En varm eftermiddag for nogle år siden sad jeg i et tv-studie for at levere råd til, hvordan forældre i et lokalsamfund kunne tale med deres børn om en verserende krænkelsessag på en nordsjællandsk skole. At udtale mig i regi af mit arbejde som talsperson i en børnerettighedsorganisation havde jeg gjort ofte. Sagen skulle dækkes, og der var flere vigtige vinkler i den. Men denne eftermiddag var anderledes for mig. Jeg cyklede hjem med en mærkelig fornemmelse.
Jeg havde været en del af en sendeflade, der løbende søgte nye vinkler på en dybt alvorlig sag midt i et skolemiljø, hvor børn og voksne formentlig havde brug for ro og tryghed.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.