»Uden Grønland og det arktiske perspektiv ville Danmark fremstå som en lille, uinteressant udkantsprovins nord for EU«. Tidligere landsstyreformand Lars Emil Johansen

Nogle få minutters ophold på landsstyreformand Kuupik Kleists kontor er nok til at overbevise én om, at Grønland for alvor er kommet i verdens søgelys.

Selv landsstyreformandens ellers så kølige og rolige sekretær ses at være en smule stresset i sine bestræbelser på at få Kuupik Kleist til at forholde sig til de mange henvendelser:

»Har du tid til at møde Hillary i New York 10. september?«

»Barroso kan komme til Nuuk på tirsdag, okay?«

»Jens Stoltenberg i telefonen, tager du den?«

»Skal vi give den kinesiske ministerpræsident, Zhu Rongji, Angela Mergel til bords?«

De forventede forekomster af olie, gas, guld, ædelstene og ikke mindst de konstaterede sjældne jordarter, enorme mængder af vand og udsigt til en åbning af Nordvestpassagen har klimatisk, ressourcemæssigt og militærstrategisk for alvor sat Grønland på verdenskortet.

For at få andel i retten til udvinding af disse værdier bejler alverdens stormagter og multinationale selskaber i disse år til landsstyreformand Kuupik Kleist i en grad, som må gøre en Villy Søvndal grøn af misundelse, og indimellem få en Kuupik Kleist til at ligge søvnløs om natten.

Efter sigende skulle Villy da også have anmodet Kuupik om at blive inviteret med til de mange møder med statsoverhoveder fra hele verden, hvilket Kuupik skulle have sagt ja til på betingelse af, at Villy ved disse møder ifører sig grønlandsk anorak og lover at holde sin kæft.

Ingen med blot et minimalt kendskab til Grønland kan længere være i tvivl om, at Grønland og rigs(fælles?)skabet står over for en række grundlæggende valg og forandringer, der i omfang og hast langt overgår, hvad man hidtil har været vidende til.

Man kan kun være enig med landsstyreformanden, når han i sin tiltrædelsestale efter jordskredsvalget i juni 2009 slog fast, at status quo ikke længere er en mulighed.

Man kan kun gisne om, hvad de tavse grønlændere egentlig ønsker at videregive til deres efterkommere:

Et frit, rigt og rent land?

Et afhængigt, fattigt og beskidt land?

Et koldkrigsland?

Et lykkeligt land?

Et egoland?

Et selvmordsland?

Et kærligt land?

Vil grønlænderne forvalte milliardindtægterne på en måde, der gør menneskene så lykkelige som muligt og skåner dem fra så mange lidelser som muligt?

Er det for naivt at forestille sig, at grønlændernes dyrekøbte erfaringer har ført til en erkendelse af, at en velstandsfremgang ikke i sig selv udgør en garanti for øget livskvalitet?

Vil man give sig tid til at finde frem til, hvilke værdier et fremtidigt samfund skal tage udgangspunkt i?

Vil man eksempelvis genindføre de urgamle, åndelige eskimoiske SILA-værdier som omsorg, solidaritet, ydmyghed, tolerance, bæredygtighed, tilgivelse, glæde, samhørighed og kærlighed, eller vil individualisme og materialisme – som det ses i så mange lande verden over – blive styrende for menneskenes adfærd?

Grønland udgør på én gang både de potentielle muligheders og de potentielle katastrofers land med mulighed for inden for en kort årrække at blive det land i verden med det højeste bruttonationalprodukt per indbygger.

Samtidig er der risiko for, at Grønland opnår verdensrekord i eksempelvis antal ungdomsselvmord, psykiske og fysiske overgreb over for kvinder, frafald på ungdomsuddannelser, omsorgssvigt af børn og antal provokerede aborter.

Jeg tror, at Kuupik Kleist direkte adspurgt om, hvilke egenskaber han er mest bange for at tilegne sig i sin tid som landsstyreformand, kunne finde på at svare: storhedsvanvid og mangel på rettidig omsorg«.

Ingen tvivl om at økonomisk uafhængighed af det årlige danske bloktilskud står øverst på et stort flertal af grønlændernes ønskeliste for de kommende ti år.

Umiddelbart kunne det se ud som om det eneste, der binder Danmark og Grønland sammen i dag, er en årlig pengeoverførsel, det danske kongehus, De Forenede Bryggerier og skiftende danske kvinde- og herrelandshold i håndbold og fodbold.

Mange vil hævde, at det er de stærke følelsesmæssige bånd de mange blandede familier imellem, de mange livslange venskaber mellem grønlændere og danskere, kontakten til det store antal grønlandske studerende i Danmark og Grønlands dag i Tivoli er det, der reelt binder de to lande sammen i dag.

Overordnet set foreligger der ingen fælles dansk-grønlandsk vision, og begreber som samhørighed og kærlighed er i dag skiftet ud med begreber som berøringsangst og ligegyldighed og en stiltiende aftale om ikke at ”blande” sig i hinandens indre anliggender.

At bloktilskuddet er så forhadt, kan ikke undre, da ordningen fastlåser Grønland i et økonomisk afhængighedsforhold til Danmark.

Igennem årene har der indimellem lydt kritik fra dansk side over for grønlændernes manglende taknemlighed og uansvarlige forvaltning af de årlige milliardoverførsler.

Mange danskere bærer rundt på en skyldfølelse (’white man’s burden’) over at have været med til at igangsætte en udvikling hen over hovedet på et flertal af grønlænderne med store menneskelige omkostninger til følge.

Omvendt siger flere grønlændere, at mange danskere optræder som bedrevidende, fordømmende, evigt bekymrede og med et stort behov for ’at redde grønlænderne’, det såkaldte Florence Nightingale-syndrom.

Mange danskere vil partout forstå og ’italesætte’ forskellene i hinandens væremåde i stedet for bare at acceptere, at der er mindst lige så store forskelle mellem danskere og grønlændere, som der er mellem en australsk kænguru og en bornholmsk røget sild.

Men måske bunder det hele i, at vi i min generation efter århundreders dansk koloniherredømme, de mange løgne, den konstante mistillid, mistænkeliggørelsen og de mange brudte løfter parterne imellem, dybest set slet ikke bryder os ret meget om hinanden

Stuerene bliver vi aldrig i hinandens øjne, hverken som danskere eller grønlændere – uanset hvor megen umage ’de’ og ’vi’ gør os hver især.

Og det allerværste er, at mange grønlændere bærer rundt på en del af både ’dem’ og ’os’ og dermed fører en daglig indre kamp om, hvorvidt det er ’dem’ eller ’os’, de skal lytte til og rette sig efter.

Det mentale blokunderskud Grønland og Danmark imellem kan resultere i, at grønlænderne på et tidspunkt vil foretrække at gøre sig økonomisk afhængig af andre end af et dansk folketing og en dansk regering, som ellers er underlagt en række skrevne og uskrevne etiske og demokratiske regelsæt.

Grønland er mere økonomisk på spanden, end godt er.

Med de forventede årlige trecifrede millionunderskud på finansloven de kommende mange år, de offentlige selskabers milliardgæld til udlandet, den demografiske udvikling, kæmpe anlægsinvesteringer m.v., er der risiko for, at landsstyret kan føle sig presset til at indgå aftaler, de moralsk set ikke har lyst til at indgå i, herunder en hel eller delvis accept af:

-Risikofyldte prøveboringer efter olie i dybe, isfyldte og stormfulde arktiske farvande, som ved en ulykke kan få langt mere vidtrækkende konsekvenser end katastrofen med olieudslippet på BP’s olieboreplatform i Den Mexicanske Golf.

-Overtrædelse af indgåede internationale konventioner vedrørende løn- og arbejdsmiljø, som man eksempelvis ser det i Mozambique, hvor de multinationale selskaber indkvarterer de kinesiske arbejdere i kz-lignende lejre med op til 15 timers arbejdsdag og til en timeløn på 10 kroner eller derunder (social dumping).

-Mistænkeliggørelse af personer, der udtrykker sig kritisk over for eksempelvis ophævelse af nultolerancepolitikken, social dumping, risici forbundet med prøveboringer til havs m.v., som uden videre stemples som landsforrædere, terrorister eller det, der er værre: som nogle, der går Greenpeaces ærinde.

For år tilbage fremkom der en udtalelse på et borgermøde om, at »Grønland udgør det mest hemmeligholdte diktatur i verden«.

Findes der mon et grønlandsk ord for ’berufsverbot’, og findes der mon bare én ledende grønlandsk politiker eller embedsmand, der reelt ønsker en ændring af de eksisterende magtforhold, herunder en tiltrængt adskillelse af den lovgivende, udøvende og dømmende magt?

Målet helliger midlerne, alle har noget på alle, så den, der tier, samtykker ikke.

Man holder simpelthen sin kæft af angst for at miste status, magt og privilegier vel vidende, at ingen er i stand til at overleve i Grønland, hvis det offentlige først har set sig sur på én.

De dyrekøbte og smertelige erfaringer fra de seneste 60 års rivende udvikling må få de ansvarlige politikere til at indse, at der ikke uden videre kan sættes lighedstegn mellem materiel fremgang og øget livskvalitet.

Man kunne måske forestille sig etablering af en åndelig og kulturel havarikommission, hvis mission kunne være at inddrage den enkelte borgers viden og erfaringer for at blive klogere på, hvad det er, der har udløst de gevinster og tab, der er opstået i kølvandet på den hidtidige førte politik.

Parallelt hermed bør der stilles de spørgsmål, der skal og må findes svar på, før en ny og mere omfattende udviklingsindsats igangsættes, herunder:

Hvordan sættes der en stopper for de store flygtningestrømme fra Grønland til Danmark af voldstruede kvinder og børn, der dagligt udsættes for fysiske og psykiske overgreb?

Hvordan sikrer man, at børn og unge igen ser en ære i at brødføde sig selv og får mod på at generobre ansvaret for samfundsudviklingen og for egen og familiens sundhed?

Hvordan får man de mange ældre, der vælger at leve i Danmark i deres alderdom til at blive i Grønland og fastholde de livsvigtige funktioner de til daglig varetager i familierne?

Hvordan forebygger man, at en tredjedel af en fødselsårgang aldrig får fodfæste på arbejdsmarkedet og er henvist til en tilværelse på livslang overførselsindkomst?

Hvordan får man gennemført en mental afkolonisering og en forsoning med sin egen historie, så man kan få slået de streger i sandet, der skal til for at kunne starte på en frisk?

Den skjulte centralisering, myndighederne p.t. er i gang med at gennemføre for at tvinge folk til at flytte fra deres bosted, forstærker den førte politik fra 1960’erne og op til i dag.

De mindre byer og bygder tømmes systematisk for alle meningsfyldte aktiviteter, presses økonomisk og efterlades i et tomrum – en proces, der af nogle betegnes som en form for skjult mentalt folkemord.

Mange familier ser intet lys for enden af tunnelen, hvilket er dybt tragisk, da det at miste håbet er altødelæggende for et menneske og et samfunds overlevelse.

Hvor hver by i Grønland indtil for nogle få år siden havde egen kommunalbestyrelse, egne kommunale forvaltninger, borgmester, udvalgsformænd m.v., findes der i dag ingen form for formaliseret demokrati eller medbestemmelsesret i et flertal af byerne i Grønland.

Den grønlandske overklasse har ikke blot blindt overtaget den danske overklasses fordømmende rolle over for de dårligst stillede medborgere, men har oven i købet forstørret og forstærket de tidligere magthaveres adfærd, i lighed med hvad man kan observere i alle tidligere kolonilande verden over.

Mange af de unge veluddannede grønlændere i ledende offentlige stillinger ser ud til at mene, at tilværelsen går ud på at gafle mest muligt til sig som for eksempel tjenestebil, tjenesterejser, delvist skattefinansierede boliger, ferier i udlandet og erhvervelse af lystbåde i halvanden til tre millioner kroners klassen.

Egentlig kan det godt undre én, at befolkningen stiltiende finder sig i at leve i et land, hvor mantraet tilsyneladende er ’Til dem, som har, skal mere gives, og til dem, som intet har, skal selv det lidet, de har, tages fra dem’.

Man kunne ønske sig, at den store del af befolkningen, der i praksis er sat uden for indflydelse og igen risikerer at komme til at stå som tilskuere til udviklingen af deres eget land, ville starte en revolution.

Men revolution ligger nok ikke lige til højrebenet for et flertal af grønlændere, der igennem årtusinder har baseret deres overlevelse på at efterleve dyder som tilgivelse, autoritetstro, ydmyghed, tilbageholdenhed, tålmodighed og nøjsomhed.

Hvilken vej Grønland og grønlænderne vælger, er umulig at sige på nuværende tidspunkt, men uanset hvilken der vælges, er kravet om en udnyttelse af landets enorme ressourcer og de multinationale selskabers entre på den grønlandske scene uafvendeligt.

Med et befolkningsunderlag på godt 50.000 indbyggere, en katastrofal mangel på uddannet arbejdskraft og et serviceniveau, der er båret kunstigt oppe af en tilskudsøkonomi og en ineffektiv og nærmest beslutningslammet centraladministration, bliver det ikke manglen på udfordringer, der kommer til at præge de kommende generationers dagligdag.

Men hvem ved, måske er det for naivt at forestille sig, at et Grønland uden for et rigs(fælles)skab og tætte alliancer med EU og Nato overhovedet får noget som helst at skulle have sagt, når først stormagter og multinationale selskabers interesser trues.

For hvorfor i alverden skulle stormagter og multinationale selskaber pludselig tage hensyn til en lille befolkningsgruppe som den grønlandske, såfremt de oplever, at deres egne interesser står på spil?

Hvad enten vi bryder os om det eller ej, så er det i Grønland som i alle andre lande, at hver ny generation finder sine egne løsninger på problemerne.

Med grønlandske spidskompetencer som humor, forandringsparathed, bekymringsløshed, evne til at gøre alting til det første af altings fest, kan vi gamle vel trygt og med god samvittighed læne os tilbage og iagttage ’showet’ fra første parket?

Eller skal vi/kan vi?