Annonce
Annonce

Kroniken

Daglig fordybelse siden 1905

Kroniken

Det trækker op til en ny stor konflikt i Danmark

Regionerne vil overtage styring og kontrol med lægerne.

41
Annonce

Jeg sidder med et brev i hånden fra et vikarbureau i Sverige.

De søger praktiserende læger til et lægehus nogle timers kørsel fra min bopæl og kan tilbyde mig en månedsløn på 125.000 gode danske skattekroner plus kost, logi og transport. En løn, som ligger langt over det dobbelte af det, jeg tjener nu.

En reklame på forsiden viser et billede af en dansk læge, der har solgt sin praksis og er rykket over Sundet. Han beskriver sine arbejdsforhold i den svenske klinik. Han arbejder fra 9-17 og har 30 minutter til hver konsultation. Han har en sygeplejerske og en sekretær til rådighed, der foretager alle laboratorieundersøgelser og skriver alle notater.

Med andre ord er de 30 minutter 100 procent dedikeret til undersøgelsen af patienten.

Hvilken luksus. Det ligger så langt fra den hverdag, jeg og mine patienter må klare os med. Jeg er speciallæge i almen medicin og har haft praksis i 7 år på Amager.

Jeg ser det som et stort problem, at kvaliteten og effektiviteten af det, jeg laver, skal sikres ved at ansætte hundrede embedsmænd til at holde øje med mig

I min klinik er der sat 15 minutter af til hver konsultation. Med danske øjne i den luksuriøse ende. Der er mange læger, der ikke kan tilbyde mere end 10-minutters tider eller mindre. Det afhænger af patientsammensætningen.

På den tid jeg har til rådighed, skal jeg nå følgende: Patienten skal gøre rede for sine symptomer, jeg skal stille afklarende spørgsmål, tøjet skal måske af, og patienten skal undersøges. Der skal ofte laves en laboratorietest, før diagnosen kan stilles. Patienten skal orienteres om tilstanden og behandlingsmuligheder.

LÆS OGSÅNy konflikt kan ramme patienter til efteråret

Måske skal der udskrives medicin og tales om bivirkninger. Det kan være, jeg selv skal behandle med blokade, bandager, små operationer m.m. Når patienten træder ud ad døren skal jeg skrive et fyldestgørende notat, laboratorietest skal registreres, der skal kodes diagnoser og konsultations honorar skal kodes i detaljer.

Ofte har patienterne flere ting, de ønsker at tale om. Der er kort fortalt rigtig meget, der skal nås på de få minutter, vi har til rådighed.

Nu truer en konflikt mellem regionerne og de praktiserende læger. Regionerne har stillet en række ultimative krav om effektivisering og styringovertagelse af vores klinikker.

Vi mener, det vil medføre væsentlig forringelse af patientbehandlingen, og har sagt nej. Regionen har derefter forladt forhandlingsbordet og er ikke kommet tilbage. Effektivisering er kort og godt et krav om, at vi skal løse flere opgaver i praksis for de samme penge.

De sidste år har regionerne med stor succes lukket ned for en lang række ambulatorievirksomhed på hospitalerne. Patienterne, der har fået passet deres sygdom her, er afsluttet og henvist til fortsat kontrol via egen læge.

Det giver samfundsøkonomisk rigtig god mening, fordi en kontrol ved egen læge koster en femtedel af, hvad den koster på sygehuset. Disse patienter har henvendt sig til os med henblik på behandling, og det har vi imødekommet. Der er fri adgang til lægen. Jeg kan ikke sortere i, hvem der ringer og ønsker en tid.

Det resulterede sidste år i en merproduktion på over 2 procent. Desværre havde vi med regionerne aftalt, at vores budget ikke skulle stige med mere end 2 procent. Vi anede jo ikke, på det tidspunkt vi indgik den aftale, at regionen havde planlagt at lukke afdelinger på hospitalerne.

Det, der blev lavet for meget i 2012, skulle betales tilbage.

For mit vedkommende betød det, at jeg måtte arbejde gratis de sidste 2 uger af 2012. Regionerne har for længst indset, at vi er billige. Desværre har de haft held til at få det til at se ud, som om det er deres effektiviseringsstrategi der har gjort det muligt at spare på sygehusudgifterne. De har på intet tidspunkt anerkendt, at deres manøvre kun har kunnet lykkes, fordi vi har overtaget behandlingen af patienterne.

LÆS OGSÅRegion fråser med fratrædelser

Man holder økonomien i almen praksis og hospitalsvæsenet skarpt adskilt og kan derfor få det til at se ud, som om udgifterne på hospitalet er dalende, mens de er stigende i almen praksis.

Sandheden er, at vi som helhed har haft en samlet besparelse. Regionen anerkender ikke dette og ønsker ikke at medvirke til at tilføre flere ressourcer til praksis. Pengene følger ikke patienten. Jeg tror på, at vi i almen praksis kan løfte opgaven med at passe de mange nye patienter, men jeg alene kan ikke nå at se alle. Jeg er nødt til at ansætte personale og videreuddanne mig.

De ressourcer vil regionen ikke give. Den har haft held til at få det til at se ud, som om de penge, de praktiserende læger beder om, er lønforhøjelse til deres egen lomme.

De har oven i købet især gennem Jyllands-Posten haft flere debatindlæg, der har haft til formål at skabe et billede af den praktiserende læge som grisk, doven og uhæderlig. Vi leverer ikke den effektivitet og kvalitet for pengene, som skatteborgerne fortjener.

Det beløb, vi strides om i forhandlingerne, udgør en forsvindende lille procentdel del af de samlede sundhedsudgifter. Hvordan kan det så være, at regionen for disse småpenge alligevel ønsker at kaste vores frie adgang til lægen ud i en konflikt? Svaret er, som jeg ser det, fordi det egentlig i bund og grund ikke handler om de småpenge, der er på spil.

Det er en afledning. Det handler om, at regionen ønsker at overtage beslutnings- og styringsansvaret med almen praksis. Man ønsker et embedsmandsstyret sundhedssystem over hele linjen, på lige fod med resten af den offentlige sektor. Det handler om magtovertagelse.

Den finder sted allerede. De praktiserende lægers laboratorium i København (KPLL) har eksisteret i 90 år og har leveret konkurrencedygtige driftssikre ydelser til almen praksis.

Der er tale om en selvejende institution drevet af de praktiserende læger. Laboratoriet er gentagne gange blevet kvalitetsundersøgt og har klaret sig bedre på kvalitet og pris, sammenlignet med hvad man kan tilbyde på hospitalslaboratorierne. Det har været en torn i øjet på regionen. Det ser ikke godt ud, når institutioner, der arbejder parallelt med sygehussystemet, kan levere ydelser, der både er bedre på kvalitet og billigere på pris. Regionen ønskede at overtage driften. Det syntes vi praktiserende læger var en dårlig ide.

Men regionen havde det magtfulde kort på hånden, at hvis ikke de fik overdraget nøglerne, så ville de ikke længere købe ydelser fra laboratoriet! En pistol for panden, for regionen er vores eneste kunde.

LÆS OGSÅSundhedsstyrelsens mangel på ansvar.

Mit eneste våben i denne magtkamp er, at jeg lukker min klinik, når overenskomsten udløber. Det vil skabe kaos

Så KPLL blev med frivillig tvang administrativt nedlagt og ledelsen afsat. Nu drives vores laboratorium videre af regionen. Straks efter overtagelsen har de lavet omstruktureringer, der væsentligt forringer patienternes udredningsmuligheder. Vi kan ikke længere henvise til hjerteundersøgelser.

Det var ellers et meget værdsat tilbud, fordi det gik hurtigt, og fordi de hjertelæger, der var ansat, var dygtige og nemme at komme i kontakt med. Disse undersøgelser skal fremover udføres på hospitalsafdelinger, hvor de dels ikke skal udføres af speciallæger, og hvor der dels er problemer med meget lange ventetider. Samtidig er prisen per udredning øget. Dette er sket hen over hovedet på os. Vi kan magtesløse se til, at der laves forringelser af patientbehandling, der faktisk fungerede rigtig fint og var billigt.

Samme magtovertagelse er sket i lægevagten i København. Aftalen om, at de praktiserende læger selv passer deres patienter i vagttiden, er opsagt per 1. januar 2014.

Ikke fordi systemet fungerede dårligt. Begrundelsen lyder således: Regionen ønsker sig »et enstrenget system i den præhospitale virksomhed«. Det er sort embedsmandssnak, som ingen forstår. Det handler ikke om kvalitet og ikke om at spare penge.

Det handler om ledelsesovertagelse. Man kommer heller ikke til at spare noget, for lægevagten skal fremover i første led drives af sygeplejersker. I Holland og England har man samme system, og der bliver der henvist 25 procent flere patienter til det dyre hospitalsvæsen, sammenlignet med hvis telefonen passes af speciallæger. Samtidig er der ingen garanti for, at patienten nu fremover vil møde en speciallæge i vagt tiden.

Når lægen fjernes fra indflydelse, er der kun embedsmænd tilbage til at træffe beslutningerne. Og disse embedsmænd har ikke altid det samme fokus, som lægen har, nemlig patientens bedste.

Regionen slår hele tiden på, at de ønsker indsigt og kontrol med kvaliteten i praksis. Regionen har allerede masser af indsigt i kvaliteten via alle de registreringer, vi foretager i forbindelse med den enkelte konsultation.

Det, de i virkeligheden ønsker, er at overtage styringsansvaret og dernæst påtvinge os at indføre en masse kontroller, registreringer og standarder, fordi de mener, det er nødvendigt for at øge kvaliteten af det, jeg laver.

De bruger mange skattekroner på at udfærdige rapporter, der konkluderer, at vil man have kvalitet, så skal der indføres standarder og kontrol. Jeg ser det som et stort problem, at kvaliteten og effektiviteten af det, jeg laver, skal sikres ved at ansætte hundrede embedsmænd til at holde øje med mig.

Der går ufattelig mange skattekroner til at drive disse kontrolsystemer. På hospitalerne har man lavet kvalitetssikringskontrol i de sidste 10-15 år. Det har udviklet sig til et grotesk virvar af skemaer, der skal udfyldes, dokumenteres og registreres.

LÆS OGSÅPrivathospitaler behandler færre på statens regning

Der er arbejdstidsundersøgelser, der viser, at op mod 70 procent af en hospitalslæges arbejdstid går med denne form for administrativt arbejde. Vi farer rundt og dokumenterer på livet løs, mens patienten sidder på gangen og tabes af syne – og kalder det kvalitet.

Det mest groteske er, at man aldrig på god, gammeldags videnskabelig maner har kunnet bevise, at denne nye praksis har gjort patienterne hurtigere raske, at de er mere tilfredse, eller at der sker færre fejl.

Der er en hel epidemi i gang med at indføre standarder. Vi har mærket det i praksis i flere år, hvor man har kørt med stadardiserede skemalagte konsultationer for bestemte lidelser eksempelvis type 2-diabetes. Vi har en præcis køreplan for, hvor mange gange patienten skal komme, hvilke prøver der skal tages, og hvilke spørgsmål der skal stilles. Et formål med denne type konsultation er at opspore komplikationer, så de kan forebygges.

Gør den så det? Den dygtige diabetespatient elsker at møde op til sine kontroller og få bekræftet, at alt stadig ser fint ud.

Han kommer hver gang. Den knap så artige patient, som vi på sigt egentlig helst vil have fat i, for det er ham, der potentielt kan blive dyr for samfundet, ja han bliver væk, for han gider ikke gå til lægen hver tredje måned og få besked om, at han stadig er for fed, motionerer for lidt og ryger for meget.

Den dygtige patient kunne formodentlig nøjes med at gå til lægen halvt så mange gange uden problemer. Men det tillader standarden ikke. Det er dårlig pædagogik og dyr sundhedspolitik.

Der er endnu en interessant udbygning på disse kontroller. Alle patienternes undersøgelsesresultater bliver registreret centralt i det, vi kalder datafangst. Her kan man holde øje med, om man når behandlingsmålene for sine patienter.

Der er lobbyister, der arbejder på, at lægens løn fremover skal afhænge af, om han når disse mål. Jeg har 4 x 15 minutter per år til at lave om på mine patienters livsstil. Her kunne man godt lige bruge en henvisningsmulighed til et halvt års intensiv træning og coaching hos Chris MacDonald.

Patienter med høj uddannelse og indtægt er meget bedre til selv at tage hånd om livsstilsændringer. Vi er altså i en situation, hvor lægen, der praktiserer i velstillede dele af samfundet, belønnes, og hvor lægen i socialt dårlige områder straffes. Velkommen til et Danmark med lige sundhed for alle.

LÆS OGSÅRegeringens overgreb på lærerne styrker rundsave på albuerne og den gode, gammeldags flid, fedt og snyd.

Man ønsker indførelse af mange flere lignende standarder. Problemet er, at det ikke er lægekunst at følge en standard. Det kan man sætte en abe til. Kvaliteten i mit arbejde ligger i, at jeg kombinerer mit kendskab til behandlingsvejledningerne med mit kendskab til patienten. Hans livsvilkår, historie, egenomsorg, laster osv.

Med dette fælles udgangspunkt kan vi sammen løse de helbredsudfordringer, patienten kommer med. En hovedpineklage skal ikke nødvendigvis udløse det samme udredningsprogram hos alle. Nogle skal blot beroliges, andre skal sendes til MR-skanning. Kontinuiteten i almen praksis er en af vores ypperste kerneydelser. Skemaerne stjæler tid. Man bliver slave af dem.

Det koster i øjeblikket 1.400 kroner årlig per patient at kunne gå frit til lægen. Mindre end det koster at forsikre min svigermors lille skødehund eller omtrent det samme som et års abonnement på Anders And.

For de penge får man på en ganske almindelig onsdagsvagt: 30 konsultationer af 10-15 minutters varighed. 10-15 e-mail-konsultationer. 1 times telefontid og 3-4 sygebesøg. Plus et utal af registreringer, attester og administrativt arbejde. 30 procent af min arbejdstid går i øjeblikket med administrativt arbejde.

Det siger sig selv, at hvis jeg både skal registrere mere og se flere patienter på den samme tid, så må det koste på kvaliteten. Jeg kommer til at sjuske og lave fejl. Det er ganske nødvendigt, at der tilføres midler til praksis, hvis kvaliteten skal oppebæres og udbygges.

Regionen vil opsige overenskomsten – det har hele tiden været hensigten. De tøver blot, fordi det er for meget at lægge sig ud med lærere og læger samtidig. De arbejder også på højtryk for at udtænke lovindgreb, der juridisk gør det svært for os at opsige vores aftale med sygesikringen.

Men det er det, jeg vil gøre. Mit eneste våben i denne magtkamp er, at jeg lukker min klinik, når overenskomsten udløber. Det vil skabe kaos. Forhåbentlig kun i en kortere periode. Jeg undskylder meget til de patienter, det kommer til at gå ud over, men det er min eneste mulighed for på sigt at sikre mine patienter en god, rimelig og fri adgang til læge og en ordentlig behandling.

Alternativt kan jeg vælge fremover at arbejde 4-5 måneder om året i Sverige. Det er nok til at oppebære en løn, der ligner den, jeg får nu.

Men bare rolig. Jeg forlader ikke denne synkende skude uden kamp til det sidste, bare for ussel mammon.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce