For seks år siden skrev jeg her i Politiken Kroniken ’Hvor islam går frem, breder ørkenen sig’.
Kroniken var min indledende, sørgmodige erkendelse af, at det for mig ikke længere gav mening at skelne mellem islam og islamisme, som ellers tidligere for mig havde været den naturlige skelnen: altså at islam var en verdensreligion – en tro, og islamisme et politisk system. Da islam i sin tid meldte sin ankomst til Danmark, var det nemlig for mig selvfølgeligt at omfatte denne gudsdyrkelse med respekt, men i dag vil jeg rent ud sige: Respekten for denne politiske religion er forduftet. I dag betragter jeg således islam som vor civilisations største trussel. Det underlige, men også sigende, i denne forbindelse er, at jo mere jeg med årene har lært og læst om islam, desto mere vrangvillig og negativ er jeg blevet.
