»Alle skal give sig lidt, når der forhandles«, sagde LO-formand Harald Børsting til Information tidligere i år.

Børsting sigtede både til de nu skibbrudne trepartsforhandlinger, og måske sendte han også en venlig tanke til overenskomstforhandlingerne på det offentlige område, som afvikles i 2013. Her ligger parterne i en benlås af gamle systemer og logikker, der spærrer for et løft af ikke mindst uddannelsesområdet.

Det danske uddannelsessystem har brug for meget mere, end at parterne giver sig lidt her og der. Man har brug for et nyt håndslag, en new deal, hvor stat og kommuner på den ene side engagerer sig langt mere systematisk i at skabe kvalitet frem for alene at finde penge ved at file her og der, så der laves lidt mere for lidt færre ressourcer. Og undervisernes og lærernes fagforeninger skal på den anden side i tilgift veksle lønmodtagerstrategiens sværd og retorik med en strategisk professionsdagsorden.

Veksle rollen som ofre for nedskæringer og topstyring til rollen som myndige professionelle. En sådan håndfæstning kan bedst smedes effektivt ved overenskomst- og trepartsforhandlinger. Magten ligger nemlig ikke på Christiansborg alene. Den ligger i alliancer mellem de mange forbindelsesled, der formidler mellem beslutninger i Folketinget og hverdagens aktører i klasselokalerne. Har man ikke dem med, er Christiansborg et afmagtens rum. Og så ændrer 2020-planens nye milliarder kroner til uddannelse ikke meget.

Det danske uddannelsessystem har på den ene side været præget af massive forandringer introduceret af Folketinget det sidste tiår. En historisk uhørt regulatorisk dynamik begrundet i uddannelsessystemets mere og mere centrale placering og betydning for vækst og velfærd. Ny universitetslov, omfattende fusioner, akkreditering, udviklingskontrakter og ledelse med betydelige beføjelser.

Professionshøjskoledannelser, der har fuldendt en bevægelse, hvor hundredvis af seminarier, sygeplejeskoler, sociale højskoler og pædagogseminarier mv. blev til syv store institutioner. Historisk omfattende gymnasiereform og selveje med stigende konkurrence. Målsætning om, at 95 pct. af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, som særligt er blevet gjort til erhvervsskolernes ansvar. Og en lang række ændringer af folkeskoleloven for at skabe bedre faglige resultater.

Alle disse ændringer er kommet oppefra og udfordrer uddannelsessystemets selvforståelse og faible for selvforvaltning og aldrig svigtende ide om, at fornyelse skal komme nedefra etc.

På den anden side har uddannelsessystemets mange aktører fra ledelser over fagforeninger til studenter langtfra tilstrækkeligt kunnet give svar på forandringer og behov sat i tale af politikere og andre aktører. Her er svarene på forhånd givet som flere penge, mere frihed og reformer i et tempo, der er vores eget. Samtidig med at arbejdsformerne over lange stræk er de samme som altid. Reaktionen er hyppigt, at vi er ofre for topstyring, bureaukrati, nedskæringer og alt for mange krav. Det er naturligvis i dobbelt forstand et fortegnet billede, men det har meget for sig.

Man kan sagtens fortsætte i det danske uddannelsessystem som tilforn og opretholde en hæderlig standard. Ingen tvivl om det. Vi har ikke et ringe uddannelsessystem i Danmark. Ikke nogen ringe skole eller erhvervsuddannelser, og selv læreruddannelsen er trods jævnlig rituel bashing i medierne bedre end sit rygte. Ja, på nogle punkter har det danske uddannelsessystem unikke kvaliteter; ikke mindst med hensyn til demokratisk deltagelse, engagement og fri og lige adgang.

Men udfordringerne er lige så store, som selvforståelsen er høj blandt os, der arbejder med uddannelse. Alt for få unge får en ungdomsuddannelse, og de dygtige i grundskolen er over en bred kam hverken blevet dygtigere eller flere. Samtidig er det (om man så må sige) de samme, der ikke får en ungdomsuddannelse og dermed bliver marginaliseret på arbejdsmarkedet og ringere skikket til samfundsmæssig og demokratisk deltagelse.

Den sociale mobilitet er mildest talt ikke rasende god i det danske uddannelsessystem, hvor undervisere og lærere mange steder nyder vigende prestige og anerkendelse. Studier på de videregående uddannelser er mange steder de facto ikke fuldtidsstudier for studerende, der er blevet til krævende brugere. Og de tidligere livgivende dannelses- og formålsdebatter er politisk forstummet. Alt det ved de fleste. Hvad færre er klar over, er de rammer, hvorunder man arbejder i store dele af uddannelsessystemet, og som er med til at skabe den nuværende situation.

I store dele af uddannelsessystemet arbejder lærere og undervisere efter forhandlede akkorder, normer og faktorer for en lang række aktiviteter. Dette er sine steder forhandlet centralt med staten eller Kommunernes Landsforening. Andre steder decentralt mellem fagforening og institution. Og ofte kombineret. Med stor variation naturligvis. Systemerne er afsindigt sindrige, gennemgribende og normerende for adfærd.

De skaber kultur og fastholder kultur. Næppe i professionel retning, men i retning af, at alt handler om at forhandle timer og vilkår. Årle og silde. Og i takt med at undervisningsopgaverne stort set alle steder er blevet mere komplekse med mere vejledning, fælles undervisning, differentierede prøveformer, tværfaglige projekter etc., er systemet blevet til en kompleks maskine, et betydeligt bureaukrati. Og med indbygget vækst i rettigheder og normeringer som sin logik.

Ja, man taler sågar om at skulle ’honoreres’ for aktiviteter, man i forvejen er aflønnet for. Konsekvensen er blevet, at arbejdstiden bliver parcelleret og ledelse bliver at tælle timer og fordele vilkår på måder, der angiveligt er retfærdige set med lønmodtagerbriller, men sjældent er det – og da slet ikke afvejet i forhold til studerende og elevers behov. Og det betyder, at alle ressourcer er fordelt på forhånd, inden aktiviteterne påbegyndes.

Logikkerne er nemlig flad retfærdighed (alle skal have det samme) og individuel tilskrivning af ressourcer til forberedelse, til efter- og videreuddannelse, personlig refleksionstid, tjekke e-mail – afhængig af hangen til at gå i detaljen. Hermed bliver pengene ’mine’, og det ligger ligefor at opleve, at ’man’ betaler for såkaldt unødvendige ledelseslag, der rigtig nok er opstået med de senere års fusioner.

Det fremmer hverken solidariteten mellem administrative faggrupper og professionelle lærere og undervisere; ej heller det organiske samarbejde mellem professionelle, der nemt bliver henlagt til lejlighedsvise møder i team eller i hele personalegruppen, som der så afsættes timer til. Tillidsrepræsentanter og ledere kan så bruge tiden på nidkært at overveje udmålingerne og om processen er foregået i samarbejdsaftalens ånd.

Det nemmeste er at resignere, og det gør mange. Det er meget sværere at lede i det offentlige end i det private, men til gengæld nemmere at lade være; ikke mindst i uddannelsessystemet, hvor påkaldelsen af autonomi er stor og normen mange steder er dekobling. Også i ledelsen: Hør blot her, hvad en institutleder på et velrenommeret universitet udtalte til Information tidligere i 2012: »Vores erfaring er, at hvis det går helt galt, så kan vi vælte rektor«.

Min påstand er hårdt optrukket, at store dele af uddannelsessystemets aktører arbejder under logikker, der mere minder om en fabrik fra svunden tid end om (ud)dannelsesinstitutioner. Interesselogikker har vundet over professionelle logikker. Administrativ ledelse, konkurrence og kassetænkning over faglig og strategisk ledelse. Betyder det, at uddannelsessystemets professionelle arbejder lidenskabsløst og automatisk for at maksimere egen vinding? Ingenlunde. Det betyder, at de udfolder deres engagement og dygtighed på trods af rammerne og ikke på grund af dem. Heri ligger problemet.

Det har ikke alene meget stærke fagforeninger vægtige anparter i, men så sandelig også institutionsledelser, KL og Finansministeriet og ressortministerierne. Tællelighedens regime slog igennem fra Finansministeriet, og de senere års styring har mildest talt ikke fremmet enkelhed. Dette taler alle om hele tiden. Det er statens bureaukrati. Kun få taler om det partsdrevne bureaukrati. Endnu mindre diskuteres det og beskrives i den videnskabelige litteratur inden for uddannelsesforskningen og professionsforskningen herhjemme. Det synes lige så nedtysset og følsomt, som det er grundfæstet som logik i den måde, tingene fungerer på mange steder.

Selv når der skal effektiviseres, er udgangspunktet dette system: Synspunktet er nemlig det, at akkorderne skal barberes ned eller der skal undervises én time mere, hvilket uafværgeligt skaber en fornemmelse af, at der tages noget fra nogen. Det forstærkes så sikkert som amen i kirken af, at formål og mål med forandringer ofte formuleres i Djøf-sprog uden synderlig musikalitet, hvilket udløser momentan allergi blandt professionelle, der i deres selvforståelse arbejder med mening, dannelse, menneskelig udvikling etc.

Jeg oplevede engang en fagprofessionel mellemleder meddele, at ordet ’rapportering’ afstedkom fysisk ubehag, ligesom man kan opleve embedsmænd og politikere affeje formålsparagraffer, kalds- og dannelsesidealer som sværmerisk pølsesnak. Det fordyber kløften mellem parterne. Dekobling bliver normen, og manglende respekt for lovgivning er ikke uset. Tag nu indførelsen af dansk litteraturs kanon i 2004.

Den er blevet »obligatorisk på den danske måde«, som en lærer sagde i fagbladet Folkeskolen; det betyder, at man lader sig inspirere, men i de fleste tilfælde ikke følger lovgivers intentioner om, at eleverne skal stifte bekendtskab med 14 forfatterskaber og folkeviser. Det synes lærerforeningen var o.k. Det mindede mig om min barndoms Vestjylland, hvor momsen ikke helt var slået an. Begge dele lanceret som civil courage. Det ene sted pædagogisk. Det andet sted skattepolitisk.

Regeringens svar har indtil videre været, at der skal produceres mere. Flere skal klare sig bedre. Og gerne for færre penge pr. styk, der skal igennem en ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse. Der er med andre ord en stærk effektiviseringsdagsorden. Det hader man mange steder i uddannelsesverdenen. Dels fordi færre penge indskrænker råderummet, dels fordi effektivisering anses for en meningstom og illegitim øvelse. Men det er ikke en unfair dagsorden, om end den ikke løser de langsigtede problemer ved, at vi blot laver det samme som før med lidt færre midler.

Vores ambitioner og opfindsomhed bør være større. Der er behov for at knytte en effektiviseringsdagsorden sammen med en kvalitetsdagsorden for at forbinde det nødvendige med det ønskværdige; det ansvarlige med det motiverende. Kun med en stærk professionel dagsorden, en kvalitetsdagsorden, undgås, at effektiviseringskravene bliver rene nedskæringsøvelser. Og netop dette er systemet og vores vaner ikke gearet til, om end der er undtagelser og mange positive bevægelser – også fagpolitisk.

Frem for at modernisere langs tidligere linjer er der behov for at ihukomme sig regeringsgrundlaget: Her står nemlig, at den offentlige sektor skal modernisere med udgangspunkt i tillid, faglighed, ledelse og afbureaukratisering. Heri kan man finde sunde principper for en New Deal mellem staten og kommunerne på den ene side og de professionelle på den anden.

En New Deal, som ikke alene kan tage udgangspunkt i, at man skal være fælles om løsningerne, men også vedgå sig arv og gæld i problemerne. De er nemlig ikke kun Christiansborgs. Gør vi ikke noget ved det, kan vi være sikre på, at det som altid vil være børn og unge, der i sidste ende betaler prisen.

Hvad betyder det? Det handler om i langt højere grad at bygge kapacitet op blandt de professionelle lærere og undervisere – og ledere. Ikke fordi de er dårlige, men netop fordi de skal ses på som professionelle med et kald, med en indstilling om altid at blive bedre. Som den tidligere canadiske viceminister, professor Ben Levin sagde for nylig i København: »Support, support, support, but you can’t hide«.

Det er et alternativ til rigid styring eller blind tillid, og det virker på lang sigt. Men kun hvis medarbejderne arbejder efter fælles mål, og der er en ledelse, som kan, skal og vil andet end at administrere eller maksimere indtjening. Den professionelle autonomi i tilrettelæggelsen og afviklingen af undervisningen skal ikke alene være en rettighed, men et resultat af evner og professionel myndighed. »Autonomy comes from skills. Skills does not come from autonomy«, som Levin også sagde.

Politisk indebærer det en forskydning af prioriteterne på begge sider af hegnet. Både hos Finansministeriet, KL og Danmarks Lærerforening, Gymnasieskolernes Lærerforening, Danmarks Magisterforening osv. Interessepositionerne skal balanceres af de professionsopbyggende positioner. Effektivitet med kvalitet. Derfor skal der laves en New Deal, der ikke alene bliver til i en kamp om rettigheder og løn, men derimod en prioritering af det, som skaber kvalitet og professionel fremdrift – og dermed på lang sigt bedre løn.

En strategisk efter- og videreuddannelsesindsats burde være et kernepunkt, når vi ser på de massive krav, der stilles til undervisning i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne. Det indebærer ikke alene en ny finansieringsmodel herfor, men også at der designes de rigtige udbud, og at efterspørgslen efter efter- og videreuddannelse er systematisk og strategisk og ikke alene båret af traditioner, belønninger eller lyst.

Ledelsesrummet skal åbnes ved at minimere batteriet af normer, akkorder etc., samtidig med at der skal stilles krav til ledere om at mestre faglig, strategisk og organisatorisk udvikling. En leder skal kunne skabe og udfordre faglige fællesskaber frem for at være administrator af budgetter, der ikke holder i institutioner asfalteret med regneark.

Vi skal have mere undervisning og bedre administration – både for at effektivisere og for at sikre tilstrækkelig undervisning og vejledning de steder, det halter. Det gælder ikke mindst på de videregående uddannelser. Det forudsætter en forenkling af styringen, hvilket for mange ledere er angstprovokerende, når der fjernes regler og procedurer, man er vant til at beklage sig over.

Nye stillingsstrukturer, der fremmer specialisering og nye funktioner, giver bedre karriere- og udviklingsmuligheder for de professionelle. I dag udvikler mange sig ud af deres profession, når de vil videre. Og det kan næppe være meningen, at talentfulde folkeskolelærere skal avancere væk fra kerneopgaven og op på kontoret. Der skal være flere muligheder inden for lærer- og underviserprofessionerne.

Alternativet til en New Deal med Uddannelsesdanmark er ikke, at det hele ordner sig af sig selv eller bliver meget bedre, når riget igen kommer til penge. Alternativet er formentlig en fortsat demotivering af de professionelle og en fortsættelse af de sidste 25 års ydre moderniseringstiltag.

Aldrig har timingen til en indre modernisering været så god, som den er i øjeblikket. På den ene side er uddannelse højt prioriteret. På den anden side mangler der penge. Det kan betyde fastlåst konservatisme, men det kan også betyde, at der findes nye kreative veje, der både indebærer effektivisering og et kvalitetsløft.

Det kræver en New Deal, hvor alle parter deltager i kamelslugningen. Centralt og decentralt. På A-side og på B-side. I stat og i kommuner. Sker det, kan de nye milliarder kroner til uddannelse i 2020-planen få kolossal effekt.