Annonce
Annonce

Kroniken

Daglig fordybelse siden 1905

Kroniken

Kroniken

Den guddummelige tragedie

Efter tragisk dødsfald står det klart, at tro og civilisation er uforenelige.

84
Annonce

Jørgen er død.

Han blev 16 år. Han var søn af min norske kones barndomsveninde. På en isglat vej lidt uden for Lillehammer mistede han herredømmet over sin knallert og skred ind under en modkørende bil. Den høje, veltrimmede yngling var dræbt på stedet. Hans 13-årige søster, som sad bagpå, slap fra kollisionen med overfladiske skrammer. Det lille lokalsamfund et sted i Gudbrandsdalen sørger, og forældrene er kastet ud på et oprørt hav af smerte og selvbebrejdelse. Omgivelserne gør sig også formørkede tanker.

Jørgens voldsomme afsked med de levendes rækker har forstærket min i forvejen intense modvilje mod religion som forklaringsramme for denne verdens mirakler og ulykker.

Hvordan kan en gud, der kaldes god og mild, tillade en sådan eklatant uretfærdighed? Det er meningsløst, at et ungt menneske, der for blot et år siden havde bekræftet dåbsritualet ved konfirmation, skulle omkomme midt i sin ungdoms flor. Men det er ikke himmelråbende. Der er nemlig ikke noget svar fra de højere luftlag. Præster, så begavede og tænksomme de end kan være, kan ikke med Bibelen i hånden forklare, hvorfor Jørgens liv skulle slutte nu og ikke om 60 år.

Det er muligt, at præsten kan lindre sorgen, men det sker under henvisning til Gud og Jesus. Hvilken slet skjult hån mod de efterladte. Universets herre og hans enbårne står for skabelsen og frelsen; hvordan kan man lade sig trøste i deres navn?

Religion er ganske enkelt ren narresut. Det afsindige er, at ingen af de sørgende i deres afmagt og fortvivlelse forkaster Kristi lære, som skulle være indbegrebet af kærlighed og opofrelse.

Lad være, som den amerikanske filosof og religionskritiker Sam Harris har skrevet i sin traktat 'Letter to a Christian Nation', at den almægtige i sin visdom ikke kunne forudse internettets opfindelse og udbredelse. Og lad være, at samme gud vil straffe »fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig«. Begge er vidnesbyrd om kristendommens særdeles fortidige oprindelse.

LÆS OGSÅTøger: Jeg lever i en verden uden åbenbarede sandheder

Men at Gud finder det betimeligt at kalde en 16-årig ung mand 'op til Himmerige' skyldes - igen med Sam Harris - enten at denne gud er stækket i sin handlekraft eller også muntrer sig med menneskets skæbne, på samme måde som en lille dreng piner en tilfangetagen flue.

Kort sagt: Gud er enten impotent eller ondsindet. Er dét en gud, der er værd at dyrke? Mere end én gang har man hørt kristne spotte muslimerne for deres religion. Det har en ateist som undertegnede ingen kvaler ved at forstå. Det er, pænt sagt, svært at fæstne lid til, at ærkeenglen Gabriel kom ridende over skyerne på et fabeldyr for at besøge en midaldrende købmand i hans hule.

Tanken er forrykt, men ikke desto mindre var det sådan, Muhammed legitimerede sin status af profet og forkynder af budskabet om Allah som den eneste sande gud.

Hvis man grundlæggende fornægter religion, er der ikke meget trøst at hente i, at islam i stigende grad gør sig gældende i Europa. Det er kontinentets hurtigst voksende religion, og der er adskillige bedrøvelige eksempler på islamiske gruppers fornægtelse af verdslige normer og lovgivning.

Muslimske medborgere - forhåbentlig et mindretal - accepterer en kvindeundertrykkende adfærd, går ind for arrangerede ægteskaber, tyr til udenomsjuridiske straffe i familiestridigheder og lufter antisemitiske holdninger.

Tro og civilisation befinder sig i en konfrontation, som ikke bliver mindre pinefuld af de mange mennesker, der let koket kalder sig for enten kulturkristne, kulturjøder eller kulturmuslimer

Både herhjemme og i den arabiske verden har jeg mødt adskillige moderate muslimer, som ikke bryder sig om stening og halshugning og heller ikke bifalder hadefulde prædikanters udfald mod vestlig dekadence og påstået jødisk dominans. Og jeg kender både jøder og kristne, som hverken fornægter genmanipulation, kunstig befrugtning eller kvantefysikkens love.

Selv en modstander af gejstlighed kan forstå, at der er nuancer og gradsforskelle mellem strammere og slappere i de troendes rækker, men det ændrer ikke ved, at det 'at tro' er problemets kerne. Jeg vil aldrig glemme en solrig majdag i det Herrens år 1989, da min religionslærer i gymnasiet - Gottlieb hed hun sågar - forklarede, at kristendommen var den mest »rationalistiske religion«. Religion og rationalisme! Misforståelsen er monumental.

I min forsimplede udlægning turde enhver guddom være kommet til kort på dette fremskredne tidspunkt af vores civilisatoriske udvikling. Det er ikke meget, man som ikketroende forlanger, blot en konkret henvisning til Guds eksistens. Men nej. Ingen troende har naturligvis formået at påvise, at der faktisk findes en gud. Man kan ikke spørge en troende om evidens, så bliver man grumme skuffet. Set gennem den kritiske brille, er der ikke så meget som ét tegn på, at nogen gud troner i overjordisk pragt.

Ingen håndgribelig dokumentation, intet synligt spor, ingen lydoptagelse, intet postscriptum til de hellige tekster, ingen sidsteøjebliksrettelse. Intet. Gud er alt i mange folks hoveder, men intet i den virkelighed, vi kan tælle, måle og veje. Gud er et universelt tankespind. Indrømmet, det er ikke en epokegørende fortolkning, og den vil ikke afholde troende fra at fortsætte med deres antikverede nonsens, hvor alt fra seksualmoral over kost og omgangsformer til etik er foreskrevet af Gud.

Hvad er det i grunden for en Gud, der blander sig i, hvad man putter i munden, men ikke kan forhindre holocaust, aids og tsunamier? Det er de færreste danske kristne, som er lige så forblindede som deres amerikanske trosfæller, der for manges vedkommende anså orkanen Katrinas ødelæggelse af New Orleans i 2005 for at være Guds straf for jazzbyens angivelige skørlevned. Hvis Gud er forarget over dekadence og usædelig opførsel, hvorfor er Las Vegas så ikke for længst gået under i en gigantisk apokalypse?

LÆS OGSÅDen største fortælling er sand

De troendes forklaringer på Guds mirakuløse mellemkomst og straf af formastelige er mildest talt forvirrende. Da 15 skolepiger i 2002 brændte ihjel på en skole i Mekka, henviste en imam til Allahs vrede over de »tøjleløse« tilstande på skolen, og det religiøse politi, som havde nægtet at lukke de angste piger ud fra skolens grund, fordi de ikke var forskriftsmæssigt påklædt, fik anerkendende ord med på vejen. Der var ingen folkelige protester imod det wahhabistiske vrøvl.

Når troende mennesker takker deres gud for at have 'frelst' dem i en livsfarlig situation, bliver det anset for naturligt. Gud tager livet af de formastelige og holder hånden over de pietistiske sjæle. Bekvem tanke, men 16-årige Jørgen havde ikke gjort sig skyldig i gudsbespottelse eller en profan levevis. Alligevel døde han. Orkanen i det sydlige USA, skolebranden i Saudi-Arabien og en fatal trafikulykke i Norge må forklares rationelt. Den slags har en metodik.

Det har religionen ikke, og det er åbenbart tillokkende for dem, som ønsker mystik og søger det uudgrundelige. Men man skal være ualmindelig forgabt i science fiction for at lade sig overbevise om, at de ti bud er afleveret som stentavler fra selveste klodernes og planeternes store bygherre til Moses.

Hvad er det i grunden for en Gud, der blander sig i, hvad man putter i munden, men ikke kan forhindre holocaust, aids og tsunamier?

Tænk at kunne nedfælde universelle retningslinjer for den menneskelige adfærd og i øvrigt skabe verden og havene og alt levende på én sølle uge og siden lade hånt om herlighederne. Hvorfor trækker Gud sig tilbage? Hvorfor hører han ikke de troendes bønner?

Det forekommer mærkværdigt, at guder kan gå i flyverskjul eller måske endda helt forsvinde fra firmamentet. Har nogen undret sig over, hvad der hændte med de græske guder? Herlige skikkelser som Zeus, Morfeus og Poseidon. Nyder de mon pensionisttilværelsen på Olympen, efter en ny trosretning fra Mellemøsten vandt indpas?

Noget sådant skete på disse breddegrader med den norrøne mytologi. Det ene hold guder, før da så magtfulde og fantastiske, var pludselig fortid og dømt til evig forglemmelse af de selvsamme mennesker, som kort tid for inden havde troet på dem.

Kald mig bare fattig i ånden, men ligningen ser i al sin enkelthed sådan ud: Mennesket opfinder guder, og mennesket bortskaffer de selvsamme guder i takt med overgangen til en ny fremherskende logik. Jamen, vil indvendingen lyde, hvad skal man sætte i stedet for religion?

Når nu mennesket leder efter håb og frelse i troen, er det vanskeligt at sælge et alternativ, der alene baserer sig på, hvad man kan se og forstå. Indrømmet, Sancho Panza, Don Quixotes tro væbner fra romanen af samme navn, havde det nemmere, da han gik til angreb på vindmøllerne på La Manchas sletter.

LÆS OGSÅReligion er på vej til at dø ud i Vesten

Religion er som en stor mudret flod, der har overskyllet sindets marklandskab. Det er vanskeligt at dræne fornuftens terræn, men forsøget må gøres. Oplysningens kamp for at afskaffe dogmatik og tro til fordel for skepsis og undren er ikke mindre aktuel i dag end for 200 år siden.

Præsidenten for verdens mest magtfulde land, USA, taler i Guds navn. Præsidenten for Iran taler i Allahs navn. Præsidenten for Burma taler i Buddhas navn. I Israel vinder de ortodokse kræfter stadig mere indpas i det politiske liv, og demografien er også på deres side.

Og de arabiske befolkninger lever i stort tal fortsat under religiøs indoktrinering og politisk ensretning. Omvæltningerne efter det berømmede arabiske forår har indtil videre resulteret i fundamentalisternes regeringsovertagelse i Tunesien og Egypten og fremmarch i Libyen og Syrien. Der er ingen sprækker af tvivl, intet kompromis muligt.

Sådan får de tidligste århundreder lov at fortsætte i det 21. århundrede. Tro og civilisation befinder sig i en konfrontation, som ikke bliver mindre pinefuld af de mange mennesker, der let koket kalder sig for enten kulturkristne, kulturjøder eller kulturmuslimer. Det betyder vistnok, at de pågældende ikke er stærke i troen, men forlader sig på nogle ritualer sådan mest for hyggens og familiefredens skyld.

Der er gode antropologiske forklaringer på menneskets behov for et ritualiseret formsprog til at markere livets forskellige faser, men hvorfor skal vi fortsat ligge under for orientalske fantasier og et moralkodeks, der udspringer af et førmoderne stammesamfund?

»Rolig nu«, lyder det, når man går i clinch med en far, som lige har ladet sin søn døbe i 'Faderens, Sønnens og Helligåndens navn'. Det er jo bare en tradition. Eller den jødiske bar mitzvah, hvor familiens unge håb står med fnugfri kippa og reciterer fra Toraen. Slap af, det er en tradition. Ja, men vel at mærke en tradition, der bygger på det pureste opspind.

Der er gode antropologiske forklaringer på menneskets behov for et ritualiseret formsprog til at markere livets forskellige faser, men hvorfor skal vi fortsat ligge under for orientalske fantasier og et moralkodeks, der udspringer af et førmoderne stammesamfund?

Det er tungt at måtte erkende, at religiøse værdier og skikke er kommet for at blive. Men det er samtidig en bitter pille at sluge, at troens mennesker er omgivet af en prestige, som var de udstyret med nøglen til at forstå universets dybeste hemmeligheder.

Hvorfor sidder præster og teologer med i etiske udvalg? Hvor bringes de ind i den politiske samtale som særligt kyndige? Hvorfor slår folk blikket ned og lytter andægtigt, når en præst taler om kærlighedens væsen? Gud er massivt til stede i vores institutionelle samfund. Dronningen afslutter sin nytårstale med et besværgende »Gud bevare Danmark«.

LÆS OGSÅStammer alt godt fra Jesus?

Hvad er det, der skal bevares? Nævner Bibelen nogetsteds mon det hellige land Danmark? Og hvorfor tropper landets folkevalgte, med revolutionsgarden fra Enhedslisten som eneste undtagelse, op i Christiansborg Slotskirke, når Folketinget åbner efter sommerferien? Måske er politikerne ikke mere gudfrygtige end gennemsnittet af den danske befolkning, men der burde være mere end almindelig skepsis over for folk, som kombinerer lovgivning med foldede hænder og salmesang.

Religion har intet med fornuft at gøre, og som sådan er troen en modsætning til kritisk dømmekraft. De kristne henter deres åndelige ammunition i en fortælling, som indimellem er smuk og bjergtagende, men ofte ganske firkantet og brutal, og først som sidst arkaisk.

Bibelens testamenter har øvet en stærk og delvis invaliderende indflydelse på vores civilisation. Religion er ikke opium, som Karl Marx påstod, men snarere, som den afdøde britiske forfatter Christopher Hitchens hævdede i bogen 'God is not Great', et giftstof, der hindrer blodtilførsel til hjernen og lammer fornuften.

Teenageren Jørgen nåede knap nok at erfare, hvad ’sweet sixteen’ indebærer. Hverken inderlig bøn eller utrøstelig jammer vækker ham til live. Der er ingen genopstandelse. Det har Gud reserveret for én, sin højbårne søn. Hvilken mægtig egoisme. Hvilken hjerteløs moral. Og hvilken svigagtig fortælling. Min beskedne tekst vælter selvsagt ikke religionens læs.

Men hvis den kan minde om, at Gud ikke formår at beskytte det mest dyrebare, vi råder over, barnets liv, har disse linjer ikke været helt forgæves.

Del link
Relaterede artikler
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce