alt, hvad der kunne spises, drikkes, siddes og ligges i. Kvalitetsbevidsthed inden for design, tøj, mad, møbler er en dyd, hvorimod kvalitet kun for hovedet eller ånden har været næsten mistænkeliggjort.

Så alt imens vi op gennem 00’erne har købt økologisk mad og designmøbler for millioner og rejst arkitektoniske monumenter for milliarder, har der eksisteret en vrangforestilling om, at folk i almindelighed ikke havde lyst til, ikke kunne kapere eller simpelthen ville kede sig over samme eksklusive kvalitet til hjernen!

Investeringer i kulturen er i påfaldende grad gået til at rejse huse for billedkunsten, teater, orkester og opera i stedet for at investere i kunstarterne selv. Og som Adrian Lloyd Hughes konstaterede i DR 2-programmet ’Kulturkøbing’, har hver kommune med respekt for sig selv rejst en smuk bygning for kunsten, men investeringen er blevet gjort i mursten: smukke rammer, café og designbutik og ikke i samlingerne!

Under den tidligere ledelse på Statens Museum for Kunst var det pludselig Bubber, tv-meteorologen Jesper Theilgaard og andre tv-kendisser, som udtalte sig om kunsten til publikumsarrangementerne. Helt i linje med H.C. Andersen-fejringen i 2005, hvor alverdens superberømtheder blev udnævnt til Andersen-ambassadører uden nødvendigvis at kende digteren særlig godt.

Med Isabel Allende i spidsen, der nævnte en historie af brødrene Grimm, da hun blev spurgt om sit yndlings-H.C. Andersen-eventyr. Foruroligende! Ikke desto mindre har de elektroniske massemedier i høj grad taget Anders Foghs negative doktrin om eksperterne alvorligt.

Stik modsat den store efterspørgsel på kvalitet i alt fra design til kaffe, er vi blevet præsenteret for almindelighed, middelmådighed, amatørisme og dilettanteri på tv. Hovedreglen har været, at vi så på dans, sang, skøjteløb og madprogrammer med folk, som ikke kunne danse, synge, stå på skøjter eller lave mad. Og i skræk for at give seerne noget, der ville blive opfattet som ’fessoragtigt’, har vi set alt for mange nyhedsudsendelser med journalister, der interviewer journalister. Og alt for tit blevet præsenteret for ’hvad mener hr. og fru Danmark på gågaden’ i stedet for eksperter, der på et fagligt fundament kunne udtale sig om en given problemstilling.

Kulturprogrammer har som regel været med folk, som vurderede kunst, film, litteratur og teater ud fra smag og behag afleveret med retorisk tjubang i stedet for faglig indsigt. Der har naturligvis været undtagelser, som ’Deadline 2. sektion’ og det nye ’Kulturgeist’ på DR K, hvor de, der ved noget om sagen, uden blot at være meningsdannere, bliver inviteret i studiet. Men ellers har tendensen været klar. Man har været skrækslagen for at afvise publikum.

Skrækken har til tider været så udbredt, at man efter min mening har set fuldstændig bort fra den iboende modsætning, at de samme folk, publikum, vælgere, seere, lyttere aldrig tidligere har været så veluddannede, som de er i dag! Og af samme grund topmotiverede for at blive udfordret.

Aldrig har så mange fået gymnasiale eksamener og følgende akademiske uddannelser, aldrig har så mange talt og forstået så meget engelsk, aldrig har så mange rejst rundt i verden og begået sig på destinationer, der for blot få år siden forekom dybt eksotiske, eksklusive og elitære, og aldrig har vi været så omstillingsparate og så hurtige til at søge informationer, som webkulturen har opdraget os til.

Alle, lige fra børn på fem år til pensionister i 80-års alderen, færdes i den virkelige og virtuelle verden med samme selvfølgelighed. Og selv om nettet også i høj grad er blevet fyldt med junk – som tv’et – er vi i dag udfordret af det virtuelle rum på en helt anden måde. For 15 år siden konsumerede vi passivt i timevis foran fjernsynet. I dag ser vi stadig meget tv, men går også online – og så sker der noget!

Vi orienterer os, vi søger, og vi tager beslutninger på det grundlag. Vi er mere vågne, mere parate, mere opmærksomme, vi er kommunikerende, kommenterende, vi er hurtigere, og vi har fået en bredere horisont. Vi er måske også blevet mere overfladiske, mindre problematiserende, mere flyvske, mere zappende, men vi er helt sikkert ikke blevet dummere!

Og her må vi tilbage til The Economists kulturmagasin. Man publicerer ikke et magasin, der hedder Intelligent Life, hvis man faktisk tror, at verden er blevet et dummere sted, som chefredaktøren Tim de Lisle udtalte, da bladet kom på gaden. Godt bakket op af en af The Economists globaliseringskorrespondenter John Parkers lederartikel, der rejste spørgsmålet: »Er dette i virkeligheden masseintelligensens tidsalder?«

I artiklen gøres der på baggrund af en række eksempler op med myten om, at det kun er folk i jakke og slips, der går i Metropolitan Operaen, lytter til Classic FM, tager til Guardian Hay litteraturfestival. Pointen er: Der eksisterer et fuldstændigt umættet behov hos folk efter det, som The Economist kalder: »The buzz you get from working that little bit harder«. Et behov for åndelig og intellektuel stimulans. Et behov, som i vid udstrækning kan være svært at få dækket – i hvert fald i traditionelle elektroniske medier.

Det er ikke helt til at vide, hvem f.eks. de danske tv-producenter har defineret som målgrupper til udsendelserne. Og måske har problemet netop været, at grupperne er blevet for hårdt defineret? Og måske forkert defineret?

Uden sammenligning er jeg i mit arbejde i Kulturafdelingen på Det Kongelige Bibliotek som producent holdt helt op med at definere målgrupper. I takt med den mangfoldige virtuelle verdens indtog er traditionelle målgruppeopdelinger jo alligevel opløst og har bevæget sig fra at være segmenter til at være individer: kommunikerende individer i elastiske netværk, som er umulige at sætte på formel.

De traditionelle blå, grønne og pink segmenter sidder ikke længere derude og blot venter på at blive ramt og penetreret af diverse kampagner. Spørgsmål som: Hvad kan folk lide? Hvad kan folk ikke lide? Hvorfor kan de mon ikke lide det? Hvilken socialgruppe tiltrækker vi? Og hvilket segment? – har jeg undladt at stille. Vi har præcis reageret imod, at vi igennem de etablerede medier i alt for mange år netop har fået det, ’vi gerne ville have’.

I stedet har mine kolleger og jeg valgt at udvikle kulturarrangementer ud fra den ene præmis, at vi selv skulle have lyst til at gå til dem: klassiske fyraftenskoncerter, samtaler mellem mennesker med en særlig viden, som ikke jages igennem af en stakåndet vært, der skal nå rundt om et emne på ti minutter!

Samtaler, hvis grundlag ikke er uenighed, men som strækker sig over halvanden time, med den dynamik eller – for den sags skyld – de afveje og krinkelkroge, den slags samtaler nu en gang kommer ud i. Vi har villet skabe det, som ikke længere fandtes på tv og knap nok i radioen, nemlig fordybelsen, roen i et interview og refleksionen. Og vi har haft en formodning om, at andre end os gerne ville opleve tanker eller musik blive født og skabt live i salen.

Vi ville gerne have nærvær, og vi har opdaget, at det er meget lettere at tiltrække et bredere publikum, hvis man ’taler op til dem’. For alle forbrugere, også de, der betaler for kulturoplevelser, vil gerne genspejles som begavede, cool – og dermed moderne!

I den sammenhæng er det blot endnu mere interessant, at det ikke kun er på Det Kongelige Bibliotek og i de store kulturinstitutioner i New York, at man kan se tendens til, at mange har lyst til næring for ånden. De store danske kunstmuseer har for nylig meldt ud, at der er massiv publikumsfremgang over hele linjen. Publikum strømmer til litteraturfestival på Louisiana og til ’Hamlet’ på Kronborg. Ligesom The Economist-journalisten John Parker dokumenterer tendensen internationalt med tal, der fortæller, at i Paris går langt flere folk på Louvre end i Eiffeltårnet, og i London er Tate Museum en større publikumsmagnet end London Eye.

Der er grund til at være optimistisk på kulturens vegne. Folk vil udfordres! Klassisk dannelse er i det nye årti ikke længere et fyord, men appellerer bredt. Balletten, teatrene og operaen, som har vanskeligheder i disse år, burde støttes massivt, så vi griber en historisk chance for at udvikle nyt publikum til den række af ikonografiske kulturhuse, vi alene i København har fået de seneste 12 år.

Selv om dommedagsprofetierne ingen ende ville tage, mens man f.eks. byggede Den Sorte Diamant, er den alligevel endt som en god historie: en stor, åben forskningsplatform og et åbent hus, hvor samlingerne kommer i spil med foredrags-, koncert- og udstillingssale ud over café, gourmetrestaurant og boghandel. Det ny operahus blev også mødt med sønderlemmende kritik, og historien gentog sig med Nouvels vidunderlige koncertsal i DR.

De pionerer, der har stået i spidsen for disse ikonbyggerier, som er sat i søen for at generere ny energi til landet, har skullet have is i maven, og deres ambitioner fordrer nu af os producenter – og politikere, der sidder på bevillingerne – at bringe byen i udvikling! Vi må ikke lade det hele gå op i ævl og kævl og tabe det store, potentielle publikum på gulvet, fordi mursten æder midlerne op. Publikum vil gerne komme i de smukke bygninger.

Det er ikke forestillingerne og kulturen, der opleves som elitær, det er priserne. Når prisen let kan løbe op i små 1.000 kroner for to mennesker til en aften med Molières ’Misantropen’, bliver kongeligt teater kun for en udvalgt skare. Den visionære kraft, der ligger i de kolossale bygningsprojekter, kan bringe Danmark frem til en ny kulturel storhedstid, med eksklusive rammer om kunsten og publikum.

Og København ville kunne melde sig i konkurrencen om at tiltrække kreativt talent og internationale virksomheder; en konkurrence, der lige nu er tabt stort til Stockholm og Berlin.

Lad os komme med på den internationale trend: Unge som gamle har kæmpe appetit på eksklusiv kvalitet for ånden … ’Knowledge is pleasure’ …!