’Knowledge is pleasure …’ - Sådan lyder sloganet for The Economists kulturmagasin. Et magasin, der ifølge sin egen målsætning koncentrerer sig om det, som så mange andre magasiner sætter fokus på, nemlig: »arts, style, food, wine, cars, travel«, men vel at mærke gør det under magasintitlen Intelligent Life. Prætentiøs titel, kan man måske mene, men også smart og komplet trendy! Med denne titel og dette slogan udkommer bladet i Storbritannien, Europa, ja, selv i Mellemøsten og Afrika. Læsere og abonnenter overalt i verden vil gerne forbindes med intelligens og viden. Ikke så mystisk, eftersom befolkningerne i store dele af verden aldrig tidligere har været så veluddannede som i dag. På vores kontor i Kulturafdelingen på Det Kongelige Bibliotek har vi klippet magasinets slogan ud og hængt det op på opslagstavlen. Vi kigger på ordene hver dag, og de er blevet en slags credo for produktionen af vores kulturarrangementer: Viden er vidunderlig, det er lystfuldt at lære, visdom er sensuel, og de, der ved noget ... er … simpelthen sexede! Det er vores udgangspunkt, når vi producerer vores arrangementer, det er den følelse, vi ønsker at give vores publikum, det er en påstand, vi bekræftes i, når folk møder talstærkt op til vores arrangementer. For jo, unge mennesker vil gerne gå til klassiske koncerter, og nej, det er ikke svært at samle flere hundrede mennesker til en litteraturaften med en tysktalende forfatter. At kultur kun er for de ’blåhårede damer’ er en myte! De færreste vil nok kalde Det Kongelige Bibliotek for et folkeligt sted, men det er det alligevel blevet på sin egen måde. Om dagen fyldes huset af studerende og folk, som arbejder i læsesalene eller med vores samling, og om aftenen går nogle af dem direkte i koncertsalen eller foredragssalene – sammen med nye gæster udefra. Til foredragsaftener om f.eks. pariseravantgardisten Gertrude Stein eller billedkunstneren Frida Kahlo har vi mellem 300 og 400 tilhørere i salen. Også selv om foredragsholderne er helt ukendte eksperter fra universitetsverdenen.
Den samme publikumsopbakning gælder vores ’International Forfatterscene’. Her samler vi til de store kendte navne som Dario Fo, Salman Rushdie, nobelpristageren Herta Müller og senest Erica Jong let 600 tilskuere. Og da vi skabte et elektronisk netværk for studerende, Students Only!, fik vi på kort tid 7.000 nye, unge medlemmer. Med Brahms, Mozart og Beethoven på programmet fyldes koncertsalen hver gang med studerende, der vil høre Diamant Ensemblets Students Only!-kammerkoncerter. Hvorfor remser jeg alle disse succeshistorier op? Fordi jeg har lyst til at opponere mod den tendens, der er i kulturlivet, til at overbevise sig selv og hinanden om, at tingenes tilstand er elendig, og at egentlig klassisk dannelse har sølle vilkår i en fordummende tid. Jeg tror det modsatte! Jeg er nemlig overbevist om, at det, vi i disse år oplever på Det Kongelige Bibliotek, ikke blot skal læses som en enkelt institutions held, men som en tendens, man i et bredere medie- og kulturbillede burde tage højde for og drage fordel af. Når vi på Det Kongelige Bibliotek kan konstatere, at flere tusinde unge studerende melder sig ind i Students Only! på bare et år, at folk står i kø for at høre udenlandske forfattere, at helt unge mennesker flokkes om at få en plads til vores klassiske koncerter, må vi konkludere, at folk ikke er det fjerneste afskrækkede af lidt mere krævende kulturoplevelser. Uden for landets grænser er udviklingen den samme. Jeg er netop hjemvendt fra New York, hvor jeg og nogle kolleger har mødt amerikanske producenter fra førende kulturinstitutioner, og herfra er meldingen, at publikum elsker at blive udfordret med krævende underholdning! På Rubin Museum of Art kører de en udsolgt serie af talks, foredrag og interview under navnet ’Brainwave’.
