Annonce
Annonce

Kroniken

Daglig fordybelse siden 1905

Kroniken

Abort er som en kræftsvulst

Det er tid til at revidere vores syn på abort.

247
Annonce

Da loven om den frie abort blev vedtaget i 1973, var hovedargument, at kvinder skulle have ret til at bestemme over egen krop.

Det var særligt kvindebevægelsen, der sammen med partiet SF lagde vægt på kvindens ret til at bestemme, om hun ville føde et barn eller ej, og som pressede på for at få loven indført.

Det er stadigvæk kvindebevægelsens argumentet, som dominerer debatten. Eller rettere – det er argumentet om kvindens ret til at bestemme over egen kop, som bremser enhver debat om den frie abort i Danmark.

I et moderne, demokratisk samfund stiller ingen spørgsmålstegn ved kvinders rettigheder og slet ikke deres reproduktive rettigheder, som i sidste ende handler om ligestilling og lige vilkår på arbejdsmarkedet og i familien.

1. oktober er det 40 år siden, at loven om den frie abort i Danmark trådte i kraft. Hvert år siden da er der blevet foretaget ca. 16.000 aborter. Regner man på det, kommer det op på omkring 700.000 aborter siden 1973.

Det er knap en million danskere, som ikke har fået muligheden for at tage aktiv del i vores samfund.

Alligevel sætter få spørgsmålstegn ved, om aborten vitterlig er sådan et ultimativt gode, som aborttilhængere overbeviste Folketinget om for 40 år siden.

LÆS OGSÅ40-året for fri abort: S-politiker blev kaldt morder fra Folketingets tilhørsrækker

Debatten er totalt forstummet, hvis ikke tabuiseret. Et indslag i 21 Søndag på DR 1 tidligere på året, som viste, hvordan nogle af landets kommuner har tvunget helt unge mødre til at abortere raske og sunde børn, vækkede hverken moralsk forargelse eller forårsagede nogen anden reaktion.

Abort betragtes som et absolut, der ikke kan ændres. Abortmodstanderne bliver ofte stemplet som religiøse tosser eller fundamentalister, der er imod rettighedskultur og fremskridt.

Men spørgsmålet er, om det ikke er kvindebevægelsen og aborttilhængerne, som slet ikke er fulgt med tiden, og som hænger fast ved en betonfeministisk ideologi.

Videnskaben og teknologien har siden 1973 givet os ny viden og information om den menneskelige biologi, som man ikke havde i 1970’erne. Dengang var det ene og alene ideologien, som var bestemmende for loven om den frie aborts indførelse.

I dag er det et videnskabeligt faktum, at fostret ikke er en del af moderens krop. Det er også videnskabeligt påvist, at et menneske kan defineres som et menneske allerede i og fra befrugtningsøjeblikket.

Hvad er det logiske argument for, at kvinders rettigheder skal stå over det ufødte barns? Hvorfor er de ikke ligestillede?

Iben Thranholm

Abort er i dag langt mere end et holdningsspørgsmål.

Det er et spørgsmål om at forholde sig til, hvad videnskaben siger. Videnskaben kalder derfor på ny etisk stillingtagen til, hvad abort er for en handling.

Er fostre mennesker eller er det ikke? Det er vigtigt at få svar på, når man skal forholde sig til abort. For aborttilhængere betragtes fostre som graviditetsvæv, der kan fjernes på samme måde, som når man fjerner et modermærke, en uønsket del af kvindens krop.

Fostret bliver derved afpersonificeret og opfattes som en gevækst af væv og blod.

Videnskabelige undersøgelser viser imidlertid en anden virkelighed. I selve befrugtningsøjeblikket dannes hele dna-materialet, dvs. den selvstændige arvemasse, som skal til for at udvikle et unikt menneske.

Arvemassen bestemmer hele udviklingen hvad angår køn, hårfarve, øjenfarve, højde og hudfarve, og hvad der ellers vil komme til at kendetegne personen.

Også anlæg til hjerte og hjerne ligger klar i denne arvemasse og venter kun på at tage fysisk form under fostrets udvikling.

Der er ikke bare tale om sammensmeltningen af to celler, men om en helt ny selvstændig organisme, der har al den information i sig, der skal til, for at et menneske kan udvikle sig.

Reelt set betyder det, at der er tale om et selvstændigt individ fra begyndelsen.

Når aborttilhængere påstår, at et menneske først bliver til et menneske, når det får en bevidsthed, mangles der logik.

Hvordan kan noget, som fra begyndelsen ikke betragtes som et menneske, pludselig blive til et menneske undervejs, fordi det bliver større og ældre? Mennesker vokser og udvikler sig hele livet igennem. Det er en proces, som ikke stopper, før man dør.

Alt, hvad der kendetegner et menneske, må være til fra begyndelsen. Intet levende væsen kan blive til noget, det ikke allerede er.

Et fugleæg udvikler sig ikke til en fisk. Der springer ikke en kanin ud af et hønseæg

Iben Thranholm

Et fugleæg udvikler sig ikke til en fisk. Der springer ikke en kanin ud af et hønseæg. På samme måde bliver et såkaldt graviditetsvæv heller ikke pludselig til et menneske, hvis ikke det er det i forvejen.

Argument om, at det alene er bevidstheden, der definerer et menneske, åbner for en række andre etiske dilemmaer: Hvad med folk i fuld narkose, som ikke er ved bevidsthed?

Har vi lov til at slutte deres liv i det øjeblik, og er de faktisk ikke rigtige mennesker under en operation? Og hvad med mennesker i koma – er de heller ikke rigtige mennesker?

Videnskaben har siden 1973 også gjort det klart, at barnet ikke er en del af moderens krop. For det første har moderen og barnet ikke samme dna, dvs. de har ikke samme genetiske kode.

I mange tilfælde har de også forskellige blodtyper. Er der tale om et drengefoster, har barnet også et andet køn end moderen.

Mor og barn kan også være af forskellige racer. Hvis et befrugtet æg fra en kinesisk doner sættes op i en dansk kvindes livmoder, forbliver barnet af kinesisk af race og udseende, på trods af at det udvikler sig i den danske kvindes krop.

LÆS OGSÅFlertal af danskerne siger ja til sen abort ved unormale fostre

Barnet arver ikke et eneste af hendes nordiske gener. Et foster kan dø, uden at moderen dør.

En kvindes immunsystem forstår, at der er tale om et fremmedlegeme, når det befrugtede æg sætter sig fast i livmoderen, så kroppen ikke af sig selv udstøder fostret.

Og en kvinde får ikke fire hænder og fire fødder, når hun er gravid, uanset hvor meget man argumenterer for, at fostret er den del af kvindens krop. På intet tidspunkt i graviditeten er fostret en del af moderens krop.

Dette er videnskabelige fakta, som hverken beror på religiøse, ideologiske eller moralske holdninger. Det er ren viden, som enhver må forholde sig konkret til, hvad enten man er ateist eller religiøs.

Det gør også den afdøde verdenskendte ateist Christopher Hitchens.

I en af sine sidste bøger, ’Gud er ikke stor’, skriver han: »Som materialist mener jeg, at det er blevet påvist, at et foster er en selvstændig menneskekrop og et selvstændigt væsen og ikke blot (som nogen har yndet at påstå) en slags gevækst i eller på kvindekroppen. Der var på et tidspunkt feminister, der gav udtryk for, at det nærmest var ligesom en blindtarm eller ligefrem – sagt i ramme alvor – en slags svulst. Det ser ud til, at man er holdt op med den slags sludder og vrøvl. Blandt de faktorer, der har været med til at få folk på bedre tanker, er dels de fascinerende og bevægende billeder, vi i dag præsenteres for ved obstetrisk ultralydsscanning, og dels det forhold, at de ’for tidligt fødte’, fjerlette babyer nu om dage overlever ved at blive gjort ’levedygtige’ uden for livmoderen. Her er endnu et eksempel på, hvordan videnskaben gør fælles sag med humanismen (...) Embryologi styrker moralen«.

Videnskabelige undersøgelser slår således fast, at argumentet om, at aborten skal være fri, fordi kvinden har ret til at bestemme over egen krop, bygger på et falsk og ugyldigt grundlag.

Som Hitchens understreger, kalder vores nuværende viden om fostre på moral. Det rejser ikke bare nogle grundlæggende spørgsmål om, hvad det er for et menneskesyn, vi egentlig har i Danmark, når vi fortsat blindt håndhæver loven om den frie abort, men også om den måde, vi forvalter vores demokrati på.

Hvis videnskaben kan påvise, at der fra befrugtningsøjeblikket er tale om et selvstændigt individ, har det så ikke krav på samme rettigheder og livsmuligheder som alle andre i et demokratisk samfund?

I en abort er der altid to parter impliceret, nemlig moderen og et nyt individ.

LÆS OGSÅEtisk Råds formand vil give unge ret til fri abort

Den nuværende abortlovgivning tilgodeser alene moderen, hvorimod barnet er forsvarsløst. Hvad er det logiske argument for, at kvinders rettigheder skal stå over det ufødte barns? Hvorfor er de ikke ligestillede?

Retten til at bestemme over eget krop og liv bliver hurtigt til retten til at skade og undertrykke andre til egen fordel. Så snart en gruppe påberåber sig ubetinget ret til at bestemme over en anden gruppes skæbne, er det begyndelsen på undertrykkelse.

Det mandlige køn har gennem historien undertrykt kvinder for at kunne leve, som det passede dem.

Ironisk nok udsætter kvinder i dag fostre for en lignende undertrykkelse, som deres eget køn har lidt under i århundreder. Det lyder brutalt, og det er det også. Under overfladen på det pæne og ordnede velfærdssamfund foregår en umenneskelig massakre, og endda i lovens navn.

Men abortlovgivningen berører ikke bare vores menneskesyn demokrati, men også vores demografi.

Sidste år fik hver dansk kvinde i gennemsnit 1,73 børn, hvilket er det laveste niveau i 10 år. Statistiske fremskrivninger siger, at normalt skal hver kvinde føde 2,1 barn for at opretholde et stabilt befolkningstal.

Da fødselsraten i Danmark ligger under dette tal, vil det betyde, at den danske befolkning på sigt ikke kan reproducere sig selv.

Lave fødselstal medfører alvorlige problemer også for et velfærdssamfund, eftersom flere og flere lever, til de er langt oppe i årene og er afhængig af, at yngre kræfter kan tage over og arbejde for at opretholde velfærden.

Hvis der ikke bliver født børn, mister vi arbejdskraft og kommer til at mangle skatteindtægter til samfundet.

Beregninger viser, at hver person i gennemsnit bidrager med omkring en million kroner i løbet af et helt liv, trods udgifter til uddannelse, sundhed, pension.

Giver man sig til at regne på, hvad den danske stat har tabt af kroner og øre ved den frie abort, giver det svimlende beløb.

Organisationen Sex og Samfund, der varetager seksualundervisningen og rådgivningen på landets uddannelsesinstitutioner, er også vågnet op og erkender nu problemet med de lave fødselstal.

Generalsekretær Bjarne B. Christensen har for nylig udtalt, at der må en mentalitetsændring til, hvad angår selve indstilling til det at få børn.

Derfor tager Sex og Samfund nu initiativ til, at seksualundervisningen ikke kun skal handle om prævention, men også om frugtbarhed. Unge skal simpelthen lære, hvad man skal gøre for at blive gravid.

Sex og Samfund, som hidtil har brugt alle ressourcer på at fortælle unge mennesker, hvordan de undgår at få børn, er klar over, at man for længe har forsømt oplysningen og vidensniveauet omkring det at få børn.

En af bevæggrundene til initiativet er, at 16-25 procent af alle par, der forsøger at blive gravide, oplever infertilitet. I Danmark kommer 5.700 børn hvert år til verden som følge af kunstig befrugtning. Det svarer til 10 procent af den samlede fødselsårgang,

Det lave fødselstal og den markant dalende fertilitet blandt danske kvinder har naturligvis flere årsager. Men den væsentligste er, at kvinder venter alt for længe med at få deres første barn, fordi de er opflasket med, at det at få et barn for tidligt er et onde.

LÆS OGSÅFrygt for abort: Læger nægter at oplyse børns køn

På den baggrund virker de 16.000 aborter, der foretages hvert år, blot endnu mere meningsløse og som en direkte hån, når så mange til sidst må kæmpe for at blive gravide.

Men det er ikke kun det høje antal af aborter, der er med til at reducere antallet af danskere, men særligt den mentalitet, som loven om den fri abort har ført med sig.

I 40 år er danskere kvinder (og mænd) blevet hjernevasket med, at det for alt i verden gjaldt om at undgå at blive gravid. Jeg husker selv tydeligt sloganet ’Make love, not babies’ fra min opvækst.

Jeg husker også, hvordan lærere og forældre malede skrækscenarier for os om, hvordan en tidlig og uplanlagt graviditet ville ødelægge enhver kvindes liv.

Det er en blevet til en norm, der hænger ved. Vælger en 22-årig kvinde i dag at føde et barn i stedet for at få en abort, bliver omgivelserne dybt bekymrede og tænker, at der må være noget i vejen med hende.

Abort er som en kræftsvulst, der spreder sig og danner metastaser i andre organer

Iben Thranholm

Tv-programmet ’De unge mødre’ udstiller purunge piger, der har fravalgt abort, som sociale tabere og stakler.

Deres eksempler skal tjene som skræk og advarsel for de uddannede, i tilfælde af at de ikke har lyttet godt nok efter seksualundervisningens forbud mod frugtbarhed eller allerede har valgt en abort.

Statistikken viser nemlig, at abortraten ligger højest hos kvinder fra 21-24 år. Hvis fødselstallet skal op igen, kræver det ikke bare mere viden hos de unge om fertilitet, men en gennemgribende holdningsændring i samfundet.

Efter 40 år med fri abort er det tydeligt, at konsekvenserne er katastrofale. Ikke bare for det enkelte individ, som mister livet ved en abort, men for alle områder af samfundet.

Når en kultur konsekvent oplæres i at sige nej til livet, sætter det mærkbare spor overalt.

Abort er som en kræftsvulst, der spreder sig og danner metastaser i andre organer.

Den frie abort præger vores menneskesyn, demokratiske rettigheder og vores forhold til frugtbarhed og fertilitet i negativ retning. Hvis retten til liv fundamentalt er krænket, lider hele samfundet.

Når vi samtidig har en viden om, at det grundlag, som loven blev indført på, i dag må betragtes som ugyldigt, er det så ikke på tide, at vi får en ny moralsk besindelse og vurderer, om ikke skadevirkninger af abort er for store, til at loven fortsat skal gælde i sin nuværende udformning?

Del link
Relaterede artikler
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce