»I think I might be the voice of my generation…« sætningen fra Lena Dunhams ’Girls’ fra i 2012 var først et løfte. Så en punchline. Så et problem. Men nu er meget tid gået og hun kan som 39-årig se tilbage med et langt større overblik og med mange flere nuancer end sit yngre jeg. Rent faktisk løfter hun den opgave hun gav sin fiktive pendant Hannah i tv-serien ’Girls’: hun bliver en stemme i en generation, der bærer følgesygedommene fra sin berømmelse med sig ind i rampelyset.
