I den seneste tid har Politiken fortalt historien om Charliekompagniets indsats i og omkring Armadillo i første halvår af 2010.

Jeg har været glad for dækningen, for den var tiltrængt. Jeg skriver i min egenskab af officer med rang af kaptajn og med 20 års erfaring som soldat.

På Isaf-hold 9 var jeg tilknyttet Charliekompagniet som Cimic-officer og opererede derfor sammen med dem i området omkring Armadillo i det første halvår af 2010. Det var min opgave at have den primære kontakt til lokalbefolkningen under patruljer, såvel som når de henvendte sig i lejren.

Vi var en flok soldater, som kæmpede en hård og blodig kamp for at løse en opgave, der meget hurtigt viste sig umulig at løse med de midler, som var til rådighed. Vi kæmpede i et område, som af de to foregående kompagnier i Armadillo blev vurderet til at være for farligt at gå patruljer i.

Vi fik til opgave at genetablere den tabte kontakt til lokalbefolkningen og at vinde ’hearts and minds’ og vise, at vi var et bedre alternativ end Taleban. Dette skulle ske via intensiv patruljering. På et tidspunkt blev vi beordret til at gå seks patruljer i døgnet. Det kostede dyrt. Aldrig tidligere er så mange soldater blevet såret eller brudt psykisk sammen som på vores hold 9, der befandt sig i Helmand i seks måneder fra februar til august 2010.

LÆS OGSÅKapitel 1: Armadillo-soldat: »Der blev ikke set ned på en, hvis man græd«

I de foregående 8 års krig var i alt 109 soldater ifølge Hærens Operative Kommando blevet såret, men på hold 9 steg antallet voldsomt. På 6 måneder blev 74 såret, og 5 soldater døde. Ved Armadillo blev 31 soldater ud af 140 i kompagniet såret, og 2 blev dræbt. Desuden blev 12 soldater fra kompagniet sendt hjem af psykiske årsager, fordi de ikke kunne klare presset.

Derfor er det også en historie om en flok soldater, som blev svigtet af deres ledelse.

En ledelse, som dikterede Charliekompagniets opgaver. En ledelse, som ikke havde lavet deres analyse ordentligt, før de stillede opgaverne. En ledelse, som fejlede i sin analyse af de resultater, som Charliekompagniet opnåede, eller manglen på samme, hvis den da overhovedet foretog en analyse. En ledelse, som burde have stoppet al patruljeaktivitet omkring Armadillo efter to måneder eller have indsat de ressourcer, som var nødvendige for at løse opgaven.

Med ’ledelsen’ mener jeg alle de niveauer, politisk som militært, der måtte være involveret, og hvis der er nogen, som føler sig truffet og har dårlig samvittighed, er det fuldt fortjent!

Det store spørgsmål, som jeg godt kunne tænke mig at få besvaret, er: Hvorfor blev man ved med at sende patruljer ud fra Armadillo på hold 9?

Først 29. juli 2010 beordrede chefen for den danske kampgruppe på hold 9, Flemming Mathiassen, at der ikke måtte udføres flere patruljer fra Armadillo, før der var gennemført en større operation med henblik på at fjerne IED’er (vejsidebomber). Det var fire måneder for sent efter min mening.

Samme dag var 2. deling fra Charliekompagniet gået ud på en ’overdragelsespatrulje’ sammen med en flok befalingsmænd fra hold 10. Patruljen varede dog kun 20 minutter, da en soldat trådte på en IED 200 meter fra lejren. Heldigvis fungerede IED’en ikke ’ordentligt’, så der var ’kun’ to sårede. Så heldig var en sanitetsmand ikke fire dage før. Han fik amputeret sit højre underben, og otte dage før blev delingsfører Jonas Peter Pløger dræbt.

Man blev således ved til den bitre ende. Hvorfor?

LÆS MEREPressede soldater blev beordret til flere patruljer

Tidligere forsvarschef Tim Sloth Jørgensen udtaler i bogen ’Et land i krig’, der kom i april i år, at der ud over en militærfaglig begrundelse også var en politisk begrundelse for, at Armadillo ikke skulle lukkes allerede i sommeren 2009. Også selv om den britiske forsvarsledelse i London anbefalede en lukning.

I bogen forklarede han, at basen også havde en særlig symbolsk betydning i Danmark:

»Efter min mening ville det blive opfattet som et nederlag. Ikke at vi så havde tabt krigen, men set i det mikrokosmos ville det være et nederlag. Det var svært at fremstille det som noget positivt, selv om det var en del af en ny, samlet strategi. Personligt var jeg meget ked af, at Armadillo måske skulle lukkes. Der var noget mytisk omkring basen. Navnet og fortællingerne om kampen. Hvad ville de pårørende sige, hvis vi lukkede den? Havde det så været forgæves, at soldater havde givet deres liv for at komme derop?«.

LÆS ANMELDELSEKrigsmonument på 703 sider er ikke én side for meget

Hvis der også var en politisk begrundelse, kan det forklare, hvorfor ’ledelsen’ blev ved og ved, på trods af de store tab og at forholdet til de lokale kun blev værre og værre. Det kunne jo være, at man skulle retfærdiggøre eksistensen over for briterne og derfor skulle vise, at man stadig udførte operationer fra basen?

Men jeg håber, at der er en anden forklaring.

I Nyhedsbrev for forsvaret #03 fra maj måned 2012 udtaler stabschef Brian Nissen fra hold 8, at »der har været gode militærfaglige begrundelser for, at folk løste de opgaver, som de gjorde«. Og oberstløjtnant Lennie Fredskov Hansen, der var chef for hold 10, siger, at det var hans indtryk, at »de kampe, som har været omkring den fremskudte operationsbase Budwan (Armadillo), har været med til at svække Taleban og styrke sikkerheden for indbyggerne i Gereshk«.

Det undrer mig dog, at de to officerer er fra hold 8 og hold 10. Hvorfor kunne forsvarets eget nyhedsbrev ikke finde nogen officerer fra hold 9 til at udtale sig omkring lødigheden af operationerne fra Armadillo på hold 9?

Det skal dog siges, at oberst Flemming Mathiasen, der var chef for hold 9, ifølge artiklen »støtter sin kollega«. Ydermere refereres der fra kaptajnerne Peter Seemholt og Thomas Lunaus, der i et debatindlæg i Politiken undsiger Tim Sloth Jørgensens udtalelser og i stedet fremhæver, at Armadillo var en slags bølgebryder, i og med at basen ’bandt’ Taleban til sig og holdt dem væk fra Gereshk.

Det hænger bare ikke sammen i min optik.

Talebanoprørerne kørte jo bare udenom. Der var altså flere hundrede kilometer ørken at fræse rundt i. Vores antal og aktiviteter udgjorde bestemt heller ingen trussel for Talebans dominans af området. Vi gik ikke særligt langt fra basen, når vi gik på patrulje, og vi havde kun ressourcer til at gøre det højst to gange i døgnet, så der er ingen tvivl om, at det var Taleban, som havde initiativet.

De seriøse problemer for Armadillo begyndte allerede i slutningen af hold 7, da det daværende Charliekompagni måtte indstille sine aktiviteter for at skulle deltage i operationer syd for Gereshk.

Da kompagniet vendte tilbage, var området omkring Armadillo plastret til med IED’er (vejsidebomber), og forholdet til lokalbefolkningen var tydeligt påvirket af, at de følte sig svigtet af den internationale styrke (Isaf).

Til sidst aflyste kompagnichefen sine patruljer, da han ikke ville risikere sine folks liv unødigt. På hold 8 holdt man aktiviteterne i området omkring Armadillo på et minimum på grund af faren fra vejsidebomber, og fordi man havde fokus syd for Gereshk.

Hvad der foregik på vores hold 9, har man kunnet læse i Politikens artikler i forrige og sidste uge.

Faktum er, at vi hurtigt fandt ud af, at det var en umulig opgave at skabe en kontakt til en lokalbefolkning, som følte sig totalt svigtet af Isaf og de danske soldater. Vi kunne ikke tilbyde dem noget som helst, som de ville have. Vores tilstedeværelse var kun til gene for dem og deres liv. Ydermere var der mange indikationer på, at det primært var de lokale, som vi lå og sloges med, og som lagde IED’erne ud.

Når der blev taget fanger efter kamp eller IED-angreb var det altid en lokal afghaner. Deres stemmer blev også genkendt på Talebans radionet, og de kunne sagtens finde vej op til lejren – også i mørke – uden at gå på IED’er, modsat os selv. Der er altså ikke meget, som tyder på, at vi ’bandt’ noget som helst.

Så jeg kan ikke med min bedste vilje se, at der har været et velfunderet militærfagligt grundlag for at opretholde Armadillo. Og hvis ’ledelsen’ virkelig mener, at den har udført et sobert stykke analysearbejde forud for de opgaver, som Charliekompagniet fik stillet – og med udgangspunkt i de rapporter, som vi sendte retur til stabsledelsen i Camp Price – er der nogen, som skal have deres skolepenge tilbage.

LÆS OGSÅDe sidste soldater i Armadillo: Det var en umulig opgave

Endelig kommenterer forsvarschef, general Peter Bartram på Politikens leder bragt 13. august i år, hvor han forsikrer, at der har været et velfunderet militærfagligt grundlag for de operationer, som blev udført fra Armadillo på hold 9.

»Som forsvarschef og medarbejder i forsvaret ved jeg, at hver eneste operation, som er blevet udført i Helmand, har været genstand for omfattende overvejelser og planlægning forud for hver enkelt patrulje og mission. Det gælder hver eneste gang og hver eneste dag, vores soldater har været indsat«.

Med al respekt hr. general, så ved jeg som Cimic-officer på hold 9 og medarbejder i forsvaret, at det ikke er hver eneste operation, patrulje og mission, som har været genstand for omfattende overvejelser og planlægning. Der er masser af eksempler på dårligt planlagte og gennemførte operationer, og nogle med fatale følger som resultat. Vi taler bare ikke gerne om dem.

Så hvad var den egentlige begrundelse for at opretholde Armadillo? Jeg håber, at der er nogen fra ledelsen, som kan give mig et svar.

Forsvarschefen udtaler endvidere at: »For indsatsen i Helmands vedkommende kan enkelte af de operationer, som danske styrker har gennemført, i et snævert lokalt lys måske være svære for den enkelte danske soldat at forstå«.

Men vi forstod udmærket vores opgave. Den var ret klar. Min anke er, at den ret hurtigt viste sig umulig at løse. Men den blev ikke redefineret. Formålet vedblev det samme. Helt til den blodige og bitre ende.

Hvorfor stiller jeg spørgsmålet i al offentlighed? Det er der flere årsager til.

For det første er vi ikke særligt gode til at tale om tingene i forsvaret. Denne mangel på kommunikation har indtil videre resulteret i en generationskløft. Den har åbnet sig imellem de yngre officerer fra kaptajn og ned efter, som har været indsat i reelle kampoperationer i Irak og/eller Afghanistan, og så chefgruppen, som ikke besidder den samme erfaring endsige evnen til at kommunikere ordentligt med den ’yngre’ frustrerede flok officerer.

Frustrationen manifesterede sig klarest i foråret i form af et åbnet brev til forsvarets ledelse med titlen ’Er du mand nok til at være chef?’ underskrevet af 53 navngivne yngre officerer.

For det andet er der ingen debat om den militære indsats i Afghanistan. Primært fordi at vi er bange for at komme til at konkludere, at en eneste af vores dræbte soldaters død var forgæves, nyttesløs eller unødvendig. Vi er bange for at træde på de efterladtes følelser.

Men vi burde netop have diskussionen af respekt for de dræbte og deres efterladte, af respekt for det ultimative offer, de har bragt. Når vi lukker øjnene og ikke taler om det, som er sket, bliver deres død først forgæves. Hvis vi ikke anvender de blodigt erhvervede erfaringer, bliver deres død først nytteløs. Jeg ved, det lyder barskt, men krig er grimt og beskidt.

For det tredje mener jeg, at det vil være på sin plads, hvis nogen fra ledelsen kommer frem og påtager sig et ansvar. Der er jo ingen problemer med at få folk stillet til ansvar for fejl begået på det taktiske niveau. Det kan man se med det sidste års sager med en feltpræst, en delingsfører og to kompagnichefer på ’anklagebænken’.

Men hvem skal stå til ansvar for dårlig planlægning og mangelfulde analyser, som i en krig kan være endnu mere dødelige end et missil affyret fra en Apache-helikopter?

LÆS LEDERArmadillo-soldaterne savner en forklaring - og ligeså gør vi

For det fjerde gør jeg det, fordi at alle dem, som har svedt, grædt og blødt ved Armadillo, har krav på en ordentlig forklaring, hvor simpel og dum den så end måtte være. De fortjener respekt. Respekt udmøntet i, at man ærligt, redeligt og i øjenhøjde fortæller dem sandheden og ikke fyrer de sædvanlige floskler af i hovedet på dem.

Endelig gør jeg det på opfordring!

Først og fremmest fra forsvaret selv, som i førnævnte nyhedsbrev efterlyser soldater i den offentlige debat. Dernæst fra kaptajnerne Peter Seemholt og Thomas Lunau, som i deres debatindlæg skrev, at »vi må have en debat, som er funderet i fakta og konkret viden, og som har nuancer og refleksion, således at læserne har det bedst mulige grundlag for at danne deres eget billede og forståelse af sagen«.

Det kan godt være, at Armadillo var et sted omgivet af myter og heltedåd, men basen endte med at være et IED-fyldt lortehul befængt med død, ødelæggelse og menneskelig tragedie.