Uddannelse fylder rigtig meget i samfundsdebatten, og det bliver set som løsningen på alle vores problemer.

Når vi alle sammen får en uddannelse, så skal væksten nok komme. Vi behøver ikke længere være bange for Kina, for vi er bedre uddannet end dem, hedder det.

Og det på trods af, at vi alle sammen kan se, at flere og flere uddannelser er direkte ubrugelige for arbejdsmarkedet. Det eneste, mange af disse uddannelser er storleverandører til, er dagpengesystemet.

For sagen er, at mange uddannelser har så lav en kvalitet, at det ikke giver mening at tro på, at de kan være med til at skabe øget vækst og bidrage positivt til samfundet.

Når alle kan få en uddannelse uden at gøre en indsats, så begynder vi for alvor at få et problem. Især humaniorauddannelserne har et skræmmende lavt niveau.

Det fik Dansk Folkepartis Ungdom til at foreslå, at man skal lukke RUC og en række humaniorauddannelser, fordi de simpelthen ikke tror på, at de skaber værdi for hele samfundet.

LÆS OGSÅHumanistiske uddannelser allierer sig med erhvervslivet

Selv om det er en noget drastisk konklusion, viser det alligevel, at der er en mistillid til kvaliteten og niveauet på en række uddannelser. Jeg har selv studeret på en af de uddannelser, som Dansk Folkepartis Ungdom gerne vil have lukket, og jeg forstår godt denne mistillid.

Sidste år blev jeg cand.mag. i medievidenskab, og jeg har derfor selv oplevet det lave niveau på en humaniorauddannelse. Som led i min uddannelse læste jeg tilvalg i økonomi, og især her blev det tydeligt for mig, hvor lavt niveauet egentlig er på humaniorauddannelser i forhold til andre fakulteter.

Det er simpelthen alt for let at få en humaniorauddannelse, og ofte har man en række fag, som er direkte ubrugelige i forhold til livet uden for universitets trygge mure.

Det kan komme til at få alvorlige konsekvenser, hvis der ikke bliver strammet op på uddannelsesniveauet inden for humaniora. Vi kan let ende i en situation, hvor samfundsdebatten og toppen af erhvervslivet består af alle andre samfundsretninger end humaniora.

Vi bliver nødt til at have højere krav til de studerende på humaniorauddannelser, så det er et kvalitetsstempel, når man har en humanistisk kandidatgrad.

Hverken politikerne, universiteterne eller de studerende kan længere bilde sig selv ind, at vores samfund bliver rigere og dygtigere af at læse uddannelser, hvor vidensniveauet ikke er højere end den viden, som alle kan skaffe gratis på internettet.

Vi bliver nødt til at indse, at dårlige uddannelser ikke skaber gode resultater. Der er brug for, at de danske universiteter stiller højere krav til de studerende.

Studerende skal dumpe, hvis de ikke lever op til kravene. I dag virker det mere, som om universiteterne lader alle få en uddannelse. Det virker måske banalt, men sandheden er, at du i dag kan bestå uden at kunne stave eller tænke en selvstændig tanke.

Hvis humaniora skal have en fremtid, skal der strammes gevaldigt op. Ellers ender vi i en situation, hvor vi desværre bliver nødt til at give Dansk Folkepartis Ungdom ret.

I stedet for at komme med en lang redegørelse for, hvordan mange af disse humaniorauddannelser kan stramme op, vil jeg hellere dele mine erfaringer med medievidenskab.

Jeg kan af gode grunde ikke sige, om alle humaniorauddannelser har et lige så lavt niveau. Jeg vil vove at påstå, at jeg sagtens kan generalisere, da jeg har mødt mange tidligere humaniorastuderende, hvis eneste bidrag til samfundet er, at de har givet A-kasserne noget at lave.

Da jeg selv har været en del af en humaniorauddannelse, forstår jeg godt, at mange tidligere studerende ender på dagpenge.

Jeg forstår godt, at arbejdsmarkedet vælger kandidater fra andre fakulteter, da deres niveau er langt højere. Med en cand.mag. i medievidenskab fra Københavns Universitet og en BA i medievidenskab med tilvalg i økonomi fra Syddansk Universitet har jeg oplevet rigeligt til, at jeg godt tør generalisere.

LÆS OGSÅMayday, mayday: Humaniora synker

Den største illusion på humaniora er helt klart forestillingen om, at der er tale om et fuldtidsstudie. På min BA havde jeg ca. otte forelæsningstimer om ugen, og på kandidaten havde jeg mellem fire og seks timer om ugen.

Universiteterne forsvarer de få forelæsninger med, at man skal læse et kæmpe pensum for at bestå, og derfor kan man ikke kun kigge på antal forelæsninger.

Man behøver dog ikke at læse pensum for at bestå på humaniora, fordi man alligevel ikke bliver eksamineret i, om man har styr på pensum. Arbejdsbyrden på medievidenskab var ekstremt lav i forhold til, hvad jeg oplevede på økonomi, og da jeg studerede et semester i USA.

Der var stort set aldrig afleveringer i løbet af et semester på medievidenskab, så jeg behøvede kun at studere lige op til en eksamen.

Der var kun tale om et fuldtidsstudie 1-2 uger i hvert semester. Arbejdsbyrden var så lav, at jeg i et semester havde et fuldtidsjob ved siden af mit såkaldte fuldtidsstudie.

Det var intet problem at have et fuldtidsjob ved siden af mit studie, da stort set alle mine eksamener fungerede på den måde, at jeg selv valgte, hvad jeg ville gå til eksamen i.

Jeg valgte et emne at gå op i, og så forberedte jeg mig kun på det og så bort fra resten. Hvis jeg manglede bøger på min pensumliste til en opgave, så skrev jeg bare nogle tilfældige bøger på.

Jeg har aldrig oplevet, at det var et problem, eller at jeg blev bedømt på min pensumliste.

Jeg kan kun sammenligne medievidenskab med mit studieophold USA og mit tilvalg i økonomi. Begge steder var der en helt anden tilgang til undervisning. Der var afleveringer løbende, så det var vigtigt, at jeg hele tiden fulgte med.

Især på økonomi havde jeg fornemmelsen af, at jeg læste et fuldtidsstudie, og det var på trods af, at jeg havde to fag færre end dem, som uddannede sig til cand.polit.

LÆS OGSÅHer er universitetet med de hurtigste studerende

Alligevel var det et chok for mig, da jeg var vant til ikke at lave noget. Hvis jeg ikke læste til en forelæsning, var det langt sværere at følge med. Det har jeg aldrig oplevet på medievidenskab.

Der findes rigtig mange dygtige undervisere på medievidenskab, og min erfaring er, at de er lige så dygtige som underviserne på økonomi. Der, hvor underviseren bærer en del af skylden for manglende kvalitet, er, at de ikke tør dumpe studerende, som åbenlyst bør dumpe.

Da jeg studerede økonomi, var der en rød tråd gennem undervisningen, som skulle få en til at tænke på en økonomisk måde. Samme fremgangsmåde var der ikke blandt fagene på medievidenskab, og her efterlades de studerende til selv at finde ud af, hvad de gerne vil blive klogere på.

Det er denne strategi, som oftest hyldes blandt humaniorastuderende for at gøre os mere kreative.

På økonomi er målet at få de studerende til at nå et bestemt niveau, inden de begynder at arbejde med selvstændige holdninger til økonomi som videnskab.

Den kreative tilgang på medievidenskab ender for det meste med, at de studerende diskuterer deres uvidenhed med hinanden.

Fra medievidenskab ved jeg lidt om organisationsteori, lidt om medieproduktionsfag, lidt om medieteori. Jeg ved generelt lidt om alt muligt.

Problemet opstår ved, at hvis man vil ansætte en ekspert i organisationsteori eller i et medieproduktionsfag, så ansætter man selvfølgelig en, der har en uddannelse i det, frem for en, som bare ved lidt om det hele.

Især medieproduktionsfagene, som vi havde et af i hvert semester, kan jeg virkelig ikke se den store pointe i, da det ingenting har at gøre med den akademiske verden.

Jeg har prøvet at lave en film, en hjemmeside og noget visuelt arbejde. Fagene virkede mest af alt som tidsfordriv, og undervisningen var da også på et lavt niveau.

LÆS OGSÅHumaniorastudier er den rene badeferie

Underviserne sagde, at man kunne blive væk fra deres forelæsninger, hvis man allerede havde erfaringer på området.

Jeg begyndte at glæde mig til mine valgfag, for så kunne jeg i det mindste vælge nogle fag, som havde relevans for arbejdsmarkedet. Der blev ikke udbudt et eneste valgfag med relevans, og det endte med, at jeg i et semester havde et fag om amerikansk western.

Jeg har stadigvæk ikke set et eneste jobopslag, hvor man søger en ekspert i westernfilm.

Den danske humanioratilgang gjorde også, at jeg fik et kulturchok i mit møde med det amerikanske universitetssystem. Jeg var ikke specielt vild med det amerikanske universitetssystem, hvor jeg hele tiden skulle aflevere opgaver og blev testet.

Selve undervisningsniveauet var ikke højere end i Danmark, men deres metode krævede, at man skulle studere hele tiden, for ellers kunne man ikke bestå eksaminerne.

Det betød samtidig også, at jeg skulle læse flere tekster, som jeg ville have undgået i Danmark, fordi de ikke interesserede mig. De studerende læste stadigvæk bøger ud over pensum, men der var en fælles forståelsesramme i hvert fag, da alle havde den samme basisviden pga. de mange eksaminer og afleveringer.

Det er selvfølgelig ikke et problem, at studerende læser bøger ud over pensum. Problemet er, at du kan bestå en humaniorauddannelse ved aldrig at læse pensum.

Når studerende alligevel vælger at selvstudere, kan de anskaffe sig samme viden uden at have et papir fra universitetet. Hvis man alligevel ikke lærer noget på et studie, så kunne man lige så godt give unge penge for at sidde derhjemme og læse bøger.

Målsætningen med en universitetsuddannelse bør være højere end det. Det er også grunden til, at det er svært for arbejdsmarkedet at vurdere, hvad du helt præcist kan, når du har en uddannelse i medievidenskab.

Dette problem bliver endnu tydeligere, når du kan få en BA i medievidenskab ved kun at have haft medievidenskab i tre ud af seks semestre.

Det skyldes, at du bliver tvunget til at vælge et tilvalg i to semestre, og så var jeg også i praktik i et semester. Man kan derved få en bachelorgrad inden for et akademisk felt, selv om man ikke ved særlig meget om feltet.

Mine to semestre på økonomi var langt hårdere end på medievidenskab. Jeg satte pris på den høje faglighed, men jeg kunne også mærke, at jeg ikke skulle være økonom. Det er den slags, som man finder ud af, når man rent faktisk bliver presset ud i at skulle arbejde med et akademisk felt, hvor der forventes noget af en.

Det eneste sted, hvor jeg oplevede højt fagligt niveau på medievidenskab, var, da jeg skrev speciale i et halvt år.

LÆS OGSÅUnge bliver fejluddannet: »Ikke alle kan leve af at sidde og forske«

Det var især hårdt, fordi jeg aldrig tidligere var blevet presset ud i at skulle formulere mig teoretisk på denne måde. Når man skriver speciale, er man tilknyttet en vejleder, som giver en hård kritik, og det er præcist dette, som der burde være mere af på selve uddannelsen.

Humaniorauddannelserne bliver nødt til at give deres studerende hård kritik igennem hele studiet.

Da jeg ikke havde skrevet særlig mange opgaver i medievidenskab, var det en stor mundfuld at skulle til at skrive speciale. Man gør studerende en bjørnetjeneste ved ikke hele tiden at teste de studerendes skriftlige evner og have høje krav til dem igennem hele studiet.

Derfor ender specialet med at være en stor mundfuld for mange. Jeg troede, at et halvt år til at skrive speciale ville være lang tid, men tiden gik hurtigt.

Jeg valgte at skrive mit speciale ud fra teorier, som jeg ikke tidligere havde brugt i opgaver, og det gjorde det endnu mere besværligt.

Meget af min tid gik med at sidde derhjemme og læse bøger, og for første gang fik jeg lidt følelsen af at have et fuldtidsstudie. Da jeg havde valgt at læse masser af ny litteratur, endte jeg med at have rigtig travlt til sidst, og jeg skrev stort set hele mit speciale på tre uger.

Denne proces var ikke optimal, men jeg endte alligevel med at få 7 for mit speciale. Selv her virker det ikke til, at man bliver bedømt hårdt nok, og jeg har aldrig hørt om en studerende, som har dumpet sit speciale.

LÆS OGSÅStuderende er langt mere målrettede i dag end for få år siden

Det er mit indtryk, at medievidenskab ikke giver en høj faglig ballast. De egenskaber, som medievidenskabsuddannede har, har de anskaffet sig ved siden af universitetet, fordi de er nysgerrige.

Mange professorer mener sikkert ikke, at det er noget problem, fordi de er tilfredse, hvis de studerende tillægger sig viden. Men en uddannelse bør være et kvalitetsstempel på, at man i det mindste har en fælles basisviden inden for et akademisk område.

Derfor skal der stilles højere krav til de studerende. Ellers kan unge lige så godt droppe at tage en uddannelse og sidde derhjemme og søge viden på internettet.