Det er fint at leve i nuet, det vil vi alle sammen gerne, fordi så lever vi intenst og samler al kraft ind i lige dette øjeblik, hvor puls og rytme er din puls og rytme og samtidig, sådan føles det, hele verdens.
At leve i nuet er at forglemme, at glide ind i glemslen; med åbent sind og lukkede øjne at stole på øjeblikkets overskridende karakter. Men det er også fint at huske. Med erindringen at styre, med åbne øjne at se tilbage for at skue frem. Der er forskellige former for erindring, som kan være praktiske eller direkte livsdefinerende. Der er den store fælles erindring, og der er din egen lille, som kan være nok så vigtig – som en væg, du maler et billede på. Den fælles erindring er hele klodens, men naturligvis også i mindre målestok et antal menneskers – et lands, en kulturs – erindring om en fælles virkelighed. Den bør ikke underkendes, for den er vores sidste håb og chance for at undgå gentagelser af uhyrligheder eller blot dumheder fra fortiden. Javel, gode måder at indrette os på kan også erindres for gentagelsens skyld, vi kalder det traditioner. Vi har tradition for at leve fredeligt sammen (siger vi), vi har tradition for en særlig samfundsform, som vi gerne vil fastholde. Vi har tradition for en frihed, der indebærer en mulighed for at være anderledes, skille sig ud, gøre sig selv synlig på en anden måde end alle de andre synlige. Det er erindringen om disse rettigheder, der holder dem i hævd. Desværre ser vi, at selve erindringen om fortidens rædsler, om end kun på anden hånd, i form af vidners udsagn eller horrible beretninger, ikke er nok til at afholde os fra at gentage fejltagelser eller forbrydelser, tortur og mishandling af mennesker og dyr. Alverdens grusomheder, selv om vi altså burde vide bedre, jf. den kollektive erindring. Men dog må vi fastslå, at en fælles erindring er et bedre værn mod vanviddet end ingen erindring – og blank adgang til vold og udnyttelse. Det må også gælde smertefuld erindring om nederlag, det være sig i krig eller i kamp for menneskerettigheder, fornuften, der atter og atter har tabt mod ufornuftens overhånd, det sejrende idioti. Til hver en tid må det være at foretrække, at fejltagelserne, de manglende handlinger i tide, de forkerte handlinger, de beslutningsrækker, der førte til ulykke, sult og savn, at de bliver en del af vores fælles viden, så vi kan handle – om vi har modet dertil eller ej – ud fra denne viden. Der findes beretninger om flugt fra fangenskab, flugt fra krigshandlinger og brændende byer.
