4. august er det 50 år siden, at man i Frankrig vedtog en lov, der skulle få skelsættende betydning for landet.

Alle, der har fulgt Tour de France i tv, har kunnet se effekten af loven. Den angik bevaring af de historiske bymiljøer i Frankrig. At man på højeste politiske plan allerede i 1962 var klar over sagens betydning, ses af de navne, der står som underskrivere af loven: præsident de Gaulle, premierminister Pompidou, finansminister Giscard d’Estaing, initiativtageren, kulturminister Malraux samt flere andre ministre.

I byen Sarlat i Sydfrankrig har man siden opkaldt en plads efter André Malraux. Uden hans indsats ville byen ikke være blevet bevaret. Den er i dag en trestjernet turistattraktion i Michelinguiden.

Loven var fremsynet på mange måder. Ikke alene har den ført til bevaring af en kulturarv, hvis lige vel kun findes i Italien. Den har også været medvirkende årsag til, at Frankrig er verdens største turistnation med over 80 millioner udenlandske turister hvert år. Uden dem ville mange småbyer i Frankrig henligge som spøgelsesbyer, og landets økonomi ville være truet.

I Danmark har vi desværre ikke haft det samme fremsyn. Vi har aldrig haft tilnærmelsesvis så mange fine bymiljøer som Frankrig, men af de få, vi har fået i arv fra middelalderen, har vi skamferet de fleste. Uhensigtsmæssigt nybyggeri har slået skår i bykernerne. Der var sket skader allerede før 1962, men de store ødelæggelser har fundet sted senere. Der kan i dag registreres over 900 nyere, utilpassede bygninger i middelalderkøbstædernes bykerner.

Heraf er ca. 150 bankbygninger, der nu kan ses som tydelige fremmedelementer på torve og hovedgader i de fleste af vore gamle købstæder, som for eksempel på de ellers så fine torve i Helsingør og Køge. Der er ca. 50 rådhuse og kommunale bygninger og ca. 70 supermarkeder og stormagasiner.

Nogle af de voldsomste indgreb mod bymiljøet i nyere tid på dansk grund er Egmonts byggeri i Pilestræde og Landemærket i København, Thomas B. Thriges Gade i Odense og bankbygningen ved domkirken i Aalborg. Hvert år sker der nedrivninger af gamle huse i bykernerne, og nybyggerierne har ikke formået at fastholde det gamle miljø. Et enkelt utilpasset hus kan ødelægge harmonien på et helt torv.

Bymiljøerne er den vigtigste del af vores kulturarv. Kirker, slotte, herregårde og museer repræsenterer umistelige værdier, men det er i byerne, vi færdes til daglig, og byerne er med til at forme vores liv. I USA er der kun meget få storbyer, der har bykerner, som vi kender dem i Europa. Hvis man har prøvet at bo i en almindelig amerikansk storby, vil man vide, hvor hjemløst det føles at bo i en by uden et centrum med attraktive torve og pladser, hvor man kan søge hen. Det påvirker ens livsstil mere, end man skulle tro. I modsætning har de franske og italienske byer centre med høj bygningskultur, der tiltrækker liv.

Af de 75 middelalderkøbstæder i det nuværende Danmark kan 17 vurderes som velbevarede og andre 17 som værende i god stand. For mange af disse byer gælder, at kommunerne har udarbejdet bevaringsplaner for de gamle bykerner. Disse planer har haft afgørende betydning for byernes bevaring. De øvrige 41 byer har lidt store skader.

Manglende forståelse for bymiljøernes værdi og uheldige forsøg på at lede trafikken gennem byerne har i 1960’erne og 70’erne ført til store gadegennembrud, da man endnu var bange for, at omfartsveje skulle kvæle byernes handelsliv.

København indtager en særstilling, idet byen råder over lige så mange værdifulde bymiljøer som alle andre danske byer tilsammen. Af byens tolv gamle bykvarterer i den indre by er seks, som ligger vest for Købmagergade, samt Amalienborgkvarteret i fin stand, mens kvartererne øst for Købmagergade har lidt stor skade.Når ødelæggelsernehar kunnet finde sted, skyldes det måske en misforstået opfattelse af, at bybevaring er i vejen for udvikling og fremskridt.

Vi er helt enige i, at byerne ikke skal være museer, at de skal leve og følge med tiden. Men de gamle bykerner står ikke i vejen for udviklingen. Tværtimod. De er dynamoer og magneter for aktivitet. Deres miljøer tiltrækker mennesker og skaber liv. De er attraktive og trygge at bo i, og de tiltrækker handlende og turister. Konferencer og krydstogtsskibe søger til byer med et godt miljø.

Overalt i Europa summer de historiske bykerner af liv, mens sanerede kvarterer ofte ligger døde hen. De byer, der har nedrevet deres bykerner og tilladt utilpasset nybyggeri, kommer til at betale en pris. Mobiliteten i det moderne samfund giver os større frihed til at bo, hvor vi vil, og de triste byer vil blive fravalgt. Det vil føje en ny dimension til begrebet Udkantsdanmark. Hvorfor skulle man bosætte sig i Slagelse, når man i stedet kan vælge at bo i Sorø eller Korsør? Hvor er det mest attraktivt at bo eller opholde sig: i den sanerede del af Nørrebro eller i den del, der blev bevaret? Og hvor er huspriserne højest?

Den falske modsætning mellem fremskridt og bybevaring illustreres måske bedst ved en sammenligning af bymiljøsagen med naturmiljøsagen. Indtil for ca. 40 år siden tillod man i fremskridtets navn det ene overgreb mod natur og landskabskultur efter det andet. I dag har alle indset, at det ikke skabte fremskridt. Vi har i årevis måttet betale regningerne for fortidens miljøsynder: forurening af grundvandet, tab af biodiversitet, ødelæggelse af værdifuld natur, skader på havmiljøet.

Der bliver også regninger at betale for de synder, vi har begået mod bymiljøerne: ghettodannelse, forslumning og kriminalitet rykker ind dér, hvor bymiljøerne ødelægges. Forhåbentlig skal der ikke gå 40 år, før bymiljøsagen opnår samme anerkendelse som naturmiljøsagen.

Debatten om god eller dårlig arkitektur har måske også haft en forstyrrende virkning. Sagen drejer sig ikke om arkitektur. Den handler om at vise hensyn. Byggeri i gamle bykerner skal indpasses efter stedets ånd. Det gælder om at bevare hele bymiljøer, uanset om de enkelte huse har særlig arkitektonisk værdi eller ikke. Et uinteressant hus kan have stor værdi for bymiljøet, mens omvendt god arkitektur ikke i sig selv skaber et attraktivt bymiljø.

Små, ubetydelige og anonyme gamle huse giver byen diversitet. Nationalbanken i København er et eksempel på god, men – set i forhold til bymiljøet – fejlplaceret arkitektur. Byg spændende arkitektur i nye bydele som Ørestad og Sydhavnen, men ødelæg ikke eksisterende, fine bymiljøer.I de seneste 10 år har de gamle havne været udsat for nybyggeri. Uanset om byggerierne har været af god kvalitet, er det kun få steder lykkedes at skabe nye attraktive havnebymiljøer.

Tænk, hvis vi kunne få havne som dem, der findes ved Middelhavet. Herhjemme er der kun få eksempler på, at by og havn mødes – blandt andet på Bornholm og i Nyhavn. De nye byggerier suger energi fra de gamle havnemiljøer, men giver intet igen. Vi er i fuld gang med at forspilde en enestående chance.

I Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur vedkender vi os et ansvar for at stå i spidsen for at vende udviklingen. Som paraplyorganisation for ca. 100 bevaringsforeninger over hele landet vil vi fremover indtage en langt mere aktiv rolle i kampen for bymiljøsagen – men som i Frankrig er der brug for lovgivning. Den nuværende retstilstand er utilstrækkelig, hvilket udviklingen jo desværre til fulde har demonstreret.

Uden en lovændring vil ødelæggelserne fortsætte. Det er kommunerne, der skal vogte den kulturarv, som bymiljøerne udgør, og mens nogle har gjort det godt, har alt for mange svigtet. Og selv om en by har passet godt på sig selv, er der ingen garanti for, at det fortsætter. Der kan når som helst komme et nyt bystyre, som ikke deler den hidtidige opfattelse.

Det skete i København, da kommunalvalget i 2004 førte til et brud med mange års tradition på byplanområdet. Nu var intet helligt, og der skulle bygges skyskrabere overalt i byen. Den ’klassicistiske’ del af den indre by, som opstod efter de to brande i 1728 og 1795 og englændernes bombardement i 1807 (det mest værdifulde bymiljø i landet og internationalt anerkendt som enestående), var truet. I Tivoli skulle bl.a. H.C. Andersen-slottet rives ned og erstattes af et højhus.

Disse farer drev over – blandt andet som følge af lang tids hårdt lobbyarbejde af bevaringsforeninger. Men i Frederiksberggade på Strøget skete der nedrivninger, og hullet ligger der endnu. Planen var at bygge et hotel, som skulle ligne en lampeskærm. Bystyre og stadsarkitekt var begejstrede. Bygherren gik senere konkurs, men skaden er sket.

De fleste bygninger på Strøget kan nedrives når som helst, uden at nogen kan forhindre det. I Aarhus er der i de senere år set nedrivninger og utilpasset nybyggeri i Frederiksgade lige over for Ridehuset. Desuden er der ved Den Gamle By bygget et højhus, der fuldstændigt forstyrrer atmosfæren.Det er ikke fredninger, der skal redde vore gamle bykerner.

På den ene side er kravene til fredning for strenge, og på den anden side er konsekvenserne af fredning for byrdefulde for de enkelte ejere. Og fredninger angår oftest enkelte bygninger, sjældent hele bykvarterer. Fredede bygninger kan ligge som øer, omgivet af hensynsløst nybyggeri. Erfaringerne fra de velbevarede byer viser, at bevaringsplaner er et godt instrument.

Men det er nødvendigt med en lovbestemmelse om, at kommunerne skal udarbejde bevaringsplaner for deres gamle middelalderbykerner – og respektere planerne. Formålet skal være at forhindre nedrivninger af de gamle huse, selv om de ikke hver for sig er bevaringsværdige. Det afgørende er, at helhederne bevares. Og i det omfang man kan reparere på skete miljøskader, bør det også ske, når lejlighed dertil byder sig. Men det er ikke formålet at føre byerne tilbage til en bestemt fortid.

Kommunerne må give bevaringsplanerne et meningsfyldt indhold. De bør indtænke planer om at gøre byerne grønnere og forberedte til klimaforandringer og måske genåbne rørlagte vandløb, som det er sket i Aarhus. En vigtig konsekvens af bevaringsplanerne vil være, at borgerne får et fundament, hvorfra de kan forsvare deres by mod ødelæggelser. I dag har den, der vil ødelægge et bymiljø, som udgangspunkt retten på sin side.

Så længe man overholder kommuneplanernes almindelige krav til byggeri, kan man rive ned og bygge nyt. Man nyder godt af miljøet i den gamle bykerne, men samtidig medvirker man til at ødelægge det. ’Bevisbyrden’ i en sag om bevaring ligger i dag hos de almindelige borgere, som vil forhindre nedrivning (og de er dårligt organiserede og må gøre arbejdet i deres fritid).

Denne retsstilling skal vendes om: Som udgangspunkt skal man ikke rive de gamle huse ned, og den, der måtte have sådanne planer, skal på forhånd vide, at han skal løfte bevisbyrden i en sag om nedrivningstilladelse. Det kunne måske få ham til at vælge at bygge et andet sted.

At bevaringsplaner ikke gør byerne til museer, kan man se i Frankrig. Paris er meget langt fra at være et museum. Få byer er mere levende. Som andre franske byer passer den på sig selv. Den tillader ikke utilpasset nybyggeri i de fine, gamle kvarterer. Højhusene har fået anvist plads i det nye kvarter La Défense vest for byen. (I modsætning til Paris har London ikke passet på; år efter år skyder nye højhuse op overalt, og bymiljøerne har lidt stor skade). København bliver heller ikke et museum, blot fordi vi bevarer byen inden for voldene. Der er masser af nye kvarterer, hvor nybyggeri kan finde sted.

I alle vore 75 middelalderkøbstæder er det heldigvis stadig let at se, hvor grænsen mellem den gamle bykerne og de senere tilkomne kvarterer går. De gamle gadenet er bevaret på trods af bybrande. Det samlede areal af disse 75 bykerner er ca. 20 kvadratkilometer, under en halv promille af landets areal, på størrelse med det inddæmmede område på Vestamager.

Beskyttelse af dem vil være det største skridt for bevaring af vores kulturarv i landets historie. Og det koster ikke andet end arbejdet med udarbejdelse af bevaringsplanerne. Det bremser ikke ’fremskridtet’, tværtimod skaber det velstand og trivsel, og det afværger fejltagelser, som kan koste mange penge i fremtiden.

Mange års arbejde med bybevaring har givet os lejlighed til at drøfte dette emne med mennesker fra hele landet. Det har givet os et indtryk af, at der i befolkningen er bred opbakning til bymiljøsagen – helt på lige fod med den forståelse, der i mange år har været for naturmiljøsagen. Nu opfordrer vi til, at også lovgiverne tager sagen op.

Den franske lov fra 1962 blev underskrevet af landets præsident og syv ministre. I Danmark er det forhåbentlig nok, at dronningen, miljøministeren, kulturministeren og ministeren for by, bolig og landdistrikter bliver enige. Det skal ske snart.