Politiken har de seneste uger afsløret, hvad der længe har været kendt i fagkredse, nemlig at der i psykiatrien foregår et forfærdende overforbrug af medicin, ikke blot i Glostrup og på Amager, men formentlig også på mange andre hospitaler.

Enhver kan se det skandaløse i, at patienter risikerer at blive medicinsk behandlet på en måde, så der ingen reel forskel er på sygdommens og behandlingens følger: en bivirkning ved medicinen er, at den ofte fremkalder just de symptomer, den skulle bekæmpe.

Særlig påfaldende er det, at de psykiatriske afdelinger har fået topkarakterer, når de er blevet ’akkrediteret’ af danske og internationale undersøgere. Disse bureaukratiske akkrediteringer er en parodi på kontrolsamfundets kvalitetsbegreb og ofte en plage for de ansatte, som ned i de mindste detaljer belæres om, hvad de må bære af smykker og tøj, samt hvordan de skal vaske hænder.

Der fokuseres på kvantitative mål i stedet for kvalitative: Man går voldsomt op i, at personalet skal veje og måle patienterne, mens der ikke fokuseres tilnærmelsesvis så meget på at opfange noget så alvorligt som overdosering af medicin eller manglen på psykoterapeutisk behandling.

Men hvilke konsekvenser får afsløringerne af overmedicinering, bortset fra at nogle få ansvarlige er blevet fritaget for tjeneste eller selv har valgt at gå? Det vil næppe blive undersøgt til bunds, hvordan det kunne komme så vidt, for det ville betyde et opgør med den herskende psykiatriske kultur. Mit bud er, at hospitalsskandalen er et resultat af de sidste 30 års vanvittige hetz mod de indsigter, Sigmund Freud nåede frem til ved sin psykoanalyse og dennes videreførelse af de psykodynamisk orienterede læger og psykologer.

Freud definerede psykoanalysen som en talekur ud fra den enkle erfaring, at mennesker får det bedre, hvis de får mulighed for at tale om deres problemer, samt at problemerne kan mestres, hvis man finder og behandler deres rødder i stedet for kun at fokusere på symptombehandling. I den dominerende psykiatriske kultur tror man naivt, at Freuds indsigter er forældede, fordi man nu ved mere om, hvordan hjernen fungerer, og hvordan psykofarmaka virker – skønt hospitalsskandalerne jo tyder på det modsatte. Men sandt er det da, at visse sygdomme, som måske har en overvejende genetisk oprindelse, delvis kan behandles medicinsk.

Det klassiske eksempel er de bipolare lidelser, tidligere kaldt maniodepressivitet, som i nogle tilfælde kan holdes i ave med litium. Der hersker imidlertid stadig stor uklarhed om, hvad der udløser en bipolar lidelse. Det kan være forskelligt fra person til person, så Freuds talekur er fortsat en uundværlig del af behandlingen.

Problemet med den psykiatriske kultur er imidlertid, at den mener, der er gjort fremskridt inden for hjerneforskningen af en art, som sætter Freud til vægs. Det passer ikke, for hjerneforskning og psykoanalyse er usammenlignelige. Psykoanalyse betyder analyse af sjælen, og vi finder ikke sjælen ved at dissekere hjernen. Det svarer til at tro, at man fanger filmkunsten ved at analysere de kemiske processer, som resulterer i billeder på strimlen. Ligesom Marilyn Monroe ikke har taget bolig i filmstrimlen, har sjælen ikke taget bolig i hjernen. Man kunne med større rimelighed argumentere for, at både filmstjernen og sjælen bor i kønnet – og alle mulige andre steder i kroppen.

I sine første psykoanalytiske patientbeskrivelser fortæller Freud om en kvinde, hvis fysiske symptomer udsprang af populære talemåder. Hun haltede f.eks. på det ene ben, uden at lægerne kunne finde årsagen. Freud fandt frem til, hvornår lidelsen var begyndt, nemlig en aften, da hun skulle gå ned ad trappen for at hilse på nogle gæster. Hun frygtede, at hun ikke »stod på god fod med gæsterne«, og siden da trak hun på den ene fod. Hun udviklede ligeledes uforklarlige smerter i panden, hvilket hun i samarbejde med Freud henførte til, at hendes mand ofte så på hende med »et stikkende blik«.

Sjælen kan således tage bolig mange steder, også i albuen, sådan som det fremgår af historien om en psykiater, der overvejer at udskrive to tosser, men lige vil teste dem forinden. Han spørger derfor den første, hvilken legemsdel han tænker med. »Med den her«, svarer tossen og peger på albuen. Han bliver så ikke udskrevet den dag. Den næste svarer, at han selvfølgelig tænker med hjernen, hvorpå psykiateren interesseret spørger, hvordan han dog har fundet ud af det. »Med den her«, svarer han begejstret og klapper albuen.

Freud ville have elsket denne historie, så sandt som han også tog vitsen alvorligt som en indfaldsvinkel til menneskets sjæl. Ligesom man roligt kan interessere sig for patienternes drømme, erindringer og fortalelser, kan man også interessere sig for, hvad de griner ad. Psykodynamisk terapi har aldrig været helt så kedelig som medicinering. Og hvad vigtigere er: Den finder mening i galskaben.

Det var sådan set ikke Freud, der opfandt psykoanalysens behandlingsmetode. Det var Anna O, der var patient hos Freuds mentor Joseph Breuer. Hun opdagede, at jo mere hun fik lov at snakke, jo bedre fik hun det, og hun kaldte metoden for sin talking cure. Freud udviklede den og satte den i system, ligesom han udviklede en anden betragtning, han også fik fra Breuer. Under en spadseretur hilste Breuer på en af sine patienter, og Freud spurgte bagefter, hvad hun så fejlede.

»Ak«, svarede Breuer. »Hun fejler næppe andet, end at det kan klares, hvis jeg blot kunne udskrive en recept på ’penis normalis, dosim repetatur’« (’normal penis i gentagne doser’).

Men hvor Breuer veg tilbage for at tage konsekvensen af disse revolutionerende indsigter, gjorde Freud dem til byggesten i psykoanalysen.

Freuds opdagelser er lige så enkle, som de er skelsættende. Engang han var i sit mest beskedne hjørne, sagde han, at han egentlig kun havde opdaget, hvad gamle koner allerede ved, nemlig at drømme har en betydning, samt hvad unge mødre og barnepiger også ved, nemlig at børn har en seksualitet. Alligevel var det her, balladen begyndte – og aldrig siden er sluttet.

På Freuds tid var seksualiteten så tabubelagt, at når han begyndte at lette på dette tabu, blev han beskyldt for at basere hele sin forskning på undertrykkelsen af seksualdriften. Det var en tidstypisk kritik af Freuds tidløse indsigt, og det er en kritik, som fortsætter den dag i dag. Senest har professor Torben Grodal i filmtidsskriftet Ekko hævdet, at Freud »så seksualiteten som det eneste virkelige motiv, således at han snart forklarede alle forhold i psyken ud fra seksuelle motiver og vilkårlige fortolkninger. Ethvert traume måtte nødvendigvis have en seksuel forklaring«.

Det passer ikke. Freud var dualist og mente, at mennesket er underlagt konflikter mellem forskellige instanser i psyken. En klassisk konflikt udspilles mellem overjeget, der repræsenterer moralen, og det’et, der repræsenterer drifterne. Oprindelig formede Freud en konfliktmodel baseret på en dualisme mellem selvopholdelsesdrifter og seksualdrifter; siden blev den omstruktureret til en konflikt mellem livs- og dødsdrifter. På intet tidspunkt mente han, at alle forhold i psyken er seksuelt motiverede.

Det blev han beskyldt for i en seksualforskrækket samtid, som mente, at han udelukkende beskæftigede sig med seksualitet, fordi han også tillagde seksualiteten betydning. Tilsvarende ser Grodal sex overalt hos Freud, men Freud så også meget andet. Når Freud også i vor tid lægges for had, skyldes det ikke mindst hans påpegning af den barnlige seksualitet. Hidtil havde man ment, at seksualiteten var noget, man fik i konfirmationsgave, Freud indså, at man får den i vuggegave. Og det har man aldrig tilgivet ham.

Mange 1970’er-feminister mente – med poppsykologen Alice Miller i spidsen – at hvis man overhovedet medgav, at børn har en seksualitet, så gav man også mænd ret til at forgribe sig på samme. Derfor fornægtede man fortsat den barnlige seksualitet, skønt tankegangen jo svarer til Erasmus Montanus’ syllogisme ’En sten kan ikke flyve, morlille kan ikke flyve, ergo er morlille en sten’.

I dag er det almindeligt anerkendt, at også kvinder har en seksualitet, hvoraf ikke følger, at alle mænd er potentielle voldtægtsforbrydere med ret til at forgribe sig på samme, skønt også det synspunkt florerede i 1970’er-feminismen.

Freuds begrundelse for den barnlige seksualitet var lige så genial, som den var enkel – hvad det geniale jo ofte er. Han opdelte barnets driftsliv i selvopholdelsesdrifter og seksualdrifter, som begge kom til udtryk ved moderbrystet. Dette var dybt provokerende, for enhver kunne jo se, at det er selvopholdelsesdrifter, der er på spil ved brystet – ligesom enhver få hundrede år tidligere havde kunnet se, at Jorden var flad, og at Solen bevægede sig rundt om den. Men man skal aldrig blindt stole på sine egne følelser og oplevelser; de er ofte inficeret med fordomme.

Freud imødegik sine snusfornuftige kritikere med et argument, der var endnu mere snusfornuftigt: Barnet sutter jo ikke kun, når det er sultent, og er det incestuøse objekt for dets første driftsretning ikke til stede, sutter det på dynebetræk, legetøj eller narresut. Det sutter altså af hjertens lyst, og alt, hvad der er lystent, er også seksuelt i freudsk forstand. På den måde viste Freud, at der kan ligge to meget forskellige driftsmæssige motiver bag én og samme handling, som f.eks. at sutte på bryster. Anderledes er det jo heller ikke med den voksne seksualitet.

Nogle gange dyrker de voksne sex af selvopholdelsesgrunde, dvs. for at videreføre slægten, andre gange af lystmæssige årsager, og så ville det være en katastrofe, hvis slægten blev videreført hver gang. Egentlig burde det jo føles betryggende, snarere end foruroligende, at der i både den barnlige og den voksne seksualitet kan ligge to helt forskellige drifter bag samme handling.

Men den manglende accept af barnets seksualitet var i 1980’erne skyld i en incestskandale, som mageligt måler sig med disse års medicinskandale. Visse psykologer med incest på hjernen kunne efter få måneders behandling få mindreårige til at bekræfte, at de havde været udsat for incest, skønt det ikke var tilfældet: Psykologerne forvekslede børns erotiske fantasier med virkeligheden, mens børn jo omvendt opfatter deres fantasier som virkelige.

Det førte til skandaler som i Roum, hvor seks uskyldige sad flere år i fængsel – indtil den freudianske psykoanalytiker Thorkild Vanggaard fik retten overbevist om justitsmordet. I dag er det hånd i hånd med hjerneforskningen officielt antaget, at de ’kognitive’ terapeuter er de bedste helbredere, idet der er ’evidens’ for deres metoder.

Men eftersom ’kognitiv’ henviser til erkendelse og tænkning, var Freud faktisk den første ’kognitive’ psykolog, mens de, der i dag bruger betegnelsen, sejler under falsk flag. De baserer sig ikke på viden og tænkning, men på ideologi.

De mener, at man ikke skal røre ved det fortrængte, dvs. ved sygdommens årsager. Derimod stiller de kognitive terapeuter som enhver klichébefængt tv-journalist det modeprægede spørgsmål til patienten: ’Hvad føler du lige nu?’. Derefter går man i gang med at argumentere mod følelsen og tanken med ’gode råd’ om at tænke positivt i stedet for at interessere sig for rødderne.

Denne følelsesmassage er i psykologien, hvad fastfood er inden for madindustrien: Det mætter en kort overgang, men det smager ikke af noget, og på længere sigt resulterer det i selvfedme – som når en speciallæge i psykiatri som Sebastian Swane i tidens effektivitetsjagende klichésprog beskriver den kognitive terapi som »den terapiform ud af flere hundrede, som kan dokumentere bedst og hurtigst effekt på flest psykiske problemer og sygdomme«.

Uvederhæftige sladderhistorier har de sidste 30 år afløst den seriøse debat om Freuds psykoanalyse. Eric Danielsen har i ’Den ukendte Freud’ bl.a. bragt det rygte til torvs, at Freud planlagde mord på sin bedste ungdomsven; Bettina Heltberg har gentagne gange skrevet i Politiken, at han anbefalede lemlæstende operative flytninger af kvindens klitoris, skønt han vitterlig advarede mod disse operationer – og Det Kongelige Teater overtrumfer dem begge ved i et program til Christoph Marthalers gæstespil ’Værn mod fremtiden’ at udbrede den påstand, at Freud medvirkede »til nazismens medicinske forbrydelser« herunder aflivning af evnesvage.

Denne påstand er især modbydelig, fordi Freud jo tværtimod risikerede livet med sin ranke, kompromisløse antinazisme, der resulterede i, at han som olding måtte flygte til London for ikke at havne på de bål, der fortærede hans bøger. Så heldige var hans fire søstre ikke. De havde fået udrejsetilladelse af nazisterne, men havde ikke tænkt på, at de også skulle have indrejsetilladelse af de franske myndigheder, så de blev afvist ved grænsen – og blev brændt i Auschwitz.

Smædekampagnen blev startet allerede i Freuds levetid af lægen og nobelprismodtageren Wagner-Jauregg, som mente, at Freuds teorier »ikke hørte hjemme på en videnskabelig kongres, men var et anliggende for politiet«. Da Freuds bøger siden blev brændt på de nazistiske bogbål, skrev C.G. Jung begejstret, at nu måtte Freud snart indse, at det ariske ubevidste er det jødiske langt overlegent. Jung hyldede nazismen som en uimodståelig arketype, og Wagner-Jauregg meldte sig i 1940 ind i det nazistiske parti.

De meget forskellige kampagner mod Freud kan vanskeligt gendrives med argumenter, fordi bagmændene ikke selv bruger argumenter eller kildehenvisninger, af den enkle grund at de færreste har læst Freud. I stedet benytter de fri fantasi – eller ’frie associationer’, der jo rigtignok blev introduceret af Freud som en del af helbredelsesprocessen, men dog kun under forudsætning af, at man havde sygdomserkendelse.