Den internationale mærkedag for sygeplejersker har lige passeret os, mens stadig flere sygeplejersker og andet medicinsk personale spærres inde i Al-Khalifas fængsler.

Khalifa er den herskende familie i Bahrain, hvor myndighedernes overtrædelse af menneskerettighederne på det seneste har strakt sig til også at ramme medicinsk personale. Dermed krænkes internationale konventioner, som opfordrer til human behandling og omsorg til de sårede og pleje af syge, og som desuden forbyder tortur og uretfærdig rettergang.

Inspireret af revolutionen i Tunesien og Egypten startede en ny revolutionsbølge i den lille golfstat Bahrain tilbage i februar. En gruppe, der på Facebook kaldte sig for ’14. Februars Ungdom’, stod bag protesterne. 14. februar, årsdagen for landets forfatning fra 2002, oplevede landet store opstande, hvor mindst 25 blev såret og én døde, efter at sikkerhedsstyrkerne skød direkte mod demonstranterne med tåregas.

De protesterende ønskede ændringer i landets forfatning, en ny statsminister (den nuværende, kongens onkel, har haft sin stilling i 42 år), løsladelse af politiske fanger og bedre levevilkår. De havde dog varslet, at kravene ville ændre sig, hvis regimets angreb på de fredelige demonstrationer førte til dødsfald blandt dem.

Ali Mushaima, var den første, der faldt. Han døde på opstandens første dag. Kravene ændrede sig – det var ikke længere et konstitutionelt monarki, de protesterende ville have, men regimets fald. Der forblev dog forskellige parter, der holdt fast ved kravet om et konstitutionelt monarki.

Selv efter de bestialske angreb på demonstranterne er opstanden og protesterne fortsat fredelige. Blandt de midler, der er brugt, er blomster, som blev givet til politimænd. Nu arrangeres lysoptog, hvor der blandt andet spredes lys over jorden. Metoderne vil dog gradvist ændre sig, da ’14. Februars Ungdom’ har annonceret begyndelsen på ’den hellige forsvarsperiode’. Dette er en følge af et ultimatum til regimet: Hvis ikke alle de arresterede kvinder blev frigivet senest torsdag 12. maj – en dato, der allerede er passeret uden løsladelse af alle kvinderne – ville opstanden ændre kurs. Alligevel vil protesterne forblive fredelige.

Menneskerettighedsorganisationen ’Physicians for Human Rights’ (PHR) har rapporteret, at læger er blevet anholdt på deres arbejde eller hjem af maskerede mænd på grund af 1) deres behandling af de sårede fra protesterne mod regimet, 2) deres rolle som vidner til krænkelserne af menneskerettighederne udført af Bahrains sikkerhedsstyrker og 3) anklager om, at det største offentlige hospital (Salmaniya Medical Complex) er kilde til politiske aktiviteter. Desuden er der stærke beviser på, at der er organiserede og koordinerede angreb på medicinsk personale på grund af deres bestræbelser på at pleje sårede demonstranter.

Arrestationerne af medicinsk personale har mundet ud i, at 47 borgere, heriblandt 23 læger og 24 sygeplejersker, blandt andet er blevet sigtet for »at fremme bestræbelserne, der havde til formål at vælte den kongelige familie, udbredelse af falske nyheder og deltagelse i demonstrationer imod regimet«. Justitsminister Khaled bin Ali Al-Khalifa fremlagde sigtelserne. 150 andre medicinsk personale er efter sigende i gang med at blive efterforsket og flere af de arresterede, som er blevet løsladt, har forklaret, at de under tortur var tvunget til at give falske tilståelser og underskrive tilståelser med bind for øjnene.

En læges beretning om det, hun oplevede under detentionen, blev sendt til ’The Independent’. Hun fortæller:

» … Mens vi var tvunget til at stå, blev vi slået af politifolk med en tyk slange. En mandlig politimand spurgte mig med en truende stemme, før han begyndte at slå mig, om jeg nogensinde havde været udsat for fysisk vold af min mand. Jeg sagde: »Aldrig«. Denne officer slog mig så i ansigtet … Den virkelige tortur startede, da de gav os bind for øjnene. De tvang mig til at løbe med bind for øjnene i forhørsværelset. Jeg løb og ramte en væg med en sådan kraft, at det resulterede i en stor bule på min pande. Forhørslederne fik mig derefter til at placere min sko på toppen af mit hoved. De fortalte mig, det var, hvad jeg fortjente, fordi jeg er en »værdiløs shia ... sådan som jeg arbejder mod vores konge og kronprins«. De tog min lægekittel, fordi de sagde, at jeg ikke fortjente den, og at jeg havde forrådt min karriere som læge …«.

Ud over de mange arrestationer og angreb på medicinsk personale er flere blevet suspenderet fra deres arbejde i minimum tre måneder. I stedet prøver regimet at hente filippinere til landet for at overtage de suspenderedes og arresteredes arbejdspladser.

Overfaldene på medicinsk personale startede allerede efter første angreb på, hvad der dengang hed Perlepladsen, hvor læger og paramedicinere blev slået og nægtet adgang til de sårede.

Medicinsk personale er ikke den eneste gruppe, der er blevet genstand for angreb og arrestationer. Al-Khalifas regime har også langet ud efter politikere, bloggere, skoleelever (især piger), sportsfolk og mediefolk for at nævne nogle. I Bahrain er der i dag to politiske fangere per 1.000 indbyggere.

Otte af de arresterede er anklaget for angiveligt at have påkørt og dræbt to politimænd, da Perlepladsen blev ryddet for anden gang. Fire af de anklagede har den 28. april ved en særlig militær domstol fået dødsdom, mens tre andre er blevet idømt livsvarigt fængsel. Alle er civile. Hvis du nu undrer dig over, hvad den ottende blev dømt til, så vil jeg fortælle, at Ali Saqer (som han hed) døde på grund af tortur i detentionen. Sagen har vakt megen opsigt – ikke alene grundet de fire dødsstraffe og torturmærker på den afdøde, men også på grund af de mange modsigelser, sagen er behæftet med. For at nævne nogle har det bahrainske stats-tv sendt de otte anklagedes tilståelser om drabene.

Tv viste Saqers tilståelse, hvilket mindsker troværdigheden ved tilståelserne, eftersom han før udsendelsen døde og havde torturmærker på kroppen, tilståelserne er ikke overensstemmende. Siden blev videoklippet for påkørslen af en af politimændene kritiseret, da det viser flere uforeneligheder mellem politimandens tilstand lige efter påkørslen og senere hen på hospitalet.

I mellemtiden kører en anden retssag mod 21 oppositionsledere og menneskerettighedsaktivister i Bahrain. De er blandt andet anklaget for at oprette en terrororganisation med det formål at vælte regimet med magt og for links til udenlandske grupper (tilsyneladende en henvisning til Hizbollah og Iran). Rettergangen strider mod mange grundlæggende principper i internationale standarder, herunder bliver menneskerettighedsobservatører nægtet adgang til retssalen.

Blandt de 21 er Abdulhadi Al-Khawaja, menneskerettighedsaktivist, som har boet i Danmark i flere år og har dansk statsborgerskab. Hele sit liv har han arbejdet for menneskerettigheder og har endvidere oprettet ’Bahrain Center for Human Rights’.

Før rejsen tilbage til Bahrain boede han med sin familie, konen og fire døtre, i Holte. Døtrene havde derfor deres barndom her, hvor de gik i skole og havde en masse venner, som de stadig har kontakt til. En af døtrene, Maryam, er nu formand for ’Foreign Relations Office, Bahrain Center for Human Rights’.

8. april angreb maskerede sikkerhedsstyrker den ældste datter, Zainabs hjem for at arrestere hendes far. Styrkerne havde ikke en kendelse med, ej heller gav de en grund til anholdelsen. Abdulhadi Al-Khawaja blev arresteret på brutal vis sammen med to af sine svigersønner. Jeg lader Zainab fortælle lidt om det, der skete den aften:

»De greb min far om halsen, trak ham ned ad en trappe og slog ham derefter bevidstløs foran mig. Han løftede aldrig hånden til at modstå dem, og de eneste ord, han sagde, var: »Jeg kan ikke trække vejret«.«

Zainab indledte nogle dage efter en sultestrejke, indtil hun vidste besked om sine familiemedlemmer. Sultestrejken varede ti dage og sluttede, da menneskeretsorganisationer bad hende om at stoppe, fordi hendes tilstand var så stærkt forværret, at hendes mor endte med at give hende vand med en ske.

Kongens regime bygger på hård gengældelse og straf mod tusinder af bahrainere, alene fordi de har deltaget i protester mod regimet og har krævet en afslutning på undertrykkelse og diskrimination – og krævet en folkevalgt regering. Indtil dags dato er 31 døde under opstanden, heraf er fire døde i politiets varetægt.

Et billede af kong Hamad Al-Khalifas politik kan tegnes med Ali Saqers historie, som har spredt sig over medierne og har gjort Al-Khalifas regime ’forlegent’. Først proklamerede regimet, at han døde på grund af kvæstelser, han havde pådraget sig efter at have skabt uro, hvor flere politimænd prøvede at få styr på ham. Desuden anklagede man Nabeel Rajab, formanden for Bahrain Center for Human Rights, for at have manipuleret med Saqers billeder, således at man uretmæssigt skulle tro, at han var blevet udsat for tortur.

Da en BBC-journalist, Frank Gardner, til et pressemøde afholdt af sundhedsministeren, fortalte, at han havde set torturmærkerne på Saqers lig, lovede ministeren en undersøgelse. Nu, nogle uger efter, skal fem politimænd stilles for en dommer.

Dette er blot et eksempel på regimets politik. Benægte og forfalske, og når man bliver fanget, ja, så finder man nogle syndebukke. Ikke at disse syndebukke nødvendigvis ikke har udøvet tortur på Saqer, men man undrer sig over, hvor ordrerne kom fra. Det er ikke ligefrem den eneste hændelse, hvor en person dør i politiets varetægt, og hvor man finder tydelige torturmærker på kroppen. Tortur har systematisk fundet sted i Bahrains fængsler også før denne opstand. Ian Henderson, en britisk officer, var hovedansvarlig for det i lang tid.

For at omringe og stoppe protesterne erklærede Bahrains konge undtagelsestilstand i marts måned. Det har betydet, at enhver forsamling på cirka 5-6 personer bliver slået hårdt ned, og deltagerne bliver arresteret. Desuden er Saudi-Arabien og de andre medlemmer af de arabiske golfstaters samarbejdsråd blevet inviteret til at komme og ’beskytte’ landet, skønt GCC’s konventionsbetingelser stipulerer, at militærmagten kun må anvendes mod fremmed besættelse!

Kontrolposter er indført overalt i landet, især ved shiitiske byer, kampvogne er en del af gadebilledet, og nyheder om massefyringer er hverdag. Tillige kræves nu troskabsløfte fra folket, blandt andet kan man ikke starte på universitetet, før man har skrevet under på et krav om loyalitet over for kongen og Al-Khalifa-familien.

Undtagelsestilstanden er af kongen blevet ophævet med virkning fra 1. juni. Mange mener dog ikke, at dette vil ændre særlig meget på situationen og anser det som et taktisk skridt for stadig at kunne være værter for ’Formula 1 Grand Prix’ og på den måde forbedre den dalende økonomi og landets stærkt beskadigede renommé. Bahrain har fået 3. juni som deadline til at beslutte et tidspunkt for ’Bahrain Grand Prix’ i år.

Trods mere medieovervågenhed omkring Bahrains situation i forhold til den, der var i 90’erne, er Vestens politiske ledere overordnet tavse over for krænkelserne i Bahrain. I Danmark har man sjældent kunnet læse om situationen i Bahrain, og desuden har der generelt været få udtalelser fra vores politikere. Danmark har dog tilsluttet sig en fælles EU-udtalelse tilbage i april, hvor man giver udtryk for bekymring over menneskerettighedssituationen i Bahrain og opfordrer til dialog mellem parterne (morderen og offeret vel og mærke!) uden at kritisere den bahrainske myndigheds håndtering af sagen.

Når reaktionen fra Danmark, de andre EU-lande og stormagten USA er mild, især når det sammenlignes med, hvordan Libyen, Yemen og Syrien bliver omtalt, må der være en grund. Vi dødelige må håbe på, at det er en god grund. Jeg kan imidlertid ikke lade være med at stille mig selv spørgsmålet: er der mon en god grund til drab, tortur og undertrykkelse af folk?

Flere bahrainere har på det seneste undret sig over den amerikanske administrations stilhed – og har stillet sig selv spørgsmålet: Er vores liv virkelig mindre værd end de libyske, yemenitiske og syriske?

Denne undren er blevet bestyrket efter, at USA’s State Department afslog at sende en repræsentant til en høring om menneskerettighedssituationen i Bahrain, hvilket kan fortolkes som, at man giver Al-Khalifas regime grønt lys til at fortsætte med krænkelserne. Tavsheden, især fra USA, har været genstand for mediernes opmærksomhed, hvor flere – heriblandt den anerkendte journalist Robert Fisk – peger på, at hovedårsagen hertil nok er ’frygten’ for Saudi Arabien. Derfor har det ikke den store betydning, at Bahrain er en ’ven’, at Bahrain er hjemsted for USA’s femte flådebase, for den er ikke umulig at flytte til Qatar eller Emiraterne.

Det, der foregår i Bahrain, er en opstand og et folkeligt oprør mod et korrupt regime, der har regeret Bahrain i 200 år. Styreformen har siden starten af oprøret forsøgt at portrættere oprøret som en shiitisk opstand mod det sunnitiske mindretal.

Det er hjulpet på vej af det faktum, at cirka 70 procent af befolkningen er shiitter, hvilket de åbenbart overser, for naturligvis vil det afspejle sig i mængden af shiitter versus sunnier, der demonstrerer. Protesterne landet over samler sunnier såvel som shiitter, arbejdere, studerende, politikere, mediefolk og sportsfolk … kort sagt mennesker fra forskellige samfundslag og ideologier. De deltager som bahrainere, og ikke som shiitter med tilknytning til Iran, som det hævdes af det regerende regime.

Oprøret har aldrig været sekterisk, men et opråb om bedre levevilkår og værdighed. Et opråb om, at grænsen er nået, og at folk har fået nok af at blive uretfærdigt behandlet. Demonstranterne kræver deres rettigheder og frihed. De kræver demokrati.